Historien om børnelitteratur

Christian Molbech og Sille Beyer

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Christian Molbechs (1783-1857) skæbne har været at blive husket som H.C. Andersens onde ånd. Det begyndte i 1830 med Molbechs kritik af „Dödningen”, som senere blev omarbejdet til „Reisekammeraten” (1835), fortsatte med kritikken af Andersens første digtsamlinger og udviklede sig efterhånden til et gedigent had fra Molbechs side. Molbech så med afsky på „dette lette skiødeløse Spil med Formen”, som han direkte skrev til Andersen 8. september 1830. Andersen opfattede ikke uden grund Molbech som en trussel, ikke mindst da denne i en periode var censor ved Det Kongelige Teater og dermed kunne forhindre eller i det mindste forsinke opførelsen af Andersens skuespil.

Eftertiden har været hård ved Molbech. Kritikeren Hans Brix omtaler ham i Danske Digtere (1925) som „den smaasynede og ærgerlige Kritiker og Smaagnaver”, og i samtiden gik han under øgenavnet „Det gnavne Dyr”. Forholdet mellem Andersen og Molbech er blevet set som et Mozart-Salieri-forhold, altså modsætningen mellem den gudsbenådede kunstner og den rigide pedant, som dybest set misunder den lethed, hvormed den anden former det ene geniale værk efter det andet.

Denne radering efter tegning af J.V. Gertner (1818-71) viser, hvordan Christian Molbech blev opfattet i samtiden: de nedadpegende mundvige, de viltre øjne og rynkerne i panden, et sandt billede på den sære pedant (her fra Jens Andersens Andersen – en biografi, 2003).

Christian Molbech blev i 1823 ansat som førstesekretær ved Det Kongelige Bibliotek, en stilling han beholdt til sin død. I 1829 var han tillige blevet professor i litteraturhistorie og året efter medlem af direktionen i Det kongelige Teater. Han var en af sin tids store historikere og filologer med særlig interesse for dialekter og sprogrigtighed. Men han forsøgte sig også som digter og skrev en del rejseskildringer. Igennem al sin virksomhed fremtræder han som den meget flittige, sandhedssøgende pedant uden sans for føleri. Derfor kritiserede han også som historiker N.F.S. Grundtvigs subjektivisme, og derfor vendte han sig mod den skandinavisme, som bredte sig i 1840'erne. Det eftermæle, der har reduceret ham til blot at være en reaktionær pedant, er imidlertid ikke rimeligt. Han var på mange måder både indsigtsfuld og fremsynet, men foretrak unægtelig at være på tværs og lagde sig dermed ud med alt og alle. Han manglede i udpræget grad, hvad man i dag ville kalde „sociale kompetencer”.

Blandt hans mange udgivelser var også flere, som var henvendt til børn. I 1843 udgav han Udvalgte Æventyr og Fortællinger med undertitlen „En Læsebog for Folket og for den barnlige Verden”, indeholdende en lang række kendte og ukendte eventyr, også flere kunsteventyr. Markant var hans nedskrivninger af otte danske folkeeventyr, heraf fem med betegnelsen „mundtligt fortalt”. Det er typiske formeleventyr, oftest indledt med „Der var engang” og præget af den enkle fortællestil, som han havde gjort sig til talsmand for, og som han syntes, at ikke mindst H.C. Andersen forbrød sig imod.

Allerede i 1832 havde han dog udgivet Dansk Læsebog i Prosa til Brug i Underviisning i Modersmaalet, særdeles for Mellemklasser i Skolerne, som skulle vise sig at blive en stor succes. De såkaldte „Fortaler” til de mange udgaver af denne bog giver et godt billede af tilblivelsesprocessen. Egentlig havde Molbceh forestillet sig at samle tekster fra „den uoverskuelige Mængde af Læsebøger og Ungdomsskrifter, hvormed vor Literatur, for det meste dog kun som Laan fra Fremmede, er overlæsset”, men „Erfaring lærte mig det modsatte”. Tekstmaterialet var simpelt hen for dårligt, så i stedet måtte han selv skrive teksterne eller oversætte fra udenlandske forlæg, dog således „at Sprogformen og Udtrykket tilhører mig”.

