Spillefilm

De første mere primitive forsøg på at vise levende billeder skete i slutningen af 1800-tallet. Oftest nævnes brødrene Lumières ca. et minut lange „Arbejderne forlader Fabrikken” som den første offentligt viste film. Hurtigt blev den nye udstryksform også brugt til at fortælle historier. I Paris vistes således i 1902 en film, som byggede på Jules Vernes Rejsen til Månen. Biografer skød op overalt, også i Danmark, hvor Kosmorama i København blev den første i 1904. Der var i starten tale om forholdsvis korte stumfilm, men snart blev filmene længere, og fra og med 1920'erne kunne man også vise farvefilm og film med lyd. I Danmark havde Ole Olsen i 1906 grundlagt Nordisk Films Kompagni. Blandt de tidlige danske film med en klar kunstnerisk hensigt var Urban Gads Afgrunden (1910), August Bloms Atlantis (1913) og Carl Th. Dreyers Ned med Vaabnene (1914).

Filmmediets styrke skulle vise sig at være muligheden for at komme i kontakt med et endog meget stort publikum. Populære familefilm blev således Lau Lauritzens Fyrtaarnet og Bivognen i 1920'erne. Som den første danske spillefilm, der henvender sig til børn, regnes Astrid og Bjarne Henning-Jensens De pokkers Unger fra 1947. I 1949 filmatiserede Astrid Henning-Jensen Jens Sigsgaards Palle alene i Verden og i 1959 Torry Gredsteds Paw.

For både tegneserier, tegnefilm og spillefilm gælder det, at de for alvor slår igennem i de første årtier i 1900-tallet, og at der ikke fra starten produceres værker, som entydigt og alene henvender sig til børn, når der ses bort fra visse tegneserier i børneblade. Men børnene ser i høj grad med. For alle tre medier gælder desuden, at de bliver til massemedier, som kan rumme både mere smalle værker med en markeret kunstnerisk intention, typisk henvendt til (nogle) voksne, og bredere værker, som søger at nå det størst tænkelige publikum, dvs. familien.