Besættelsen

Antallet af udgivne bøger steg markant under besættelsen 1940-45, især fra og med 1942, også for børnelitteraturens vedkommende. Det forhold, at Danmark var besat af en fremmed magt, betød dog ikke meget for børnelitteraturens form og indhold. Den stramme tyske censur og en klar bevidsthed i befolkningen om, hvad man kunne tillade sig, afholdt forfatterne fra at skildre vilkårene under besættelsen. Samtidig gjaldt det, at litteratur, som sympatiserede med nazismen, ikke vandt nogen udbredelse. Børnelitteraturen fremstod stort set upolitisk, og tendenser fra første del af århundredet fortsatte. Der var stadig i litteraturen en trang til det eksotiske.

Dog udkom der enkeltstående værker, som tematiserede besættelsen uden at nævne den ved navn. Fx illustrerede Herluf Jensenius i 1940 H.C. Andersens eventyr Det utroligste om magthaveren, der ødelægger det store kunstværk. Magthaveren var tegnet på en sådan måde, at man uundgåeligt kom til at tænke på Hitler med den karakteristiske hårlok ned i panden. Efter besættelsen – i 1946 – illustrerede Palle Wennerwald (1898-1972) Andersens Den onde Fyrste med undertitlen „Eventyr for Børn og Voksne” med kommentarer af Aage Hermann (1888-1949). På omslaget var markeret, at bogen var „Forbudt under Besættelsen”.

Også et udvalg af Æsops fabler blev udgivet med titlen Den lille Æsop (1945), fortalt af Rudolf Broby-Johansen (1900-87) og illustreret af Mogens Zieler (1905-83). Det skete inden besættelsens ophør; samtidig udkom der illegalt en Nøgle til den lille Æsop, hvor der var sat nye overskrifter på fablerne, således at de blev forbundet med den aktuelle virkelighed.

Kunne man ikke kritisere besættelsesmagten, kunne man i stedet hylde Danmark, dets landskab, historie, befolkning og konge. Og det skete også i børnelitteraturen, hvor vi ser flere eksempler på sådanne nationalistiske bøger, bl.a. Harald H. Lunds (1902-82) Danmarks Konge (1942) med tegninger af Axel Mathiesen. Her følger man i en række rimede digte det nationale symbol Christian den Tiende sammen med børn, som hylder ham, bl.a. på hans berømte morgenture til hest. I „Børnenes hilsen til Kongen” hedder det:

"Du lærte os i Modgangstid,hvad Trofasthed vil sige.Vi lover dig, Kong Christian,At værne om dit Rige!Ja, naar du kalder, kommer viOg lytter til din Stemme.Med Stolthed vi betragter dig:I Danmark har vi hjemme."

Helt i samme ånd er Kaj Munks (1898-1944) Danmark. Lidt om Folk og Fædreland fortalt de kæreste af mine Landsmænd Børnene fra 1943 med Herluf Jensenius' tegninger. Danmark er landet, „som vi alle holder af og vil aldrig skilles fra”, og Christian den Tiende den konge, som „kan ride Solen frem”. Men Kaj Munk går længere end Harald H. Lund og taler om, at „hver en Dansker tog sin Tørn” og fortsætter: „Ogsaa I, når I gror til, tro for Danmark leve vil, dø, om saa det gælder” – med en direkte henvisning til sidste strofe i Christian Richardts salme „Altid frejdig, naar du gaar” (1867), som blev tæt forbundet med frihedskampen. Til sidst samles op: „Overfalder U-ret os, skal vi trodse Frygt og Smerte, tro paa Gud og modigt slaas”. Tættere på et oppositionelt digt for børn vendt mod besættelsesmagten kom man ikke i 1943.