Da 2. oplag udgives, skriver Molbech, at han egentlig havde forestillet sig at ændre en del i teksterne og erstatte gamle med nye, men det havde forlaget ikke syntes var nogen god idé. Det måtte vente til de følgende oplag, hvor intet imidlertid havde ændret sig. Forlaget satte sig imod ændringer, når man så bort fra nogle få tilføjelser i slutningen af bogen, for:

"[…] jo meer en Bog af denne Art, bestemt og benyttet til Skolebrug, bliver bekiendt og udbredt: desto mere tale vægtige Grunde for, at et nyt Oplag, saa lidet som det vel er mueligt, faaer Syn af en ny Bog; desmere forsigtig maatte man være i at giøre Forandringer, i Uvisheden om de altid vilde komme til at gielde som Forbedringer; og desmindre bør man lægge nogen Vanskelighed i Veien for at Bogen kan bruges under eet i Exemplarer af forskiellige Udgaver."

Da bogens 4. oplag udkommer i 1845, forsikrer Molbech i sin „Forerindring”, at hvis der skulle blive brug for yderligere et oplag, vil det blive helt uden ændringer.

Dansk Læsebog i Prosa indeholder en del ganske korte digte og fortællinger, hvoraf flere er fabler, andre moralske fortællinger med titler som „Lad dig ikke forføre” og „Sundhed er bedre end Rigdom”. En tekst er der grund til at ofre særlig opmærksomhed, nemlig „Lad ei din Lærers Arbeide være spildt”. Det er en patetisk skildring af, hvor meget læreren forbereder sig på undervisningen, og hvor forkert det derfor er, hvis eleverne ikke møder forberedte til timerne: „Hvad nytter det, for Eksempel, at din Lærer hver Dag troligen arbeider med dig, naar du slet ikke selv arbeider eller tager Haand med?”. Og så udfolder Molbech sit syn på undervisning, formentlig det første eksempel på det, vi i dag kalder „læring” som et opgør med „tankpasserpædagogikken”:

"Han [læreren] kan veilede dig; han kan hielpe dig til at erhverve Kundskaber; han kan sige dig meget, og undervise dig om meget; men det er dig selv, der skal lære. Vil du ikke selv arbeide og være flittig, da kan ingen Lærer saaledes indgive dig Kundskab og Lærdom, som man giver et Barn Mad i Skeen, eller som man helder Vand i en Flaske og fylder Viin paa et Anker."

Endelig udgav Molbech i 1835 Julegave for Børn, den første i en serie. I efterskriftet „til de smaa Læsere” understreger han, at „naar kun I synes godt om Bogen, vil jeg ikke bryde mig meget om, hvad voxne Folk sige om den”, men „Dersom I da ere fornøiede med den – og det vil Boghandler Reitzel sige mig – saae har han lovet mig, at jeg næste Juul maa bringe Eder en ny”.

Hvad der er nok så bemærkelsesværdigt er, at Molbech indleder efterskriftet med denne formulering: „Jeg har ikke megen Deel i denne Bog; men dog er det mig, som her bringer Eder den.” Hvad det handler om, er, at det ikke er Molbech, der har skrevet teksterne. Forfatteren er en kvinde; navnet er Sille Beyer.

Sille Beyer (1803-61) var i sin tid bedst kendt som dramatiker og oversætter. Selv skrev hun flere lystspil og syngespil til Det Kongelige Teater, bl.a. Igaar og I dag eller Et Eventyr paa Heden i 1835. Det var Christian Molbech, der som medlem af teaterets direktion antog dette og andre stykker, som han fandt i så god overensstemmelse med egne idealer for god tone, at han bad Beyer om at bidrage til den første Julegave for Børn 1835. Det var i virkeligheden Beyer, som skrev eller oversatte det meste, og det gjaldt også for de følgende julegaver, men først i 1841 optrådte hun på titelbladet. I 1844 udgav hun selv Julegave for unge Læserinder.

Sin største indsats gjorde Beyer imidlertid som oversætter af Shakespeares skuespil. Shakespeare havde ikke haft nogen større succes på danske teatre, og Det Kongelige Teater bad derfor Beyer om at nyoversætte og tillempe Shakespeares lystspil, sådan at de fremtrådte sprogligt mere moderne og mindre vulgære. Samtidig skulle den kvindelige hovedrolle tilpasses teaterets enerådende primadonna, Johanne Luise Heiberg. Disse lystspil blev faktisk en succes, men allerede i samtiden var der kritik af den ganske omfattende purifikation af Shakespeares universer, og eftertiden har ikke været mindre hård i sin dom. Georg Brandes skrev således i Illustreret Tidende i 1868 om Sille Beyer: „[…] saa tog hun en hel Pose, fuld af Figenblade, frem, og overalt hvor Shakespeare havde givet os en Blottelse, der havde hun et Figenblad parat.”

