Kampen mod „smudslitteraturen” eller „den kulørte litteratur”, som for alvor begyndte i 1920'erne, fortsatte også i 1940'erne, hvor parolen oftere og oftere lød: „Sæt noget bedre i stedet”. Dagbladet Politiken udgav således sine såkaldte Stjerne-Hæfter, som der her reklameres for 15. januar 1946. Tegneren Valdemar Møller (1885-1947) var også kendt som skuespiller.

.

I perioden 1918-1929 udkom ti Flemming-bøger skrevet af Gunnar Jørgensen (1896-1963), hvis motto både for bøgerne og den privatskole, han oprettede i Hellerup i 1936, var: „Prøv! – med Kærlighedens stærke Arm! – ”. Gunnar Jørgensen havde læst teologi, men var ikke blevet færdig, og debuterede allerede som 22-årig med den første bog i serien, Flemming. Senere fulgte Flemming paa Kostskole (1922), Flemming og Kvik (1923), Flemming og Co. (1924), Stud. snart Flemming (1925), Flemming og Inger (1926), Flemming og Co. paa Ferie (1927), Flemmings Rivaler (1928), Kvik – Flemmings Ven (1929) og Flemming Student (1929). I 1930 udgav han Flemmings Efterfølger, hvor Flemming selv er blevet lærer.

Flemming-bøgerne er traditionelle drengebøger med et overskueligt persongalleri ved siden af hovedpersonen, dvs. Flemmings far, mor og lillebror, kammeraterne, bl.a. Henrik, Kvik og Inger, den sympatiske lærer, Hr. Winther, og den usympatiske, Frk. Balle, samt skolens rektor Halling, som Jørgensen tydeligt har hentet inspiration til i den kendte rektor H.C. Frederiksen på Ordrup Gymnasium nord for København, hvor Gunnar Jørgensen selv gik. H.C. Frederiksen skrev også børnelitteratur (se Børnebladene).

Den overvejende del af bøgernes handling, som strækker sig over perioden, hvor Flemming går i mellemskolen og senere i gymnasiet, er henlagt til hjemmet eller skolen, og der tages næsten altid – kapitel for kapitel – udgangspunkt i en konflikt, som Flemming udløser. Således også i første binds første kapitel, hvor han skændes med sin milde mor og efterfølgende irettesættes af sin strenge far, og i næste kapitel, hvor tysklærerinden, Frk. Balle, henvender sig til rektor Halling for at klage over Flemmings opførsel.

Når Flemming hele tiden løber ind i problemer, skyldes det dels ubetænksomhed, dels en højt udviklet retfærdighedssans, som resulterer i opgør med autoriteter, dog ikke den højtelskede rektor, den eneste som fuldt ud forstår Flemming, og som hele tiden må forklare og forsvare ham, således også i scenen med tysklærerinden. Det giver anledning til længere belærende samtaler om, hvad god pædagogik er. Da rektor siger, at Flemming er god nok på bunden, og Frk. Balle svarer, at den bund har hun svært ved at se, præsenteres det pædagogiske program:

"Nej – det har De ganske Ret i! Og det er netop deri, det gale ligger. De har set Overfladen, har De; De har set og hørt hans Uartigheder, hans Stivsind, hans Næsvished, og hvad andet der hører med til Overgangsalderen, og – men bag alt dette, ofte meget dybt begravet – dér ligger Guldkornene – og det er disse Guldkorn, vi „Pædagoger” skal grave frem. Det er vor Hovedopgave, vort Kald! Men den Opgave er svær, og – det indrømmer jeg gerne, også over for saadanne „Humørdrenge” som Flemming, men den løses i alle Tilfælde mindst ved Skældud og Irettesættelser!"

Faren, grosserer Holm, er rektor Hallings modsætning. Han straffer Flemming, typisk med prygl eller stuearrest, men også lange, fordømmende monologer: „Jeg tror, du er gammel nok til at forstaa, at vi slet ikke har Lov til at beholde saadan en Lømmel som dig herhjemme, hvis hele din Optræden gaar ud paa at tage Sundheden fra din gamle Mor – og al hendes Livsglæde.” Truslen om at blive sendt væk realiseres dog ikke i første bind, men i det følgende, Flemming paa Kostskole, som er en traditionel kostskoleroman.

I de senere bind fortsætter de pædagogiske diskussioner, nu ofte med den unge, idealistiske lærer Winther som den, der fører ordet, sådan som det sker i en ophedet diskussion med Kviks far, direktør Sonne, i Kvik – Flemmings Ven. Sonne angriber rektor Hallings opdragelsesmetoder og kalder ham en „Frasemager”, men Winther tager til genmæle:

"[Rektor Hallings kritikere] er en Hoben Smaakravl, som har opdaget, at de ikke kan følge med længer! Ungdommen er blevet dem for rebelsk! De kan ikke faa den til at passe sig ind under deres Linealer og Metermaal! Der er for meget Liv og Vækst i den! Den passer ikke længer i Systemerne og Rubrikkerne! […] Tænk bare – de unge læser Romaner om Ægteskab og Skilsmisse … De drøfter seksuelle Problemer Mand og Mand imellem … oven i Købet aabenlyst … og vover at have en Mening om disse Spørgsmaal – og det er en Mening, som ikke altid falder sammen med Fars og Mors."

Flemming-bøgerne repræsenterer en kærlighedens pædagogik og poetik. Alle børn rummer de omtalte „Guldkorn”; og de findes også hos de elever, som klarer sig dårligt, for der er en grund til det. Det gælder også Frederik, som svigter de andre, men forsvarer sig:

"Ja, ser du, Flemming, I har nemt nok ved at være – glade! I har Penge, I har fine Hjem, I har flinke Forældre, som holder af jer. Og hvad har jeg af alt det? Og hvad har jeg i det hele taget nogensinde haft, fra jeg var en lille Unge? Intet, min Ven, intet uden et gammelt, fuldt Svin af en Far –"

De første Flemming-bøger blev modtaget positivt, om end lidt tøvende af kritikken. Niels K. Kristensen kaldte således Flemming for „en sjælden fornøjelig Ungdomsbog” i Vor Ungdom i 1919, „ren og moralsk i sin Grund”, men han frygtede dog som læser for, at det skulle ende i „Sorg og Skuffelse” på grund af bogens blanding af „Frækhed og følsom Religiøsitet”.

I slutningen af 1920'erne var tonen en ganske anden. Da Christian Winther anmelder seriens foreløbigt sidste bind, Flemming Student, i Bogens Verden i 1930 roses Gunnar Jørgensen ganske vist for at have skildret „en Drengetype, som nu engang findes”, men der er „Grund til at bebrejde ham den Forsimpling i Tonen, der efterhaanden har sneget sig ind, og som absolut maa forkastes i en Børnebog”. I øvrigt har serien i alt for høj grad præsenteret „en nærmest hyklerisk Klynken over Opgaver, og Lektier, Gloser og Grammatik”. Da Flemming og hans venner „ikke [er] kommet i et mere fortroligt Forhold til i hvert Fald en Del af Arbejdsstoffet, tyder det paa en Brist i Karakteren, som vanskeligt kan oprettes senere”.

Hvad Winther hentyder til, når han taler om „Forsimpling i Tonen”, er drengenes udbredte brug af slang, ofte med rod i københavnsk dialekt eller engelsk sprog. Der tales i en uendelighed om „pivskid”, „haleneger”, „lektiesut” og „hypernejs”, og forfatteren lader sine personer, især Kvik, konstruere ord som „allersompragtfuldeste” og „Tretommersømsfabrikantaspirantsnuder”. Det er, hvad Flemmings mor tidligt kalder „Gadedrengeudtryk”. Der går en lige linje fra denne ofte meget pressede, „sjove” stil i replikkerne til Jan-bøgerne (se Seriebøger).

Allerede i 1927 havde Flemming-bøgerne stået for skud ved et offentligt møde i Studentersamfundet. Her rettede bibliotekskonsulent Jørgen Mikkelsen Banke (1877-1953), en af tidens fremtrædende folkeoplysere, et voldsomt angreb på den aktuelle børnelitteratur, og især de meget udbredte Flemming-bøger, som han omtalte som „forløjet Virkelighed”. Andre kaldte Gunnar Jørgensen for „Ungdomsfordærver”. Forfatteren var selv til stede ved mødet og forsvarede sig, men uden større held, hvis man skal tro Bogens Verden's referat af mødet.

Noget må være sket, som kan begrunde et sådant holdningsskift, for der er ikke nogen større forskel mellem Flemming-bøgernes første og sidste bind. Men i slutningen af 1920'erne får vi et skarpt formuleret opgør med børns og unges læsestof fra pædagoger, politikere og ungdomsorganisationer, især de socialdemokratiske, som ser arbejderklassens idealer truet af den „saakaldte Underholdnings-”Litteratur„ med dens i Reglen falsk konstruerede Konflikter, tarvelige Slutningseffekter, usundt fremstillede Erotik og sentimentale Godtkøbsromantik”. Med underholdningslitteratur tænkes her især på magasiner som Puls, men kritikken ramte bredere. Børne- og ungdomslitteraturen skulle være „sund” (det foretrukne ord), „oplysende” og „moralsk retledende”, som kritikerne Niels K. Kristensen, Marius Dahlsgaard og Christina Winther formulerede det. Debatten om „smudslitteraturen” dukkede op med fornyet kraft i 1930'erne og igen i 1950'erne under betegnelsen „den kulørte debat” (se Den kulørte litteratur).

Hvor flere af Torry Gredsteds drengeromaner stadig kan læses som de spændingsbøger, de er, fremstår Flemming-bøgerne i dag uden egentlig dramatisk nerve og mere som dokumentation af en pædagogisk debat, som foregik i første tredjedel af 1900-tallet. Kampen stod mellem en stærkt disciplineret, terpende og straffende „sort” skole og Jørgensens og andres idé som en reformpædagogisk orienteret skole, hvor barnet og dets iboende ressourcer var i centrum.

Gunnar Jørgensen skrev også andre børnebøger, bl.a. tre samlinger Skolehistorier (1931, 1938 og 1939) og spejderbøger som Da Svend blev Spejder (1924) og Søspejderliv (1927). Også han var tæt knyttet til spejderbevægelsen som redaktør af Spejdernes Magasin. To af Flemming-bøgerne, Flemming og Kvik og Flemming på Kostskole, blev filmatiseret i 1960 og 1961 med henholdsvis Gabriel Axel og Niels-Jørgen Kaiser som instruktør og Johannes Meyer i rollen som rektor Halling.

Noter

Gunnar Jørgensens Skole findes i dag på Frederiksberg.

Der findes uddrag af kritikken af Flemming-bøgerne i M. Winges Dansk børnebogskritik (1973, s. 36 og 46). Kritikken af Flemming-bøgerne er i øvrigt fortsat helt op til i dag. 30. marts 2002 rettede børnebogsforfatteren Bjarne Dalsgaard Svendsen i Politiken et angreb på bøgerne, som han kalder „de mest modbydelige børnebøger, der nogensinde er blevet trykt”.

Om sproget i Flemming-bøgerne, se Hans Jørgen Schiødts artikel „Sproget i børne- og ungdomslitteraturen” i S.M. Kristensen o.a. (red.): Børne- og ungdomsbøger. Problemer og analyser (1969).

Referatet af debatmødet om bl.a. Flemming-bøgernes stod i Bogens Verden (1927), s. 65.

Om debatten om smudslitteratur i 1920'erne og senere, se Ib Bondebjerg o.a. (red.): Arbejderkultur 1924-48 (1979), s. 496ff),og Torben Weinreichs og Lars Handestens Litteraturens byrde (2. udg., 2001).

Vejviser

Værket Historien om børnelitteratur udkom i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Gunnar Jørgensen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig