Historien om børnelitteratur

Den store Bastian

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Den store Bastian er i Danmark solgt i mere end 300.000 eksemplarer, siden den udkom første gang i 1847 med titlen Vær lydig, eller lystige Historier og moersomme Billeder for Börn imellem 36 Aar. På bogens titelblad var hverken nævnt forfatter, tegner eller oversætter. Og det var en oversat bog – fra tysk. Forfatter og tegner var Heinrich Hoffmann (1809-94).

Når Den store Bastian alligevel skal omtales nærmere i en dansk sammenhæng, skyldes det, at den danske udgave adskiller sig fra den tyske original på mange måder. Det er blevet en dansk bog og altså også en dansk klassiker.

Heinrich Hoffmann, som var læge ved en anstalt for sindslidende, har selv om bogens tilblivelse skrevet, at han besluttede sig til at skrive og tegne bogen som en julegave til sin tre et halvt år gamle søn i 1844, efter at han havde ledt forgæves efter egnet læsestof i bogladerne. Her fandt han kun „lange fortællinger eller umulige billedsamlinger, moraliserende historier, som begyndte og sluttede med formanende forskrifter.”

Ligesom Charles L. Dodgson (1832-98), som håndskrev og tegnede Alice i Eventyrland til et bestemt barn 20 år senere under pseudonymet Lewis Carroll, blev Hoffmann af gode venner opfordret til at udgive bogen, og det blev straks en stor succes. Man var fascineret af dens enkelthed og ligefremhed, både i sprog og indhold. Her fortaltes en række små rimede skrækhistorier, som mest af alt formede sig som parodier på tidens ulykkeshistorier. Også her bliver børn udsat for de frygteligste pinsler, hvis de ikke opfører sig ordentligt. Paulinchen, den eneste pige blandt bogens personer, dør tilmed, da hun leger med tændstikker, mens den kræsne Kaspar dør af sult. Andre falder i vandet eller får fingrene klippet af. Men det er skildret, så det er til at grine af.

Hoffmanns fortælling udkom i 1845 med titlen Lustige Geschichten und drollige Bilder mit 15 schön kolorierten Tafeln für Kinder von 3 bis 6 Jahren og under forfatterpseudonymet Reimerich Kinderlieb. De 1500 eksemplarer blev solgt på fjorten dage, hvorefter Hoffmann besluttede af tilføje to tekster i 2. udgave (1846) samt at udskifte pseudonymet, som nu blev til Heinrich Kinderlieb. I og med 3. udgave fik bogen navnet Der Struwwelpeter, og endelig tilføjede Hoffmann yderligere to fortællinger i 5. udgave, hvor han også satte sit eget navn på forsiden.

Bogen blev hurtigt oversat til flere sprog, blandt de første til dansk af Simon Simonsen (1808-79), i sin tid kendt som en ferm lejlighedsdigter. Men det er ikke den samme udgave som den, tyske børn kender. Den danske oversættelse bygger efter al sandsynlighed på 2. udgave af den tyske bog. Derfor mangler de to sidst tilkomne Hoffmann-fortællinger, hvortil kommer, at „Die Geschichte vom Wilden Jager” direkte er fjernet. Til gengæld er der tilføjet tre nye fortællinger, formentlig digtet af Simonsen, som også har stået for illustrationerne, der ligger meget tæt på det tyske forlæg.

„Hanne i Maanen” er af Simon Simonsen inddigtet i Den store Bastian, som er den danske udgave af Heinrich Hoffmanns Der Struwwelpeter. Den grådige Hanne, der vil eje alt i denne verden, omkommer, da hun vil have månen, som hun ser spejle sig i søen, og selv ender hun som månebillede – en af de mange forklaringer, som gennem tiderne er givet på de konturer, der aftegner sig på månens overflade.

Nye i den danske udgave er „Historien om Spejledukken”, „Historien om Hanne i Maanen” og „Rikke Slikmund”. Det er er klassiske trussels- og ulykkeshistorier, uden den distance man finder i det tyske originalværk. I det hele taget har Simonsen, også i oversættelserne af originalteksterne, drejet værket i en mere moralsk retning, og måske er det derfor, at jægerfortællingen helt er fjernet, for det er en munter skildring af, hvordan haren overmander jægeren, som til sidst må springe i brønden hjemme hos sig selv. Det ender i ren nonsenspoesi, hvor haren affyrer bøssen, men rammer den varme kaffekop, som jægerens kone står med, hvorefter kaffen løber ud over en skrigende harekilling, som i mellemtiden er dukket op med en ske i hånden.

I 1867 udkom bogen på et nyt forlag, Jespersens Forlag, og den fik titlen Den store Bastian efter den julemandslignende Bastian med det store blækhus, hvori han dypper de drenge, som gør grin med „Negerens den sorte Hud”. Da man – noget forsinket – udgav en jubilæumsudgave i 1901 var det med forord af Johan Krohn og en tegning af Alfred Schmidt, som året før illustrerede Christian Winthers Flugten til Amerika.

En fornemmelse af den moraliserende tendens i den danske udgave ses i „Historien om Spejledukken”, der handler om den pyntesyge Sophie, som havde den fejl „Saasnart hun gik forbi en Spejl, / Hun vrængte Munden for at se / Sit eget Billede at le.” Moren advarer hende; hun kan risikere at få en skæv mund, og ganske rigtigt. Da hun forskrækkes af vejrhanen, bider hun sig i læben:

"Man kom med Synaal og med Traad,
Og trods den stakkels Piges Graad,
Man Saaret maatte sy tilsammen –
Dog altid blev tilsyne Skammen.
Thi kaldes hun fra denne Stund:
„Sophie med den skæve Mund”.
"

I „Rikke Slikmund” når den formastelige både at spise fluegift og få farvet næsen rød, da hun tror, at farven i kedlen er syltetøj. Galt går det også i den mere originale „Historien om Hanne i Maanen”. Hanne vil eje alt, også månen, hvis spejlbillede hun ser i en å:

"Løb begærlig ud i Sø
Efter blanken Skive –
Ak! da maatte Hanne dø,
Rov for Bølgen blive!
"

Hanne kommer op til månen, hvor hun nu sidder: „Hendes Taarer rinde. / Ser du ret paa Maanen kun / Vil du Hanne finde.”

Også i Danmark blev Den store Bastian en succes. Blandt køberne var – formentlig allerede ved førsteudgivelsen – H.C. Andersen. Han købte et eksemplar til Anne og Ingeborg, døtre af Jonas Collins yngste datter og skrev vanen tro et lille digt i bogen med linjerne:

"[…] Den handler om ækle Sutteper
Om Mads, ja kræsen var Drengen,
Den handler desuden om meget mere
Samt den, der staaer under Sengen.
Nej fy, det var fælt, skal vi le den op.
Den kaldes ogsaa – den store kop.
"

At bogen blev betragtet som hørende til i ethvert borgerhjem, bekræftes af Otto Haslunds maleri Koncert, som er at finde på Statens Museum for Kunst. Man ser her fem børn samlet om klaveret, som en lille piger spiller på. Men det er ikke noder, der står på nodepulten; her finder man et godt gennemlæst, dvs. laset, eksemplar af Den store Bastian.

En bog med så stor gennemslagskraft som Den store Bastian blev selvfølgelig efterlignet. I Tyskland kom Adolf Glassbenders og den kendte illustrator Theodor Hosemanns Lachende Kinder (1850), som året efter blev udgivet på dansk med titlen De leende Børn eller lystige og advarende Historier med morsomme Billeder for Børn mellem 3-6 Aar. I Danmark udkom også Den mærkværdige Historie om det Huus som Hans har bygd (omkring 1856) med tilføjelsen „Splendid illustreret og prægtigt illumineret af Mikkel Angelo junior”. Den byggede på en engelsk bog.

Det kan diskuteres, i hvor høj grad disse tekster med ofte barske skildringer af børn, som straffes med død eller lemlæstelse, har virket skræmmende på børn, eller om de mere har fungeret som gode gys. I sam- og eftertid har vi flere eksempler på kritik af disse bøger, også af Der Struwwelpeter og Den store Bastian, som er blevet betragtet som udtryk for et forkvaklet opdragelsesideal. Andre, fx Sigmund Freud, har set fortællingerne som forklædte skildringer af de unævnelige konflikter, som er en del af også små børns liv, fx kastrationsangst, hvorfor fortællingerne giver børn mulighed for at bearbejde disse konflikter. Andre igen har fastholdt det synspunkt, at børnene simpelt dekonstruerer teksterne, når de læser dem eller får dem læst højt. De bliver til nonsensskildringer med ironisk distance. Og giver dermed næring til børns fantasi.

Ingen børnebog har vundet så stor udbredelse som Der Struwwelpeter. Den er i dag oversat til adskillige sprog. I USA er den i Mark Twains gendigtning blevet til Slovenly Peter, i Frankrig til Pierre L'Embroussaille, i Italien til Pierinoporcospina og i Rusland til Stepka Rastrepka. Hertil kan tilføjes udgaver på latin og esperanto og på små regionale sprog som tyrolsk og det i Schweiz talte rætoromansk. Der er ofte tale om gendigtninger mere end om oversættelser, og mange steder er bogen blevet nyillustreret.

Hoffmann nåede inden sin død at se Der Struwwelpeters 176. oplag udkomme. I dag har bogen for længst i Tyskland passeret oplag nr. 800.

Når det ovenfor er fremhævet, at Der Struwwelpeter og andre tilsvarende bøger lægger op til læsning med ironisk distance, så skal det understreges, at der også i midten af 1800-tallet udkommer bøger, hvor der direkte gøres grin med „sølle” mennesker, som de kaldes. Det sker således i den anonymt udgivne Hans Klodrian. En lærerig lille Historie med mange pæne og morsomme Illustrationer (1856). Her møder vi „Hansemand / Den allerstørste Klodrian. / Man neppe hans Portrait kan see, / Før man begynder strax at lee. / Tidt over egne Been han faldt, / Og vrælte da og skreg Gevalt.”

Illustrationerne lader ikke læseren i tvivl om, at Hans Klodrian med sine skæve øjne, brede læber og bløde ansigtstræk lider af Downs syndrom, det der tidligere kaldtes mongolisme. Intet kan Hans Klodrian gøre rigtigt, hverken danse, skrive eller spille klaver. Alt går galt, „Mens alle Kamerater loe / Af Uheld havde Hans nu to / Oplevet paa den samme Dag, / Fordi han var saa dum og svag.”

Hans Klodrian afsluttes med „Hvad der blev af Klodrianen senere, da han kom ud af Skolen”, og det går selvfølgelig slet ikke, hverken da han kommer i lære som apoteker, kræmmer eller bødker. Mens hans to brødre bliver amtmand og general, endte Hans som smed:

"Men Hans, han var og blev en Smed
Der Intet kan og Intet veed,
Og derfor i det hele Land
Han ansees for en Klodrian.
"

Noter

Hoffmanns beretning om Der Struwwelpeters tilblivelse blev udgivet som bog i 1926 ved E. Hessenberg: „Struwwelpeter-Hoffmann” erzählt aus seinem Leben. Samme år blev originalmanuskriptet med tegninger udgivet: Das Struwwelpeter-Manuskript des Heinrich Hoffmann. I V. Stybes Historien om Struwwelpeter eller Den store Bastian (1971) gennemgås tilblivelseshistorien, både den tyske og den danske. Hoffmanncitatet stammer herfra. Se også Anna Karlskov Skyggebjergs artikel herom i Digt og Klogskab (2003).

Hele H.C. Andersens gavedigt er gengivet i faksimile i V. Stybes „Børnene kyssede mig kærligt. H.C. Andersen og børnene” (2004).

Sigmund Freud omtaler Der Struwwelpeter i sine „Vorlesungen zur Einführung in der Psychoanalyse” (1915-17). Hans opfattelse af, at barnet ved at høre sådanne historier kan bearbejde konflikter, som man ellers ikke kan tale om, findes også hos psykologen Bruno Bettelheim (i Eventyrets fortryllelse, 1991, to bind).

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

„Hanne i Maanen” er af Simon Simonsen inddigtet i Den store Bastian, som er den danske udgave af Heinrich Hoffmanns Der Struwwelpeter. Den grådige Hanne, der vil eje alt i denne verden, omkommer, da hun vil have månen, som hun ser spejle sig i søen, og selv ender hun som månebillede – en af de mange forklaringer, som gennem tiderne er givet på de konturer, der aftegner sig på månens overflade.

Viser 1 af 1 billeder

Denne artikel stammer fra Historien om børnelitteratur

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Sigmund Freud
indtil ca. 1875 Sigismund Schlomo Freud , 6. ...Artikel i Den Store Danske
mongolisme
(af mongol og -isme ), ældre betegnelse for syg ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
TW
13/02/2012
  • Læst 2001 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki