Historien om børnelitteratur

Fabler

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Er Orbis Pictus, Aandelig Exempelbog, Magazin for Børn og Robinson Kruso eksempler på mønsterværker inden for 1600- og 1700-tallets børnelitteratur, så er fabler og billedværker for børn at betragte som periodens mønstergenrer.

Æsops fabler er tidligere omtalt (se Det litterære sprog). De udgives som nævnt på dansk i 1556 i Christiern Pedersens oversættelse med den fulde titel Esopi Leffnit oc nogle hans Fabel som vore udsette aff Gredske paa Latine oc aff Latine paa Tydske oc ere nu udsette aff Mester Christiern paa Dansche oc nogle andre skønne Fabel Auiani, Doligani, Adelphonsi: oc nogle Poggij schemtte Ord, de staa her i

den Første Bogens Dell. Som det fremgår af titlen er også andre end Æsops fabler taget med, bl.a. en af de kendteste i samlingen, „Fabel om Faarene”; denne stammer formentlig fra fabeldigteren Petrus Alphonsus fra 1100-tallet. Det bemærkes, at netop fårefablen synes at have børn som indskrevne læsere i modsætning til flertallet af fablerne i samlingen.

Der udvikler sig – ligesom det er tilfældet inden for andre genrer, bl.a. eventyrgenren – op gennem 1600-tallet et skel mellem på den ene side de forholdsvis råt genfortalte historier, stammende fra en mundtlig tradition, og på den anden side genfortællinger i et bevidst digterisk sprog. Litteraturforskeren Lars Handesten taler om modsætningen på denne måde: „Her [hos bl.a. Christiern Pedersen] er fablerne så at sige klædt af til skindet, så de fremstår nøgne, rå og uraffinerede. I forhold hertil er La Fontaines fabler elegant udstyret.”

Den centrale scene i La Fontaines fabel „Bjørnen og gartneren” er den, hvor bjørnen vil hjælpe sin herre, gartneren, ved at slå den flue ihjel, som har sat sig på herrens hoved. Det skal vise sig at være en rigtig „bjørnetjeneste”, for nok dør fluen, men det gør herren også. Illustratoren er Gustave Doré.

Den franske digter Jean la Fontaine (1621-95), som i samtiden var bedst kendt for sine kontroversielle, pikante fortællinger, påbegyndte udgivelsen af sine æsopisk inspirerede fabler på vers i 1668. Han gjorde det i nogen grad i opposition til tidens mest fremtrædende fabeldigter, forskeren Olivier Patru (1604-81), hvis fabler udmærkede sig ved – efter en forholdsvis kort fortælling – at have en ganske omfattende morale. La Fontaine forfægtede i tidens diskussioner om genren, at moralen skulle nedtones og gøres ganske kort.

I 1693, dvs. 25 år efter bind 1, udkom det 12. bind. Der er uenighed om, i hvor høj grad fablerne er skrevet for børn. Én ting ved vi med sikkerhed, nemlig at den første samling var dedikeret til Ludvig d. 14.s lille søn, hertugen af Maine. En af de senere samlinger er dog tilegnet kongens maitresse Madame de Montepan. La Fontaine fremhæver selv i en kommentar, at børn kan have nytte af fablerne, og at han ikke har skrevet dem for at moralisere, men først og fremmest for at underholde.

Fablerne er meget forskellige, ofte præget af en ironisk, nærmest misantropisk distance, som vi møder det i moralen til fablen om ulven og lammet: „La raison du plus fort est toujours la meilleure”, dvs. at „den stærkestes synspunkt er altid det bedste”. Andre gange understreges troen på livet og individets egne muligheder. Kritik, både direkte og (oftest) indirekte, rettes mod tidens magthavere, som skildres som indbildske og latterlige. Og meget bedre står det ikke til med almindelige mennesker, hvis man skal tro digteren. Den, der kan bekæmpe sine egne fordomme og smålighed, har de bedste muligheder for at få et godt liv i stille harmoni.

Det hører her med, at to af eftertidens filosoffer, John Locke og Jean-Jacques Rousseau var uenige om fablernes anvendelighed som læsestof for børn. John Locke anså fablerne for at være velegnede til børnelæsning, vel at mærke når børnene selv kunne læse. Så skulle de have bøger svarende til deres „fatteevne”:

"Til dette formål finder jeg Æsops fabler bedst; disse fortællinger er morsomme og underholdende for et barn, men vil også kunne give en voksen stof til nyttig eftertanke […]."

Jean-Jacques Rousseau anerkender i Émile nok La Fontaines fabler som god litteratur; de er både „naturlige” og „fortræffelige”, siger han. Men han anser generelt fabler for at medvirke til at nedbryde børn moralsk, og her hjælper de fontainske kvaliteter ikke:

"Hvordan kan man være blind for, at man – når man uden modforestillinger vælger at betragte fabler som moralske lærestykker for børn – bedrager dem, mens man morer dem; at man lader dem tabe sandheden af syne, forført af løgne, og at man netop forhindrer dem i at drage nytte af lærdommen i samme øjeblik, man prøver at gøre læreprocessen behagelig. Fabler kan bruges til at gøre voksne klogere, men man skal sige den nøgne sandhed til børnene."

Den eneste trøst er, skriver Rousseau, at fablerne som regel læres udenad, hvorved børnene intet forstår. For forstod de indholdet, ville de møde en moral, som er „så upassende for deres aldersgruppe, at den mere vil lære dem laster end dyder.”

Trods Rousseaus formaninger vandt La Fontaines fabler stor udbredelse i alle læsende samfundslag. Ikke mindst pædagogerne fandt hans fabler velegnede, og snart optrådte de i skolebøger både i og uden for Frankrig, og dermed blev flere af moralerne til fælles eje og kom til at indgå i sproget.

Et eksempel herpå kan være fablen om „Bjørnen og gartneren”, som handler om en gartner, der tager en bjørn „som partner”, her i Johannes Møllehaves oversættelse fra 1986:

"Og bjørnen våger
over Sin ven, hvergang han sover.
Han la' sig på en tue,
Da kommer der en flue,
Som flyver stik mod vinden
Og sætter sig på kinden.
Det harmes bjørnen over.
Den tænker: Når han sover,
Er jeg hans Nattevægter
Og Vogter mod insekter.
Hans søvn må intet true,
Gå væk, din dumme flue!
Først skælder den og brummer.
Da fluen stadig summer,
Så finder den alene
Den største sten blandt stene
Og sir: „Se, her en lækker
Utrolig fluesmækker!
Nu sigter jeg og rammer,
Nu får du et par skrammer.”
Den kaster hårdt mod tuen
Og knuser faktisk fluen,
Men også mandens hode,
Hvad den først nødigt tro'de.
"

Og så kommer den velkendte morale, som i dag nok holder som morale, men hvor selve kerneordet, „bjørnetjeneste”, blandt yngre sprogbrugere synes at være ved at skifte betydning til det modsatte:

"Skønt motivet var et af de pæneste,
vil man helst være fri for en bjørnetjeneste!
"

De mere digterisk ambitiøse og de mere råt tilskårne fabler eksisterer side om side, både henvendt til børn og voksne. Genren viser sig dertil – ligesom det var tilfældet med de tidlige æsopiske fabler og rævefortællingerne – yderst velegnet til forklædte angreb på autoriteter. Og en fabel behøver på ingen måde at være en ganske kort fortælling.

Et berømt eksempel på en lang, kritisk fabel, som dog ikke er skrevet for børn, er Bernard de Mandevilles (1670-1733) 400 linjer lange The grumbling hive, or knaves turned honest, oprindeligt udgivet i London i 1705 som flyveblad, som det var almindeligt for kritiske skrifter, og ni år senere genudgivet med titlen The fable of the bees med tilhørende noter. Den er et forsvar for liberalismen i dens mest konsekvente form. I et samfund fyldt med bedrag, misundelse og grådighed, men også med meget stor rigdom, griber guden Jupiter ind på befolkningens anmodning og omformer det til dets modsætning, altså et samfund med stor gensidig omsorg og lighed. Men derefter skabes der ikke de store materielle værdier, og fattigdommen breder sig. Til sidst kan samfundet end ikke forsvare sig mod fjender udefra. Moralen er, at individets grådighed er fundamentet for et rigt og lykkeligt samfund.

En af de kendteste fabler med mennesker som hovedpersoner er den om bonden og hans søn. Den findes i flere udgaver. Tekst og illustration er her taget fra Emil Slomanns Læsebog for danske Børn, bind 2, 1902. Tegneren er Rasmus Christiansen (1863-1940), også kaldet Rasmus Kryds, fordi han – som det også er tilfældet her – signerede sine tegninger med RxChr. Teksten er Christian Wilsters gendigtning af Chr. F. Gellerts tyske fabel „Der Bauer und sein Sohn”.

Det er et menneske- og samfundssyn, som Ludvig Holberg reagerer mod i sine epistler nr. 21 og 209. Holberg skriver i øvrigt selv fabler, 232 i alt med titlen Moralske Fabler med hosføyede Forklaringer til hver Fabel (1751); heller ikke disse sigter direkte mod børn.

Blandt de kendteste af 1700-tallets fabelsamlinger, som får børn som læsere, er de tyske forfattere Christian Fürchtegott Gellerts (1715-69) Fabler og Fortællinger, som udkom første gang i 1746-48 og på dansk i 1769, Gotthold Ephraim Lessings (1729-81) tre fabel-„Bücher” fra 1759, som finder vej til flere danske tekstsamlinger for børn, bl.a. Samlinger til Kundskabs og Dyds Befordring (1792-93), og August Gottlieb Meissners (1753-1807) Aesopischen Fabeln für die Jugend (1791), som udkommer på dansk i 1820 med titlen Fabler for Ungdommen.

Især Gellerts fabler blev meget populære, godt understøttet af det ry forfatteren havde som et mildt og selvopofrende menneske. Blandt hans kendteste fabler er „Der Bauer und sein Sohn”, som bygger på en fabel i munken Burchard Waldis' (1490-1556) Esopus gantz neuw gemacht und in Riemen gefasst fra 1548. Den handler om en bondesøn, som hjemvendt fra udlandet på holbergsk vis over for faren praler af sin viden og bedrifter. Mens de vandrer af sted, meddeler faren, at de snart kommer til en bro, hvor der „ligger en Steen, Og over den man brække maa sit Been, Naar man har løjet samme Dag, Det er en vis og afgjort Sag”. Jo nærmere de kommer broen, jo mere nervøs bliver sønnen og begynder at trække i land: „Hør, Fader! I kan vel selv begribe, Jeg vilde gjøre Løjer kun.” Fablen kendes i øvrigt fra Christian Wilsters (1797-1840) Bonden og hans Søn, trykt i Peder Hjorts læsebog for „Borger- og Almueskolen” i 1838, som kom i adskillige oplag. Fablen fandt også vej til adskillige andre læsebøger. Indledningslinjerne lyder: „En Bondeknøs, som hedte Hans, / Der havde været udenlands / Med Herremandens Søn et Aar / Kom hjem til Faders Fæstegaard” (se ill. fra Emil Slomanns Læsebog for danske Børn).

„Far Gellert” – sådan kaldes han af den danske fabeldigter og kobberstikker Oluf Olufsen Bagge (1780-1836) – inspirerer mange danske forfattere til at skrive fabler „i den Gellertske Smag”, som der kan stå på titelbladet. Blandt disse kan nævnes præsten Johann Arndt Dyssel (1726-95), den politiske rebel Jacob Christian Bie (1738-98) og lægen Johann Clemens Tode (1736-1806).

Dyssel, som bl.a. udgav Poetiske Forsøg til moralske Fabler og Fortællinger efter Gellerts Maade i to bind (1755-58), var yderst bevidst om fablernes egenart. Han skriver således, at det gode ved fabler er, at „den blotte Sandhed vil kun faa i Verden høre – dem derfor ofte maa sig fremmed Dragt iføre”.

Norskfødte Jacob Christian Bie skrev Originale danske Fabler i bunden Stiil (første bind i 1765). Også han havde forstået Dyssels pointe, men udtrykte sig tilsyneladende lige tydeligt nok, bl.a. i fablen om „Reformationen i Fuglenes Rige”, vendt mod Christian d. 7. Bie forvistes i hvert fald, efter et par fængselsophold, til Dansk Ostindien.

Tyskfødte Tode var i en periode rejsekirurg for den kommende Christian d. 7. Han kendes i dag inden for sin fagkreds bedst som initiativtager til flere lægelige foreninger, bl.a. Medicinsk Selskab i 1772. Han fornyede genren på dansk jord ved i højere grad, end det normalt var tilfældet, at inddrage en genkendelig hverdag i sine fabler. Disse er i øvrigt oftest tungt konstruerede og har næppe haft større gennemslagskraft. Hans fabler er udgivet dels for unge læsere, dels for voksne, og findes i Samlede poetiske Skrifter (1793). Tode gjorde sig i øvrigt bemærket ved i tidsskriftet Iris, hvortil han ofte bidrog med debatindlæg, som den første herhjemme at rejse kritikken af den tiltagende „naturlighed” i det sprog, der blev brugt i tidens børnebøger (se Det naturlige sprog).

Noter

Lars Handesten Danske fabler i blandet stil til fornøjelse og eftertanke (1995) finder man en række eksempler på fabler af bl.a. Christiern Pedersen, C.F. Gellert og Johannes Ewald. Også 1800-tals- og 1900-talsfabler er med. Bogen afsluttes med en artikel om fabelgenren. I V. Stybes Børnespejl (1969) er gengivet en af Christiern Pedersens fabler, „Fabel om Faarene”.

La Fontaines fabler er gendigtet af Johannes Møllehave i 1986 (3. udg. 2002) med Gustav Dorés illustrationer. Citatet ovenfor stammer herfra. Om La Fontaines fabler og den børnelitterære sammenhæng, de udgives i, se fx Ole Wehner Rasmussens Børnebogen i Frankrig (1982).

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

En af de kendteste fabler med mennesker som hovedpersoner er den om bonden og hans søn. Den findes i flere udgaver. Tekst og illustration er her taget fra Emil Slomanns Læsebog for danske Børn, bind 2, 1902. Tegneren er Rasmus Christiansen (1863-1940), også kaldet Rasmus Kryds, fordi han – som det også er tilfældet her – signerede sine tegninger med RxChr. Teksten er Christian Wilsters gendigtning af Chr. F. Gellerts tyske fabel „Der Bauer und sein Sohn”.

© Dette billede må du ...

Den centrale scene i La Fontaines fabel „Bjørnen og gartneren” er den, hvor bjørnen vil hjælpe sin herre, gartneren, ved at slå den flue ihjel, som har sat sig på herrens hoved. Det skal vise sig at være en rigtig „bjørnetjeneste”, for nok dør fluen, men det gør herren også. Illustratoren er Gustave Doré.

Viser 2 af 2 billeder

Denne artikel stammer fra Historien om børnelitteratur

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Johannes Møllehave
f. 4.1.1937, dansk præst og forfatter. Efter teo ...Artikel i Den Store Danske
Johann Clemens Tode
1736-1806, dansk læge og forfatter. Tode, der var ty ...Artikel i Den Store Danske
John Locke
29.8.1632-28.10.1704, engelsk filosof og læge, u ...Artikel i Den Store Danske
Johannes Møllehave
Johannes Volf Møllehave , f. 4.1.1937, præst, f ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
Christiern Pedersen
ca. 1480-16.1.1554, dansk litterat og bogudgiver ...Artikel i Den Store Danske
Christiern Pedersen
 ca. 1480-1554, dansk lærd, der studerede i P ...Artikel i Nordisk Mytologi
Johann Clemens Tode
 24.6.1736-16.3.1806, læge, forfatter. Født i Zollen ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
moralisere
(af fr. moraliser , af lat. moralis ), opstille mo ...Artikel i Den Store Danske
Jean-Jacques Rousseau
28.6.1712-2.7.1778, schweizisk-fransk filosof ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
TW
13/02/2012
  • Læst 2960 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki