Børneblade

Den succes børnebladene fik i sidste del af 1800-tallet, fortsatte ind i 1900-tallet. Blade forsvandt, nogle efter ganske kort tid, og andre kom til. En del blev udgivet over en ganske lang periode, dvs. flere årtier. Hvad der styrkede børnebladenes position, var, at mange organisationer, som henvendte sig til børn, fx spejderbevægelsen, udgav medlemsblade. Det var stadig ofte skolelærere, som distribuerede hæfterne, og der blev lagt pres på børnene og deres forældre. Vibeke Stybe fortæller med baggrund i en erindringsfortælling fra 1927 i Fra billedark til billedbog (1983) om dette pres:

"Jens [en husmandssøn] tør nemlig ikke sige til skolelæreren, at de ikke har råd til at holde Børnevennen, selvom han i tilgift får H.C. Andersens eventyr. Hans far siger: „En kund jo faa hele tre par Strømper for de Peng”. Landspostbudet giver også sit besyv med om den ting: „Ja, der er maaske nok Belder og den Slags, i de Ting, han udsender Christian Erichsen. Men det er saa møj nøj sølle Papir. Og Indbindingen kan knap holde sammen.”"

Først i 1930'erne ser man et generelt vigende salg af børneblade, og i 1950'erne er de fleste blade forsvundet, uden at andre er kommet til. Tidligere er omtalt, at de kendteste julehæfter for børn forsvinder i 1940'erne, først Juletid (1944), så Glædelig Jul (1949). Et ekspanderende marked for tegneseriehæfter skubber børnebladene til side, og bedre bliver det ikke, da fjernsynet kommer til.

Sammenligner man børnebladene fra 1880'erne med børnebladene fra 1920'erne, kan det konstateres, at det underholdende stof er blevet opprioriteret i forhold til det belærende, og at der er kommet flere billeder i, dels tegneserier, dels helsides billeder, der mest af alt minder om „skilderier”, lige til at hænge op på væggen.

En særlig form for børneblade fastholder deres gennemslagskraft længe, nemlig de, der udgives af kirkelige organisationer og kredse. Kristeligt Børnetidende udkommer 1875-1955, Kristeligt Børneblad 1876-1920 og For mine smaa Venner 1893-1935. Formålet er forkyndelse, eller som det hedder hos Kristeligt Børneblad:

"Ved gode kristelige Billeder, følgeværdige Eksempler, tiltalende og belærende Naturskildringer og passende Beretninger af Kirkens og Missionens Historie m.v. ville vi bidrage vort til at paavirke og belære de unge i kristelig Retning."

Bladene udbredes i ofte lukkede miljøer, hvori det anses for en pligt at abonnere. Ofte står stærke personligheder bag disse blade, fx For mine smaa Venner. Udgiver og redaktør gennem alle årene var præsten Carl Christoph Julius Asschenfeldt-Hansen (1856-1934), som tidligt kom i kontakt med Indre Mission, hvori han ydede en stor indsats som bl.a. rejsepræst og medlem af utallige bestyrelser. I en årrække var han også forstander for lærerseminariet i Nørre Nissum. Og så skrev han en lang række småtekster og udgav tidsskrifter og blade, også rettet mod børn. For mine smaa Venner blev trykt på Missionstrykkeriet og udkom som små hæfter på 32 sider, et nyt hver måned. Hæfterne kunne man abonnere på, men man kunne også købe dem hos indremissionærer og kolportører fra „Foreningen for gudelige Smaaskrifters Udbredelse”. Hæfterne fik man med mellemrum tilbudt at få indbundet på Missionsbinderiet. Indholdet var kortere eller længere fortællinger, som da kunne strække sig over flere hæfter. Følgende eksempler på titler giver et billede af fortællingerne: „Arthurs Fristelse”, „Lille Claras Helbredelse”, „Den lille Kordreng”, „Hvor finder man Lykken?”, „Se, jeg forkynder jer en stor Glæde” og „Naar Hyrden leder”.

Omkring 1920 står vi ved indgangen til en ny periode i børnelitteraturens historie. Der udgives flere tekster for børn end nogensinde før, fordelt på flere medier og mange genrer, og formidlingen sker i stigende omfang gennem de børnebiblioteker, dvs. skolebiblioteker, som oprettes på frivillig basis over hele landet. Romangenren har konsolideret sig som den dominerende genre med en række fælles træk, hvad angår både form og indhold. Og selvom de illustrerede korttekster spiller en mindre rolle som selvstændige bogudgivelser, dvs. som billedbøger, så vrimler det med disse tekster i de mange børneblade. Omkring 1930 fører stærke æstetiske og pædagogiske impulser udefra til en fornyelse af billedbogen i Danmark.