Det naturlige sprog

På et væsentlig område udvikler børnelitteraturen sig fra slutningen af 1700-tallet og i de første årtier i 1800-tallet, nemlig i sproget. Den filantropiske børnelitteraturs forkærlighed for ofte lange samtaler mellem en voksen og nogle børn fører til en lettere sprogtone. Sætningerne bliver kortere og enklere i deres opbygning, og mundtligheden trænger sig af gode grunde på, når replikker bliver den foretrukne fremstillingsform. Et højdepunkt i udviklingen i brugen af den talesprogsnære prosa finder vi fra 1835 og årene fremover i H.C. Andersens eventyr, noget han selv havde et meget bevidst forhold til, og som han i høj grad blev kritiseret for. En sådan form for „naturlighed” ønskede man ikke.

Kritikken af det talte sprogs indtog i den skrevne børnelitteratur dukker dog op lang tid før H.C. Andersen. Allerede i 1792 retter Johann Clemens Tode i artiklen „Om Tonen i Bøger for Børn” i tidsskriftet Iris nr. III et angreb på tendensen:

"Det er nu bleven en Skik hos de fleste Autorer, der skrive eller oversætte Fortællinger, og anden Underviisning og Underholdning for Børn, at de beholde det Sprog, som er den unge Alder særegen. De lade Personerne tale som Børn, lade dem kiælne og kierlinge for hverandre, lade dem synde imod Grammatik og sund Sands, for at kopiere Naturen.Dette er en Feil, som giør Børnene Skade, og geraader de Lærere og Fædre, der skulle læse slige Bøger med Ungdommen, til Forargelse.Det giør Børnene Skade; thi den øver og bestyrker dem i den raae, udyrkede, urettede, skiødesløse Tone, som just er een af deres Alders Feil, og som man jo før jo heller bør skille dem ved. Det er jo en Hovedpart af en god Opdragelse, at bibringe Lærlingerne et reent, og vel ikke opløftet, men dog ædelt Sprog, og hvad der med Rette kaldes den gode Tone. De skulle afvænnes med de barnagtige Udtryk, og med den kiælne og kierlingvurne Sladder, som de lære af Amme, Piger og Lege-Kammerater. De skulle lære at forklare sig med Fynd og usøgt Ynde; at tale et reent og zirligt, dog upyntet Dansk.Hvor kunne de indgaae bedre Bekiendtskab og Fortrolighed med det rette, naturlige, men anstændige, korrekte, indtagende Sprog, end i de Bøger, som de for Underholdnings Skyld læse med største Attraa og Opmærksomhed? Disse kunde og burde altid stifte trefold Nytte: danne Forstanden, Sæderne og Sproget.Naar de finde deres Barnstue-Eleganzer i saadan en Bog, som man ret med særdeles Velbehag seer dem læse, som man beder dem læse, flere end eengang, og nyde som Forstandens og Hiertets Føde; hvad maae de da troe andet, end at Sproget med, dette Sprog, som de stundom fik Utak for, er uskyldigt og værd at bevares?For Læreren er det forargeligt, at den Herr Autor ikke har værdiget ham den Tillid, dels at kunne forklare det de ikke forstod; at Autor ved dette sit Kierlingerie nedriver hvad Læreren har opbygget; at denne leder sine Discipler ind i en Suhms, Gulbergs, Mallings og fleres herlige Sprog, men oven paa disse kommer der saadan en Forstandens Goldamme, for ikke at sige Svøbekone, og indpropper dem igien Kierlingerier.Det er en fattig Udflugt, at Børn ville have det, de skulle læse, i saadant et Sprog. Lad Fortællingen, og hvad Navn Underholdningen ellers have kan, ikkun være god, pirre deres Nysgierrighed, tilfredsstille deres Videlyst og røre deres Hierte, og de Unge ville gierne læse den."

Der findes i både filantropismen og romantikken en søgen efter en form for „naturlighed”, men der er ikke tale om den samme naturlighed. Hos filantropisterne rettes opmærksomheden mod selve kroppen, der som hjem for sjælen og de ædle følelser skal holdes i den bedst tænkelige „naturlige” stand, dvs. at den skal hærdes, for kun dermed kan den også bruges i de gode hensigters tjeneste; det ser man et godt eksempel på i Salzmanns fortælling om den handlekraftige amtsforvalter (se Salzmann).

Hos romantikerne er naturligheden grundlæggende set et træk ved selve barndommen og et entydigt positivt træk, som voksne gør sig selv en tjeneste ved at holde fast i. At sproget i nogle børnebøger kan karakteriseres som „naturligt”, er derfor set gennem romantisk optik kun en fordel, for ikke at sige en selvfølge, mens det for en oplysningens mand som Tode er tegn på et forfald via sin afvisning af opdragelsen som en forfinelse af barnet, herunder dets sprog, frem mod det forædlede voksenliv.

Netop i opfattelsen af hvad der kan og skal fortælles for børn, og på hvilken måde der kan og skal fortælles, udskiller de romantiske forfattere og kritikere sig altså fra 1700-tallets pædagoger.

Når eventyret – og med eventyret menes her folkeeventyret, gerne i dets mere rå form – af romantikerne fremhæves som det bedst tænkelige læsestof for børn, hænger det også sammen med deres opfattelse af, hvordan barnet udvikler sig. Man ser nemlig for sig en parallel mellem menneskeslægtens udvikling fra tidernes morgen til i dag (den såkaldte fylogenese) og det enkelte individs udvikling fra spædbarn til voksen (den såkaldte ontogenese). Det „naturlige” er derfor, at barnet først møder den ældste litteratur, og det er den folkelige og mundtlige, ikke mindst eventyrene, men også sange, folkesagn rim og remser, som meget typisk indsamles her i begyndelsen af 1800-tallet, ikke mindst i den tysksprogede del af Europa. Ser man på de børneeventyr, som Oehlenschläger genfortæller i Eventyr af forskiellige Digtere, fx „Den tappre Skrædder”, er selve fortællingen ganske kort og sproget enkelt og uslebet. Der er mest af alt tale om et referat, som skal inspirere barnet til at bruge den højt besungne „Phantasie” og digte med og dermed skabe „de behagelige Forestillinger”. For, som Oehlenschläger siger, „Phantasien [er] den Engel, som forbinder Jorden med Himlen, og hæver os af vor indskrænkede Sphære”.