Historien om børnelitteratur

Torry Gredsted

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Christian Winther omtaler i Danske Børnebogsforfattere (1939) Torry Gredsted (1885-1945) på denne måde:

"Gredsted henvender sig særlig til Drenge. Dem kender og forstaar han. Han ved, at det er Drengen, der staar Naturmennesket nærmest. Han taler til Manden i Drengen. Han ved, at Mands Daad begynder i Drengens Tanker og Drømme. Men han viser ogsaa, at det er en Ulykke, hvis Manden dræber Drengen i sig, hvis han maa slaa Øjnene ned, naar han mindes eller bliver mindet om sine Drengeidealer. Torry Gredsteds mandige Idealisme er noget af det vigtigste og betydningsfuldeste i dansk Ungdomslitteratur."

I den mindebog, som blev udgivet året efter Torry Gredsteds død med K.H. Knudsen som redaktør, kan man læse denne karakteristik, skrevet af en, som mødte ham på en spejderlejr i 1917:

"Kaptajn Torry Gredsted. Det blev en oplevelse, ingen af os glemmer. Her mødte vi en voksen, som helt ud forstod drengesindets dunkle labyrint, som appellerede til vor fantasi, til vor karakter, til vor sunde kappelyst. Der stod et rent og frisk vejr imod os fra Torry Gredsteds kraftige, ranke skikkelse og væsen. Drengen i ham, der prægede ham livet ud, drog ham mod drenge og drenge mod ham."

Forfatteren til disse ord var Mogens Fog, professor og minister i frihedsregeringen efter Besættelsen.

I Torry Gredstes Paw (1918) får både hovedpersonen og læseren et grundkursus i at genkende forskellige dyrespor.

Torry Gredsted indtager en særstilling i dansk børnelitteraturs historie. Hans ca. 20 drengebøger blev fra deres udgivelse frem til 1970'ernes begyndelse trykt i op mod 800.000 eksemplarer. Gredsted havde ligesom Walter Christmas en militær karriere og rejste også ud i verden til bl.a. Sydamerika, Afrika, Vestindien, Thailand og en lang række europæiske lande. Han boede således i en længere periode på Korsika, hvilket inspirerede ham til flere romaner, bl.a. Jean Piaggi (1926) og Drengs Vilje (1937). I 1931-39 var Gredsted lærer ved Wads Kostskole på Bogø.

Gredsted var tæt knyttet til spejderbevægelsen og hyldede den ofte i sine bøger. Spejdere var „rigtige Drenge”, som han siger i Paw fra 1918, fordi de repræsenterer den civiliserede natur, dvs. den ideelle balance mellem naturlovene og kulturlovene. I modsætning hertil står den rendyrkede civilisation med dens vellevned og udnyttelse af naturen. Det er ikke noget tilfælde, at naturmennesket Paw og spejderne i bogen fremstår som entydigt positive figurer, mens landsbyens drenge omtales med foragt, fordi de befinder sig lige langt fra natur og human civilisation. Landbefolkningen beriger sig grådigt på naturens bekostning, mens Paw tager det, han har brug for og viser dyrene respekt.

Denne dyrkelse af naturen og det primitive blev i og med 1970'ernes ideologikritiske tilgang til børnelitteraturen set som udpræget borgerlig og endog med præfascistiske træk. Der lå gemt en renhedsdyrkelse i hyldesten til det enkle og umiddelbare liv i naturen, hvilket også genfindes i Gredsteds samhørende indianerromaner, Hokota (1921, oprindeligt med titlen Hoocota) og Præriens Søn (1922). Her vokser en hvid dreng op hos indianere, men bliver senere „befriet” og placeret hos sin morfar. Han drages imidlertid mod sin fortid og opsøger sin indianske bror. Til sidst vælger han at slå sig ned blandt indianerne.

Det er rigtigt, at en renhedsdyrkelse kombineret med et igenkommende hævnmotiv står stærkt hos Gredsted, bl.a. i de nævnte Korsika-bøger samt Løftet som bandt (1934) og Boden betales (1935), som begge foregår i Mongoliet. En dansker, bosat i Mongoliet, drager af sted for at fejre 25-års jubilæum i Siam med sine gamle klassekammerater, men dræbes på vej dertil af en kinesisk bande. Hans søn fortsætter rejsen for at kunne fortælle skolekammeraterne, at faren ikke svigter en aftale. På hjemvejen i andet bind får sønnen at vide, at røverbanden har slået sig ned på den fædrene gård, hvorefter han samler farens venner, dræber bandelederen og får gården tilbage.

Det vil dog være misvisende at forbinde Gredsted med fascistiske ideologier i 1920'erne og 1930'erne. Tværtimod vender han sig mod racisme og undertrykkelse af den tredje verdens folk. Hans idealisme er styret af en drøm om en mere ren naturtilstand, men uden tidens typiske politiske overbygning.

Tre af Gredsteds bøger var samlinger af kortere fortællinger, nemlig debuten Drenge (1916), Ulydig (1924) og Der spindes en Ende (1930). Også fortællinger til OTA-bøgerne (se OTA-bøger og Richsalbum) skrev han, alle i 1932, Krybskytten og andre Fortællinger, Orkanens Helt og andre Fortællinger og Bjørnejagten og andre Fortællinger. Dertil skal lægges flere oversættelser og bearbejdelser, bl.a. af Frances Hodgson Burnetts (1849-1924) Lille Lord Fauntleroy (1936). I 1933 oversatte han den ny udgave af Edgar Rice Burroughs (1875-1950) Tarzan og Opars Juveler.

Markant i forfatterskabet står Paw (1918), efterfulgt af den mindre udbredte Paw i Urskoven (1932), og Drenge under Vaaben (1936).

Paw, som har undertitlen „En dansk Indianerdrengs Eventyr”, indledes med, at sømanden Lars Bo, som er på vej op ad Surinamfloden i Sydamerika, går i land og stikker af: „Han havde taget sin store skæbnesvangre Beslutning, Urskovens Mystik havde indfanget ham.” Han møder indianerkvinden Pawa og sammen får de Paw. Da Pawa dør, og Lars Bo bliver ramt af sygdom, beslutter han at efterlade Paw på et skib, så han kan komme til Danmark. En gammel sømand, Mikael, tager sig af drengen og sætter ham i pleje hos sin kusine og hendes mand, Kresten Daglejer.

Derefter falder romanen i tre dele. Først bor Paw hos Kresten Daglejer. Da begge plejeforældrene dør, får han lov til at bo hos Kluk-Anders, den lokale krybskytte, men denne fanges og sættes i fængsel, hvorefter Paw kommer på opdragelsesanstalt. Herfra flygter han ud i skoven for at leve en robinsontilværelse, sådan som han i virkeligheden allerede har gjort det også de to første steder. Tiden hos Kresten Daglejer omtales på denne måde:

"Jo ældre han blev, desto længere gik hans Ture ind i Skoven, desto større blev hans Verden, og nu blev det navnlig Dyrene og Fuglene, der fangede hans Interesse. Ogsaa dem gav han sine egne Navne, snart efter Farven, snart efter deres Maade at leve paa. […] Dels af medfødt Instinkt, dels ved at lære af Skovens Beboere forstod han tidligt Hemmeligheden ved at færdes i Skov […] For Paw var Tilværelsen egentligt kun tvedelt. Der var Skoven, og der var det andet uden for den. Alt, hvad der var i Skoven, og hvad der hørte den til, var godt, alt, hvad der var udenfor, ondt."

Landsbyens drenge forfølger ham og kalder ham „Zigeunerungen”, mens de spejdere, han møder, beundrer hans evne til at klare sig. Og det bliver han endnu bedre til, da han kommer til at bo hos Kluk-Anders, for her oplæres han til at kende dyrene og gå på jagt. I et længere afsnit gennemgås simpelt hen med tegninger forskellige dyrearters spor (se ill.).

Størstedelen af romanen foregår, efter at Paw først er kommet på opdragelsesantalten og siden er stukket af fra den. Otte måneder lever han alene, indtil han fanges. Men her kommer spejderlederen Mogens Paw til hjælp. Han får fat i Mikael, som havde bragt Paw til Danmark, og sammen overtaler de Mogens' far, den noble professor Leth, til at hjælpe Paw tilbage til Sydamerika:

"Mikael efterlod Professor Leth i dybe Tanker. Den gamle simple Matros' enkle Fortælling og ligefremme, naturlige Syn paa Sagen havde gjort et dybt Indtryk paa ham.[…] „Nej, den gamle har ret,” mumlede han, „mellem alt det vil han ikke finde sig til rette – Mogens, min Dreng, du har set klarest af dem alle sammen – den frie Rovfugl mellem tamme Høns.”"

Formuleringen „den frie Rovfugl mellem tamme Høns”, som dukker op flere gange i romanens slutning og gentages som den allersidste sætning i det følgende bind, Paw i Urskoven, henviser til moralen i Henrik Pontoppidans novelle „Ørneflugt” fra 1890.

I Paw i Urskoven følger man Paw i hans rette element, og da Mogens drager ud på en ekspedition for at finde Paw, indser han, at Paw ikke hører til i Danmark. Som den sidste linje i Paw, markeret i kursiv, siger det: „Urskoven havde krævet sin søn tilbage.”

At Paw fastholdt sin popularitet mange år efter udgivelsen, viser sig deri, at den blev filmatiseret af Astrid Henning-Jensen i 1959.

Drenge under Vaaben fra 1936 er en meget usædvanlig drengeroman. Den skrives og udkommer samme år, som Italien under ledelse af Mussolini besætter Abessinien, det nuværende Etiopien, og bogen er en skarpt formuleret kommentar til disse begivenheder. Det er med andre ord en aktuel, politisk børnebog, hvor racisme og fascisme er under anklage. Det var på ingen måde normalt på dette tidspunkt.

I romanens start er en gruppe italienere samlet i Signor Martinis hus i Addis Abeba, forberedt på at måtte rejse væk et stykke tid, mens kampene mellem italienske og abessinske styrker foregår, men også overbeviste om, at de snart vil vende tilbage som sejrherrer. En af de tilstedeværende holder en tale „om den fascistiske Livsanskuelse – mange Ord om, hvorledes det er Myten og Legenden, Farverne, Dramaet og Mystikken, der opretholder Folkenes Liv og driver det op til den højeste Ydeevne”. Alle er begejstrede, bortset fra én: „Det kogte og sydede i hans Indre”, for „hans ubøjelige Retfærdighedsfølelse tillod ham ikke at anerkende et brutalt og uretfærdigt Overfald paa et andet Land […] hans skaanselsløse Sandhedstrang forbød ham simpelthen at tro paa, at det at nedkaste Bomber, som i Flæng dræbte gamle Mænd, Kvinder og Børn – at det var en Heltegerning.”

Drengen er Signor Martinis adoptivsøn, Giuseppe, som har blondt hår og „et Par kønne, aabne, klare og blaa Øjne – al nordisk Ungdoms Adelsmærke”. Giuseppe er født dansk, og det skal senere i romanen vise sig, at den mystiske „Løvemand” Ato Aasmabu, som følger ham overalt, er hans virkelige far. Det afsløres først for læseren og til allersidst for Giuseppe selv. I virkeligheden hedder Giuseppe Erik.

Erik er gode venner med høvdingesønnen Kifele, og sammen drager de af sted for at støtte abessinerne i deres kamp. De lever sammen med befolkningen i bjergene og oplever en kæde af farlige situationer: uvejr, vilde dyr som hyæner og mandshøje bavianer og krigshandlinger, bl.a. bliver de angrebet med fly og tanks.

Undervejs får Gredsted givet informationer om landet og krigen, ligesom han hylder landets kejser, som personligt har forbudt slaveri og oprettet det nationale spejderkorps, en ikke uvæsentlig indsats set med forfatterens øjne. Men der er ikke kun informationer; ind imellem gribes Gredsted af voldsom indignation:

"Rundt om i Bjergene, hvor en nøjsom Befolkning hidtil havde levet Livet, saaledes som de nu var vant til, og nydt det, som de nu engang forstod ved Livets Lykke, flygtede de nu fra deres Boliger og gemte sig om Dyr i Klippehuler uden nogen Forstaaelse af, hvad de havde forbrudt sig imod […] Og mens de abessinske Mødre ad smalle Karavanestier slæbte sig af Sted med deres lemlæstede Børn op i Bjergene, gik der i Italien mødre, hvis Øjne lyste og straalede over deres Sønner, der var Flyverhelte – de, som var med til at bringe den fascistiske Kulturs Velsignelser til de underkuede, farvede Stakler."

Til sidst i romanen er slaget tabt for Abessinien, og Eriks far runder romanen af:

"Nu drager vi vestpaa – langt vestpaa. Dér findes endnu Mennesker, der vel lever Livet under primitive Forhold; men de er lykkelige, og de kender ikke noget til, hvorledes den saakaldte Kultur og Civilisation i virkeligheden er. Tænk jer Europas samlede Stater, tænk jer de største Statsmænd – alle sveg de deres Løfter – alle tillod de den skammelige Handling, der her er begaaet over for en tusindaarigt frit Land. Jeg skammer mig over den hvide Race."

Der forekommer politiske budskaber i danske børneromaner i perioden op til 1940, men de er få og da oftest rettet mod kommunismen, jf. Vilhelm Riegels (se Pigeromanerne). Gredsteds usædvanlige angreb på fascismen er enkeltstående og rummer som samtiden i øvrigt sit eget paradoks, fordi det manddomsideal, man finder overalt i hans værker, og som han igen og igen krediteres for i den omtalte mindebog, også på mange måder var netop fascismens.

Noter

Om Torry Gredstes Paw, se Søren Vinterbergs artikel i F. Mouritsen (red.): Analyser af dansk børnelitteratur (1976). Om Klosterjægeren, se Jens Ager Hansens artikel i tidsskriftet BUKS 15 (april 1990).

I omtalen af Paw citeres overalt fra 1954-udgaven.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

I Torry Gredstes Paw (1918) får både hovedpersonen og læseren et grundkursus i at genkende forskellige dyrespor.

Viser 1 af 1 billeder

Denne artikel stammer fra Historien om børnelitteratur

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Walter Christmas
Walter Christmas-Dirckinck-Holmfeld , 10.2.1861 ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
opdragelsesanstalt
ældre betegnelse for døgninstitutioner, hvor børn og ...Artikel i Den Store Danske
Korsika
fransk ø i Middelhavet ca. 160 km fra den fran ...Artikel i Den Store Danske
Land
(ty., plur. Länder ), betegnelse for delstat i ...Artikel i Den Store Danske
Thailand
tidl. Siam , kongerige i SØ-Asien; dets nuvær ...Artikel i Den Store Danske
Leth
Blandt de borgerlige slægter Leth skal nævnes ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
Addis Abeba
Addis Ababa , Etiopiens hovedstad og største by ...Artikel i Den Store Danske
Torry Gredsted
1885-1945, dansk forfatter til en lang række dre ...Artikel i Den Store Danske
spejderbevægelsen
frivillig, upolitisk børne- og ungdomsbevægel ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
TW
13/02/2012
  • Læst 1652 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki