Billedbøger

Vi har kendt til illustrerede børnebøger lige så længe, der har eksisteret børnebøger; fra primitive træsnitsvignetter, der leder tanken hen på børns kartoffeltryk, til raffinerede og meget kostbare „illuminerede Kobbere”.

Det kan her være hensigtsmæssigt at skelne mellem illustrerede bøger og egentlige billedbøger. For de illustrerede bøgers vedkommende gælder det, at tekst og billede oftest er blevet til i to adskilte processer, typisk sådan, at en illustrator er blevet bedt om at tegne til en tekst; i nogle tilfælde dog også sådan, at forfatteren har taget udgangspunkt i en illustration, sådan som der tidligere er givet eksempler på.

For de egentlige billedbøgers vedkommende optræder tekst og billede mere som en enhed, og ofte er de blevet til i et samarbejde mellem forfatter og illustrator, hvis det ikke ligefrem er sådan, at forfatter og illustrator er én og samme person. Der går en glidende overgang fra illustrerede bøger til billedbøger. Blandt de tidlige illustrerede bøger er der eksempler på, at illustrationerne af tryktekniske grunde er samlet bagest i bogen, eller – ved større samleværker – at illustrationerne optræder i et bind for sig, sådan som det er tilfældet i Johann Bernhard Basedows Elementarwerk (1770-74).

Midten af 1800-tallet er en overgangsperiode i billedbogens historie. På samme tid finder vi både:

• bøger med illustrationer i sort/hvid og farve
• farvetrykte og håndkolorerede bøger
• træsnit, kobberstik og stentryk (litografi)

og i stigende omfang bøger, hvor tekst- og billedsiden er integreret, også hvad angår den grafiske tilrettelæggelse. Teksten og illustrationen er her ikke så skarpt adskilt fra hinanden, sådan som vi tidligere har set i de mange bøger med et enkeltstående billede, nærmest et „skilderi”, for oven og en enkelt eller et par strofer nedenunder. Et eksempel på brug af flere billeder, som dels er placeret øverst på siden, dels i højden langs teksten, er brødrene Krohns Peters Jul.

Typisk for tiden er det også, som tidligere omtalt, at der blandt illustratorerne er mange af tidens kendteste malere. Nogle har dog, hvad man kunne kalde egentlige illustratorskaber, sådan som Vilhelm Pedersen og Lorenz Frølich og senere Poul Steffensen.

Illustrerede bøger er langt op i 1800-tallet dyre at producere, og det har derfor i høj grad været det bedrestillede borgerskabs børnelitteratur. Bedre muligheder for masseproduktion, især på grund af udviklingen af nye trykteknikker, skaber dog et bredere publikum i sidste halvdel af århundredet, og man begynder også at vise interesse for disse bøger i skolerne. Nogle finder dog grund til at advare mod en sådan udvikling, for hvad forstår bønder sig på billedbøger? En af medstifterne af Danmarks Lærerforening, Emil Sauter, skriver således i 1868:

"Billedbøger bør ikke anskaffes til Sognebogssamlinger paa Landet, idet Bønderbørnene er saa glubske efter Billeder, at de for deres Skyld rive Bøgerne itu, og derfor bør man ikke anskaffe saadanne Bøger […]"