I den første Julegave for Børn skriver Sille Beyer en tekst, som skal vise sig at opnå stor popularitet i tidens og eftertidens læsebøger, langt op i 1900-tallet. Det er „Den lille Poul og hans Hund”, som indledes med ordene „Poul sad uden for Hytten og græd. En smitsom Sygdom havde skilt ham baade ved Fader og Moder, og ved en lille Søster, han havde.” Poul sukker, at nu er der „ikke Een i Verden, der holder af mig”, men så dukker farens sorte puddelhund Caro op.

Da Poul skal flytte til sin morbror, nægter denne at tage hunden med, men den lunter alligevel efter og dukker op samme aften hos Poul, som er henvist til at ligge på noget hø ude i stalden. Dårligt behandlet bliver han, og til sidst stikker han af sammen med Caro. De må nu leve som tiggere, indtil de en dag befinder sig ved en sø, hvor Poul opdager, at et barn er faldet i vandet fra en båd. Caro redder barnet, og både Poul og hund kommer op til „en prægtig Herregaard”, hvor greven tager imod dem og tilbyder Poul en stor sum for hunden. Men nej, siger Poul, de har lovet hinanden aldrig at skilles, og så fortæller han sin historie. Greven indser, at noget må der gøres: „Du har ret Poul! I maa ikke skilles ad, I skal blive hos mig begge To!” Og på den måde ender det godt. „Den lille Poul og hans hund”, som udgives og anmeldes sammen med H.C. Andersens første eventyrsamling, blev generelt af kritikerne fremhævet på Andersens bekostning.

I samme Julegave for Børn skriver Sille Beyer digtet „Vinterlyst”, som forsvarer eventyrgenren mod den kritik, som fremføres i tiden. Overdreven eventyrlæsning anses af kritikerne for at være farlig, fordi den fjerner børnene fra virkeligheden og fører til fantasteri.

Noter

Forholdet mellem H.C. Andersen og Christian Molbech er grundigt beskrevet i Jens Andersens Andersen – en biografi (2004, bind 1, bl.a. s. 427-36).

Den italienske komponist Antonio Salieri (1750-1825) er i nyere tid blevet kendt som den, der konkurrerede med og hadede Mozart, ja måske tilmed slog ham ihjel (hvad der dog ikke er nogen dokumentation for).

De otte danske folkeeventyr fra Molbechs Udvalgte Æventyr og Fortællinger (1843) findes i Dansk Folkedigtning ved Erik Dal (1965).

Der findes uddrag af Dansk Læsebog i Prosa (1832) i antologierne Kun en tiøre! (1987) og Digt og Klogskab (2003).

Uddrag af Julegave for Børn (1835), bl.a. „Den lille Poul og hans Hund”, findes i V. Stybes Børnespejl (1969) og antologien Digt og Klogskab (2003).

En god, kortfattet omtale af Sille Beyer findes i Dansk kvindebiografisk leksikon (2000-2001).

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Denne radering efter tegning af J.V. Gertner (1818-71) viser, hvordan Christian Molbech blev opfattet i samtiden: de nedadpegende mundvige, de viltre øjne og rynkerne i panden, et sandt billede på den sære pedant (her fra Jens Andersens Andersen – en biografi, 2003).

Viser 1 af 1 billeder

Denne artikel stammer fra Historien om børnelitteratur

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
litteraturhistorie
fremstilling i tidsperspektiv af (en del af) lit ...Artikel i Den Store Danske
folkeeventyr
se eventyr . ...Artikel i Nordisk Mytologi
Sille Beyer
Sille Henrikke Christine Beyer ,  25.8.1803-10. ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
reaktionær
(af fr. réactionnaire , af lat.), bagstræverisk; hø ...Artikel i Den Store Danske
Antonio Salieri
1750-1825, italiensk komponist. Fra 1766 virkede ...Artikel i Den Store Danske
historiker
(af lat. historicus ), person, der studerer histori ...Artikel i Den Store Danske
folkeeventyr
se eventyr . ...Artikel i Den Store Danske
dramatiker
forfatter af dramaer. Dramatikere har gennem tiderne ...Artikel i Den Store Danske
skandinavisme
bevægelse midt i 1800-tallet, som hylder den opfatte ...Artikel i Nordisk Mytologi

Om artiklen

Oprindelig forfatter
TW
13/02/2012
  • Læst 809 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki