Historien om børnelitteratur

Silas og den sorte hoppe

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Indledningen til Silas og den sorte hoppe er nemlig en form for skabelsesberetning af næsten bibelsk karakter. Som en anden Moses, jf. Anden Mosebog 2,1-5, driver Silas ned ad floden:

"Han kom sejlende ned ad floden i en sær lille bredsnudet båd, og han sejlede ikke siddende oprejst som andre, brugte ikke årerne, med lod strømmen føre sig som den havde lyst. Selv lå han nede i bunden, og man måtte tro det var en der havde god tid, det gik kun fremad med strømmens fart, og på afstand lignede det fuldstændig en tom båd."

Det ser hestehandleren Bartholin, som gerne vil overtage den tilsyneladende ejerløse båd, men hurtigt fortryder, da han hører en „langtrukken og utydelig tuden” fra båden. Men Bartholin undgår ikke konfrontationen med den „fremmedartede” dreng, som går i land og præsenterer sig med et „Jeg er kun mig selv” og „Jeg er ikke alle mennesker”. Han har ingen far, og moren, som rejser rundt med et cirkus, er han stukket af fra.

Men Silas er ikke et stakkels barn. Han har lært nogle grænseoverskridende færdigheder i cirkusset, bl.a. at spille på sin magiske fløjte, og han kan være „ond”, som Bartholin siger, og som læseren selv erfarer, da Silas kynisk stjæler mælk fra den blinde pige Maria. Kun én ting betyder for alvor noget for Silas, nemlig „hans liv og hans frihed”, og er den truet, sådan som det sker i romanens slutning, så handler han „hensynsløst”.

Silas er både kvik, snu og „smidig som en kat”, og det lykkes ham derfor at franarre Bartholin dennes bedste hest, den sorte hoppe. Resten af romanen handler om Silas' rejse gennem et landskab og en tid, som ikke er nærmere angivet, men som børnelæsere gerne henlægger til Midt- eller Østeuropa nogle hundrede år tilbage i tiden. Silas' projekt er at genfinde hesten, da den er blevet taget fra ham.

Undervejs møder han bl.a. hyrdedrengen Ben-Godik med foden, som vender forkert. Også han har lært sig færdigheder. Ligesom Silas kan styre hestene med sin fløjte, kan Ben-Godik styre køerne med sin slangebøsse og ved at pifte i fingrene. I romanens slutscene drager de to da også sammen videre på hver sin hest, „mens solen langsomt nærmede sig synsranden”.

Den lange slutscene, som foregår i den landsby, hvor Silas har søgt tilflugt, fordi hans hest befinder sig der, er romanes højdepunkt. Spændende og humoristisk skildrer Cecil Bødker, hvordan landsbyens beboere er samlet på den åbne plads. Odderjægeren Aron, som hjælper Silas, er den store iscenesætter. Først frier han til Ben-Godiks mor Joanna i kamp med Bartholin, og bagefter byder han på Silas' hest, som er blevet sat til salg. Da det er lykkedes Aron at franarre de andre hesten, flytter han den hen under det træ, hvor Silas har siddet under hele forløbet, og Silas kan springe ned på den og bagefter forenes med Ben-Godik.

Silas og den sorte hoppe bryder gennem sit konsekvente opgør med voksenautoriteter og sin langt fra sympatiske hovedperson med alt, hvad man hidtil havde set i børnelitteraturen. Læseren møder barnet som individ, i begyndelsen uden for enhver social sammenhæng, mistænksomt, egoistisk og kynisk. Ligesom Ben-Godik har han lært at „unddrage sig de voksnes bestemmelser”.

Men i de i alt 13 bøger, som Silas-serien i skrivende stund er nået op på, udvikler Silas sig. Han bliver ældre, til sidst også voksen, og han tager mere og mere ansvar for fællesskabet på et formuleret etisk og eksistentielt grundlag. Vendepunktet sker i bind fire, Silas stifter familie (1976), hvor de tre første kapitler former sig som én lang diskussion om begrebet ansvar. I første kapitel har Silas reddet et spædbarn fra den visse død. Da han prøver at få byens beboere – også den købmandsfamilie, hvis barn han tidligere har reddet – til at tage sig at barnet, møder han kun afvisning. Silas føler „inden i sig, at der ikke [er] nogen vej tilbage”, og han ikke alene beholder barnet; han skaffer det også en bedstemor fra byens plejehjem. Senere kommer både en bedstefar og en lillesøster til. Silas har i sandhed stiftet familie.

Cecil Bødker har skrevet en del andre børnebøger, bl.a. Jerutte-bøgerne, hvis første bind er Jerutte fra Ræverød (1975), Leoparden (1970), Dimma Gole (1971), Maria-bøgerne, hvis første bind er Marias barn – drengen (1983), og Ægget der voksede (1987). Hun debuterede som forfatter til voksenlitteratur i 1955 med digtsamlingen Luseblomster. I 1961 udgav hun novellesamlingen Øjet; flere af disse noveller er i høj grad brugt i skolen, ikke mindst „Vædderen”. Som hendes hovedværk for voksnes betragtes Salthandlerskens hus (1972). Cecil Bødker har som den eneste danske børnebogsforfatter modtaget den internationale H.C. Andersen-medalje; den fik hun i 1976 for Silas-bøgerne.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Historien om børnelitteratur

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Aron
Israels første ypperstepræst, indviet af sin yngre b ...Artikel i Den Store Danske
Cecil Bødker
f. 1927, dansk forfatter, udlært som sølvsmed. Cec ...Artikel i Den Store Danske
Cecil Bødker
Cecil Skaar Bødker , 27.3.1927, forfatter. Ceci ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon

Om artiklen

Oprindelig forfatter
TW
13/02/2012
  • Læst 1213 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki