Siden den første danske børnebog udkom i 1568 er det blevet til mere end 50.000 på dansk udgivne skønlitterære titler, herunder knap halvdelen skrevet på dansk. De fleste af dem, gamle som nye, står opstillet på Danmarks Pædagogiske Bibliotek, side om side, ordnet alfabetisk efter forfatterens navn, som sig hør og bør, nogle af dem dog i særmagasiner.

Man kan sige, at man på Danmarks Pædagogiske Bibliotek og andre biblioteker har konstrueret børnelitteraturen på en måde, som er hensigtsmæssig for både bibliotekarerne og for dem, som vil finde frem til konkrete titler. Det betyder, at H.C. Andersens, Maria Andersens, Leif Esper Andersens og Benny Andersens bøger står tæt ved siden af hinanden, mens værker af H.C. Andersens samtidige, bl.a. Christian Winther, Johan Krohn og H.V. Kaalund skal findes andre steder. Ønsker man at finde oplysninger om forfatterne i leksikalske værker, vil man opdage, at konstruktionen er den samme. Der gås alfabetisk frem.

Sådan skriver man ikke børnelitteraturhistorie. Selvom det er de samme værker, skrevet af de samme forfattere, som gøres til genstand for beskrivelse og analyse, omtales de i anden rækkefølge, oftest stort set i kronologisk orden. Det er en anden konstruktion, som hverken er bedre eller dårligere end den alfabetiske. Begge er hensigtsstyrede, men der er tale om forskellige hensigter.

At skrive historie, herunder litteraturhistorie, også børnelitteraturhistorie, er en skabelsesproces, dvs. en konstruktion. Nok findes værkerne, udgivet på et bestemt tidspunkt i en bestemt udformning, og nok findes også forfatterne, men hverken værkerne eller forfatterne ordner sig automatisk i et bestemt system. Den rækkefølge, vi kalder „historie”, konstrueres af historieskriveren. Det er således mig, der har konstrueret Historien om børnelitteratur – dansk børnelitteratur gennem 400 år 1568-1967, og selvom den – ligesom det gælder for andre danske og udenlandske børnelitteraturhistoriske værker – følger det kronologiske princip, så er konstruktionen ikke den samme som i de andre værker. Min opdeling i perioder og de forfatterskaber og værker, jeg udvælger, er således ikke de samme. Jeg bruger andre kriterier.

Selvom jeg hermed støtter den opfattelse, at også historien om børnelitteraturen er netop en „historie”, dvs. skabt af et skrivende jeg, så har jeg samtidig den opfattelse, at jeg ikke skaber i et tomrum. Jeg har mere end blot de enkeltstående værker at holde mig til, alene af den grund at disse værker er blevet til i et bestemt samfund og i en bestemt tid, skabt af en bestemt forfatter med bestemte intentioner. Børnelitteraturen var fra starten til i dag ikke blevet den litteratur, den er blevet til, uden forskellige tiders og magthaveres forestillinger om, hvad børn og litteratur er og bør være – og har med hinanden at gøre. I min fortælling om børnelitteraturens historie vil institutioner som skolen og bibliotekerne, folkellige bevægelser som fx spejderbevægelsen og udviklingen inden for bogmediet og bogmarkedet spille en vigtig rolle. Det siger således sig selv, at fx fremkomsten af nye trykteknikker har haft stor betydning for billedbogens udvikling. For igen at bruge ordet „konstruktion”: Man kan sige, at en række forhold i den omgivende verden har været med til at konstruere børnelitteraturen, altså været bestemmende for, at vi fik lige præcis den børnelitteratur, vi fik. Det gælder også mere overordnede forhold i samfundet; man kan blot tænke på reformationens og senere romantikkens betydning for de forestillinger, man har gjort sig om barnet og den litteratur, man ville stille til rådighed for barnet. Dermed er også sagt, at Historien om børnelitteratur – dansk børnelitteratur gennem 400 år 1568-1967 kan betragtes som en børnelitteraturens kulturhistorie.

Alt dette ved vi en del om, bl.a. fordi man meget tidligt har diskuteret børnelitteraturens betydning, en diskussion som er fastholdt op til i dag, og fordi mange forfattere langt op i 1800-tallet skrev fortaler og efterskrifter i deres børnebøger, hvori de redegjorde for deres intentioner, enten direkte adresseret til barnet eller til den voksne formidler.

Hvad jeg indtil nu har redegjort for, er, hvad man kan kalde en „udefra”-konstruktion. Jeg konstruerer med denne bog børnelitteraturens historie, og jeg er mig bevidst, at netop denne litteratur i høj grad er blevet, som den er, på grund af forhold i det samfund, den er skabt i. Men man kan også tale om en „indefra”-konstruktion. Børnelitteraturen afspejler nemlig ikke blot mekanisk det omgivende samfund, fx pædagogiske strømninger og den teknologiske udvikling. Den konstruerer så at sige sig selv. Sagt med den tyske sociolog Niklas Luhmann, så findes der et børnelitterært system, som kan karakteriseres som selvregulerende. Værker skrives og formidlingsformer udvikles ikke alene i kraft af, men også på trods af det omgivende samfund. Der er tale om et dynamisk samspil. Den børnelitterære verden kan anskues som en planet i et solsystem, hvor solsystemet nok er bestemmende for meget af det, der sker på planeten, men hvor der også på planeten foregår en selvstændig udvikling.

Til konstruktionen af børnelitteraturens historie hører ikke mindst periodiseringen, dvs. opdelingen af den kronologisk ordnede tekstmasse. Her adskiller min opdeling sig radikalt fra den, der kendes fra andre børnelitteraturhistoriske værker, først og fremmest fordi jeg på den ene side arbejder med sammenhængende og paradigmefaste perioder præget af fælles træk og på den anden side såkaldte overgangsperioder, hvor den foregående periodes paradigme gradvist (og ind imellem også ganske pludseligt) ændres, og den efterfølgende periodes paradigme udvikles og vinder indpas. Hvor de længere, sammenhængende perioder er præget af en forholdsvis rolig udvikling, vil overgangsperioderne oftest være præget af uro og spændinger.

Som den første sammenhængende periode har jeg børnelitteraturen frem til omkring 1780. Det er en periode domineret af en belærende litteratur, hvis væsentligste mål er at opdrage læseren til at være en god kristen og en nyttig borger i samfundet. Man kan måske lidt polemisk kalde denne børnelitteratur for en forklædt voksenlitteratur, fordi den hele tiden ser barnet som mulig voksen.

Den anden periode er 1820-1880, dvs. romantikken og biedermeiertiden, hvor barnet og børnelitteraturen tillægges en særlig værdi, tæt på den vi kender i dag, men hvor man med rette kan spørge, om børnelitteraturen, som helt domineres af korte genrer egnet til højtlæsning, ikke rettelig bør kaldes en familielitteratur.

Den tredje periode, 1918-1964, er børneromanens storhedstid, men også den periode, hvor den moderne billedbog dukker op, og hvor nye pædagogiske strømninger, især knyttet til reformpædagogikken, slår igennem, samtidig med at skolen, bibliotekerne og de folkelige bevægelser på mange måder bemægtiger sig den del af børnelitteraturen, som udnævnes til den „gode” litteratur. Samtidig omtales en del af den litteratur, som børn læser i deres fritid, bl.a. periodens mange seriebøger suppleret med tegneserier, som „underlødig” litteratur.

Overgangsperioderne er da 1780-1820, 1880-1918 og 1964-1967, som behandles selvstændigt. At det er overgangsperioder, viser sig som nævnt deri, at der er et brud på vej med den foregående periodes dominerende tendenser, uden at man kan sige, at den nye periodes paradigme er slået igennem. Disse overgangsperioder er præget af modsætninger, som tit ikke kun findes inden for børnelitteraturen, men også ses i den generelle samfundsudvikling, bl.a. i samfundets syn på børn, opdragelse og litteratur.

Historien om børnelitteratur – dansk børnelitteratur gennem 400 år 1568-1967 er mit værk. Jeg har helt bevidst valgt at skrive det alene, selvom også jeg kan se mange fordele i, at flere forskere med mange forskellige indsigter skriver litteraturhistoriske værker i fællesskab. Hvad der vindes ved, at blot én skriver, er egensindigheden: den faste synsvinkel gennem hele værket, den samme sprogtone og friheden til at fortabe sig.

En sådan egensindighed har imidlertid som nødvendig forudsætning en vis ydmyghed. Man – og i dette tilfælde jeg – kan ikke have beskæftiget sig lige grundigt med alle perioder og aspekter inden for børnelitteraturen. Der har været meget nyt, som også jeg skulle sætte sig ind i, og jeg har været nødt til (med glæde) at lytte til og lære af, hvad andre har at fortælle. Især for fire børnelitteraturhistoriske værker gælder det, at de har været mig til stor inspiration og nytte på grund af deres rigdom på konkrete oplysninger og væsentlige indsigter. Det er Inger Simonsens Dansk Børnelitteratur i det 19. Aarhundrede (1942), Mette Winges Dansk børnelitteratur 1900-1945 – med særligt henblik på børneromanen (1976), Vibeke Stybes Fra billedark til billedbog. Den illustrerede børnebog i Danmark indtil 1950 (1983) og Nina Christensens Den danske billedbog 1950-1999. Teori, analyse, historie (2003).

Man kan spørge, hvorfor det overhovedet er nødvendigt at skrive en særlig børnelitteraturens historie. Burde man ikke kunne nøjes med værker om den samlede danske litteraturs historie? Jo, det burde man måske, men det kan man bare ikke – alene af den grund, at børnelitteraturen oftest slet ikke omtales i disse værker. I bedste fald nævnes nogle få enkeltstående forfatterskaber, eller man vælger at omtale børnelitteraturen på nogle få sider i et særligt kapitel. I virkeligheden er børnelitteraturen og dens vilkår måske så forskellig fra anden litteratur og dennes vilkår, at det er umuligt at skrive en samlet og dækkende litteraturhistorie gældende for begge litteraturer. Jeg er selv efter manges års studier i både voksen- og børnelitteraturens historie nået til den opfattelse.

Som nævnt i forordet skriver jeg om den skønlitterære børnebogs historie, hvor en børnebog defineres som en bog, der er skrevet og udgivet for børn, og hvori den indskrevne læser – bevidst eller ubevidst fra forfatterens side – er et barn. Det betyder, at faglitteratur for børn, herunder skolebøger, kun i begrænset omfang inddrages. Det skal dog understreges, at det kan være svært at opretholde skellet mellem netop skøn- og faglitteratur i en stor del af den ældre børnelitteratur. Andre trykte mediers fortællinger er ligeledes kun medtaget i begrænset omfang, og da kun hvor de har spillet en vigtig rolle i børnelitteraturens historie; det gælder især børneblade og tegneserier. Børns egen tekstproduktion inden for og uden for institutionelle sammenhænge omtales ikke.

Ved et litterært værk forstås her et værk, som er udgivet og dermed gjort tilgængelig for en bredere kreds. Dette afholder mig imidlertid ikke fra at gøre mig overvejelser over forholdet mellem mundtlighed og skriftlighed inden for børnelitteraturen.

Mange forfattere og værker er omtalt i Historien om børnelitteratur – dansk børnelitteratur gennem 400 år 1568-1967, men selvfølgelig ikke alle. For at undgå en alt for massiv ophobning af navne og titler har jeg ofte valgt at lade genrer og tendenser repræsentere ved et enkelt eller få værker, som så har fået en grundigere omtale. Konsekvensen er, at hvis man opfatter et børnelitteraturhistorisk værk som et familiefoto, så er der en del familiemedlemmer, som ikke er kommet med, hvilket kan synes uretfærdigt.

Det er helt bevidst, at jeg har valgt at holde mig til den 400-årige periode 1568-1967. Ligesom 1568 er et skelsår, fordi det er her den første danske børnebog udkommer, ligesådan er 1967 et skelsår. Netop dette år udkom flere værker, som gjorde op med tidligere tiders forestilling om, hvordan man kunne skrive for børn, og som rummede et helt nyt syn på børns placering i familie og samfund, bl.a. Cecil Bødkers første Silas-bog, Ole Lund Kirkegaards Lille Virgil og Flemming Quists Møllers billedbog Cykelmyggen Egon. Tiden efter 1967 er grundigt beskrevet i flere større værker om børnelitteratur, se litteraturlisten.

Først efter gennem mange år have beskæftiget mig med børnelitteratur påbegyndte jeg arbejdet med Historien om børnelitteratur – dansk børnelitteratur gennem 400 år 1568-1967. Jeg startede med at foretage en række valg vedrørende indhold, struktur og fremstillingsform. Når værket her i 2006 præsenteres i sin færdige form, er meget ændret undervejs. Hvad der for andre forhåbentligt er blevet en inspirerende lærebog, har for mig været en ikke mindre inspirerende læreproces.

Torben Weinreich

Vejviser

Værket Historien om børnelitteratur udkom i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Efterskrift.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig