Tidligere er omtalt en række ungpigeromaner fra sidste halvdel af 1800-tallet. Mange var der ikke af dem, og endnu færre drengebøger var der. Flere af de kvindelige forfattere havde en ikke ubetydelig succes; bøgerne blev solgt i ganske store oplag, men et gennembrud for romangenren kan man først tale om i begyndelsen af 1900-tallet, og skal en enkelt titel markere skellet, må det blive Walter Christmas' Peder Most fra 1901, som ikke alene blev solgt i tusindvis af eksemplarer, også helt op i 1950'erne, men som også blev den første egentlige seriebog.

De romaner, der udkommer i de sidste årtier inden 1900, er tit tungt moraliserende, og for drengebøgernes vedkommende skrives der i stor udstrækning på velkendte temaer og motiver. Der udgives således flere robinsonader; ud over den allerede nævnte Erik Sjøblads Hændelser af Niels Juhl-Hansen fra 1882 er det bl.a. Paul Marcussens Robinson Kruso (1894), hvori fremhæves betydningen af, at Robinson „i en dansk Fortælling er Kjøbenhavner”. Et andet eksempel er Forældreløs (1887) af N.E. Petersen, på titelbladet forsynet med det beroligende kvalitetsmærke „lærer i Søllerød”; den har samme tema som den franske forfatter Hector Malots Sans Famille fra 1878, som udkom på dansk med titlen Frændeløs i 1896.

Stor succes i de sidste år før 1900 har også Johanne Madsen (1876-1926), som under pseudonymet „Johanne” udgiver de sammenhængende Gesandtens Børn (1898) og Komtesse Flory (1899) om den ulykkelige Flory, som nok vokser op i rigdom, men hvis mor er død, og hvis far afviser hende.

Straks efter 1900 formelig vrimler det med romaner for piger og drenge. Flere mandlige forfattere debuterer, bl.a. Niels K. Kristensen (1900), Walter Christmas (1901), Børge Janssen (1904) og Adolph Stender (1906) og adskillige andre følger efter, ligesom det er tilfældet med de kvindelige forfattere, hvor bl.a. Emma Kraft (1900), Astrid Ehrencrone-Kidde (1902), Anna Erslev (1903) og Bertha Holst (1908) er tidligt ude.

Det er en kønsdelt litteratur, skrevet for drenge og piger af henholdsvis mandlige og kvindelige forfattere. Det er en del af tidens indsigt, at drenge og piger, når de når den alder, hvor de selv kan læse, har brug for hver deres bøger. Therese Brummer formulerer denne indsigt i den tidligere citerede artikel „Lidt om Børns og Unges Morskabslæsning” i Vor Ungdom (1893): „Med Hensyn til at ville belæres er Pigebarnets Trang i Almindelighed mindre end Drengenes.” Men Brummer advarer også mod at falde hen i klicheer om pigers evner og interesser. Hun skriver:

„Den unge Kvindes Tankesæt og Sympati gik tidligere afgjort hen mod det konservative […] Nu er hun gaaet over Tærskelen – ud i Verden –, hun er andet og mere end den Ridder, som skulde bære hendes Farve. Ogsaa hun vil og kan reformere, ogsaa hun vil kaldes til Arbejde for det rette – ogsaa for hende skrives der. Ogsaa hende maa Litteraturen byde, hvad der kan virke styrkende og afslappende.”

Romanernes fortællere er, ligesom vi så det i de kortere fortællinger, typisk alvidende og kommenterende. Ofte tegnes der et portræt af hovedpersonen og andre personer i starten af romanen, således at læseren ved, hvad han eller hun har at rette sig efter. Der skal ikke være tvivl om, hvem vi har med at gøre. Et godt eksempel har vi i den netop omtalte Gesandtens Børn af Johanne Madsen. Hovedpersonen Flory beskrives på denne måde kun få linjer inden i romanen:

"Det var et kønt lille Pigebarn med et Par kloge, ransagende, maaske lidt skarpe brune Øjne, og et Virvar af hvidgult, lokket Haar, der indrammede et smukt Barneansigt med fine Træk. Hendes Holdning var rank og ulastelig; hun saa dygtig ud. Der var Energi i de smaa Hænder, der uafbrudt slog og løste Knuder paa Lommetørklædet, hun holdt i Haanden, medens hun fremsagde sin Historielektie om Korstogene."

Som det er tilfældet med tidens fortællinger for børn og unge, så er handlingen oftest lagt ind i en realistisk ramme – hvis man vel at mærke accepterer et liv i rigdom og ofte dramatiske rejser på fjerne kontinenter som realistiske. Nok skildres både fattig og rig, og nok møder vi hjemlige hverdagsskildringer, men eksotismen dominerer alligevel. Se blot på et ganske lille udvalg af typiske titler: Mytteriet i Sydhavet (1906), Slavejægerne (1907), Guldminen Malibran (1908), En øde Ø (1908), Koraløen (1912), Drengen der ville erobre Siam (1913) og Sydhavsøen (1914).

Typefigurer er de uregerlige og ofte også forældreløse børn, som vi møder hos både Walter Christmas og Bertha Holst, og som vi også kender fra bl.a. Flemming-bøgerne. Det er børn med hjertet på rette sted og en højt udviklet retfærdighedssans, men som har et stridbart sind, godt understøttet af, at de ikke møder forståelse i deres nærmeste omgivelser, især ikke hos forældrene. Her træder så en ny tids institutionelle autoriteter ind i stedet for forældrene, ofte som dem, der retleder forældrene. Eksempler herpå er kaptajnen i Christmas' Peder Most og rektorerne i Holsts Tvillingerne og G. Jørgensens Flemming. Typisk for de nævnte nye autoriteter er, at de fremhæver det enkelte barns egenart og dets ret til at trodse overgreb på denne egenart. Børnene er gode nok på bunden, og deres virketrang og retfærdighedsfølelse skal blot kanaliseres det rette sted hen. Der er i mange af romanerne et udtalt opgør med fortidens tantemoral og tantepædagogik.

To forfattere, som tidligt skriver drenge- og pigeromaner, dvs. fra og med 1900-tallets første årti, skal præsenteres som eksempler. De har begge et omfattende forfatterskab, og en del af deres bøger hæver sig i litterær kvalitet over det ikke alt for høje gennemsnit. Det er Walter Christmas og Bertha Holst.

Vejviser

Værket Historien om børnelitteratur udkom i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Romanerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig