Billedbøger (1918-1964)

Både Torben Gregersen, Vibeke Stybe og Nina Christensen fremhæver i henholdsvis Børne- og ungdomsbøger. Problemer og analyser (1969), Fra billedark til billedbog (1983) og Den danske billedbog 1950-1999. Teori, analyse, historie (2003) en bestemt grænsesættende begivenhed i billedbogens historie. Datoen er 11. maj 1932, og det er i stormagasinet Illums boghandel, det sker. Her udstilles en række sovjetiske børnebøger, og flere danske malere og illustratorer besøger den. Det får konsekvenser.

Allerede i 1923, 1927 og 1930 havde et dansk publikum haft lejlighed til at se udstillinger med sovjetiske plakater, bøger og tegninger. Så det oftest farverige og ekspressionistiske univers var ikke ukendt. Men her drejede det sig om bøger for børn. Arbejder-Bladet beskrev udstillingen på denne måde fjorten dage efter åbningen:

"Mens vore Børnebøger handler om Hekse og Trolde, Knold og Tot og Mikkel Mus, skildrer de russiske Børnebøger Naturens og det daglige Livs Eventyr, hvordan Mennesket har underlagt sig Naturen. Verden gøres levende og forstaaelig for dem. […] Børnene føres ind i Teknikkens Vidunderverden, Nafta og Elektrificering, Skibe og Flyvemaskiner."

Hvad man ser på udstillingen, er eksempler på den meget vitale russiske børnebog, som henter inspiration og retningslinjer i det kommunistiske partis resolution på den 13. partikongres i 1924 om en stor satsning på børnelitteraturen som opdragelsesmiddel. Kravet er, at tidens kendte forfattere også skal skrive for børn, en bestræbelse som Maxim Gorkij (1868-1936) sætter sig i spidsen for. Og forfatterne følger trop. Vladimir Majakovskij skriver eventyr, Arkadij Gajdar samtidsrealisme og Ljonka Pantelejev Drengen Petjka og Uret (1929), som i 1931 udkommer på dansk.

I Danmark henter tegnere som Arne Ungermann (1902-81), Aage Sikker Hansen (1897-1955) og Hans Scherfig (1905-79) inspiration i 1932-udstillingen. Ungermann illustrerer således jørgens hjul (1932) med tekst af Hans Kirk og Onkel Færdsels-Signal (1933) og Toget. Den sjove Bog (1936), begge med tekst af journalisten og lyrikeren Harald H. Lund, som senere blev kendt for „Elefantens vuggevise” (1948).

jørgens hjul bærer undertitlerne „Trafikmidler før og nu” og „En moderne billedbog for børn”. Man er ikke i tvivl om, at her præsenteres noget nyt, og nyt er både form og indhold. Billederne er sammenstillinger af tegninger og sort-hvide fotos på skarpt farvet baggrund: rød, gul, blå og grågrøn. På højresiderne er der fritskårne fotos af moderne trafikmidler startende med cyklen over bilen og sporvognen til flyvemaskinen og luftskibet. På venstresiderne præsenteres med påhæftede årstal, hvad der gik forud for disse teknologiske landvindinger. På indholdssiden er der en uforbeholden hyldest til fremskridtet og teknologien. De to- eller trestrofede rim afsluttes typisk med fascinationen af farten og mekanikken:

"Ekspressen duver tungt afsted,Og Verden veksler for dit Blik,du glædes ved den vilde Fartog hører Hjulenes Musik"

Sådan hedder det om toget, mens omtalen af motorcyklen munder ud i „giv Fart, giv Fart, giv Fart!” og omtalen af bilen i „Nu brøler Hornet: væk, giv Plads / for Mekanikkens Mesterværk”. Og den nye teknologi rummer sin egen skønhed: „[…] et Hus af Glas / fint formet, rummelig og smuk” hedder det om sporvognen.

Men hurtigere transportmidler er også farlige, ikke mindst bilerne. Det fremgår tydeligt af Onkel Færdsels-Signal, også den forsynet med klare og skarpt afskårne farveflader. Heri advares læseren ganske omstændeligt mod at overtræde gældende regler. Cykler skal have lys på om aftenen, man må ikke gå skråt eller uopmærksomt over gaden og slet ikke hænge fast på bagsmækken af lastbilerne. Gør man det alligevel, så straffes man på stedet:

"Bagfra kommer Motorcyklen, –han vil bremse, – kan det ikke; –og paa Vejen, død paa Stedet,ser man Drengen ligge."

Da Onkel Færdsels-Signal blev genudgivet i 1947, var det med godkendelse fra „Justitsministeriets Udvalg for Færdsels Propaganda. Godkendelsesstemplet borger for, at Bogens Vers og Tegninger er i nøje Overensstemmelse med Færdselsreglerne”.

Toget. Den sjove Bog former sig som en samtale mellem en dreng og et tog. Drengen starter med et hylde toget: „[…] du er for mig et Eventyr / dig tysser ingen Voksen paa„, mens toget belærer drengen om god opførsel, bl.a. at spise sin mad op: ”Spis du din Grød som jeg mit Kul!”. Derefter følger vi toget rundt i det danske landskab, hvorved det også bliver en af tidens mange danmarksbøger.

En del af det nye „program” for børnelitteraturen er ikke alene at skildre fascinationen ved maskiner og anden teknologi; det handler også om at give et sandfærdigt, det vil i denne sammenhæng sige materialistisk, billede af verden, også naturen. væk er enhver tendens til romantisk natursyn. I stedet skal børn fra de er ganske små stifte bekendtskab med den darwinistiske udviklingslære. Det sørger Aage Sikker Hansen for i Mammutbogen (1933) med rimede vers af Johannes V. Jensen (1873-1950) og en 15 sider lang indledning med kapitler som „Hvorledes Jorden blev til” og „Det første Liv”. Digtene med hver en tegning placeret på en enkelt side følger arternes udvikling, og hele tiden mindes læseren om sit tilhørsforhold:

"Det ene Dyr, det har man sandet,er kommen, trinvis, af det andet.Og derfor, varmt, i hvert et LedDel af din Sjæl du kendes ved."

Om krybdyret hedder det: „Reptilen sig begav paa Vej / med Kimen i sig, Mand, til dig!” og det hele slutter med: „I Dyret taler et Forbliv! / Trods nye Former: samme Liv!”

Hans Kirk og Johannes V. Jensen er ikke de eneste blandt tidens kendte forfattere, som bidrager med tekster til billedbøger. Det gør også lyrikeren Jens August Schade i Hans Scherfigs Urskoven (1937) med en gemytlig og snakkesalig prosafortælling om de dyr, Scherfig har tegnet. Og dyrene er ikke kun urskovens tigre, elefanter og krokodiller. Mod slutningen vendes blikket mod „det lille Danmark”, og læseren møder både en gris, en ko og en stork, som bliver den, der binder det hele sammen, fordi den tilbringer halvdelen af året i Afrika og halvdelen i Danmark. Langt fra alle var begejstrede for Schades tekst. Kritikeren Walter Schwarz skrev i Politiken 11. december 1943, at teksten var „skrækindjagende”: „[…] det Barn, der er i Stand til at finde Meningen i Schades Ord, er endnu ikke født”.

Scherfig skrev og tegnede også en egentlig politisk børnebog, helt i stil med den type bøger, som dukkede op i 1970'erne. Titlen er Hvad lærer vi i skolen? (1933), og svaret på spørgsmålet er: en hele masse forkert. Som der står i forordet: „Det er det, billederne i denne bog skal vise jer. De skal vise, at I ikke skal to paa alt, hvad skolen siger.” Tegningerne er sort-hvide, men „Hvis I mener, der mangler farve paa billederne, kan I selv kolorere dem med jeres farvelade eller farveblyanter.” Det skal bemærkes, at det er Scherfig selv, der vælger at skrive navneord med lille begyndelsesbogstav her 15 år før retskrivningsreformen. Han vælger dog at beholde „aa” i stedet for „å”.

Bogen er bygget op på den måde, at man først på en side ser, hvad man lærer i skolen, og dernæst hvad man ikke lærer eller lærer forkert, fx „Vi hører om konger og helte i historien – men om det daglig nyttige arbejde hører vi ikke noget„ og ”Vi lærer, at i Rusland er alting den skrækkeligste forvirring. Alle mennesker slaar hverandre ihjel eller dør af sult – men vi véd, at det ikke er sandt. I Sovjet-Unionen er arbejderne og bønderne i færd med at skabe en ny verden”. Også den darwinistiske udviklingslære omtales, her som modsætning til den bibelske skabelsesberetning.

Flere af de nævnte titler blev genoptrykt flere gange. Ikke mindst gælder det Toget. Den sjove Bog, som stadig læses. Andre bøger fik kun få læsere og en kort levetid, fx Hvad lærer vi i skolen? Generelt gælder det fra og med 1900-tallets begyndelse, at børnebøger med en markant religiøs og politisk holdning får en ret snæver læserkreds. Ofte udgives bøgerne af særlige forlag; Hvad vi lærer i skolen? således af Monde, som var et kommunistisk forlag.