Pigeromanerne

Kritikeren Christian Winther skrev i 1946 i bogen Børn og Bøger: „De skrivende Damer bør holde sig til Hængekøjegenren for voksne, og Bogfabrikanten med de 8 eller 10 eller 12 Bøger om Aaret maa trækkes frem i Lyset med alle Pseudonymerne”.

Hans pointe var, at der blev udgivet for meget dårlig børnelitteratur:

"Vi har nogle faa, der forstaar den Kunst at skrive for Børn. De 75 Manuskripter fra Hagerups Konkurrence viser, at der stadig kommer enkelte nye til, der kan, men tillige med forfærdende Tydelighed, at de fleste tror, de kan, men kan ikke. […] Jeg har sagt det før, og kan kun gentage, at alt for mange Forfattere og Forlæggere savner Respekt for Barnet. Hvad de til Tider byder det, er Haan og Ringeagt."

Og så slutter Winther bredsiden med det profetiske udsagn: „Den sidste daarlige Børnebog er nok ikke udgivet endnu.”

Det er ikke noget tilfælde, at han nævner „de skrivende Damer”, for der skrives megen „Hængekøjelitteratur” for især piger og unge kvinder i denne periode, og flere af forfatterne er endog meget produktive. Da Winther i samme bog opregner de vigtigste forfatterskaber, mangler da også de meget produktive Valborg Dahl, Helene Hørlyck og Ingeborg Vollquartz. Men der er dog blevet plads til den ligeledes meget skrivende Estrid Ott.

Blandt forfatterne til pigeromaner i perioden 1918-1940 vil følgende blive præsenteret ganske kort, nævnt i rækkefølge efter deres debut som pigebogsforfatter: Ingeborg Vollquartz, Valborg Dahl, Anna Baadsgaard, Ellen Duurloo og Inger Bentzon. En grundigere omtale får Karin Michaëlis og Maria Andersen, sidstnævnte sammen med Gudrun Erichsen. Desuden omtales Bertha Holst og Estrid Ott. Også Vilhelm Riegels, forfatteren til Frøken Dikbøgerne, præsenteres kort i denne sammenhæng.

Af andre forfattere til pigeromaner i perioden kan nævnes Nicoline Bjergby (1870-1942), Ellen Briksø-Damsholt (1885-1929), Rigmor Friis (1873-1957), Astrid Ehrencrone-Kidde (1874-1960), Anna Erslev (1862-1919), Helene Hørlyck (1866-1934), Ellinor Kielgast (1887-1959), Johanne Korch (1882-1950), Viva Lütken (1872-1947), Ellen Reumert (1866-1934) og Dorette Uldall (1885-1965).

Ingeborg Vollquartz (1866-1930) skrev efter sin debut i 1903, Glade Barndomsdage i Vestindien, adskillige romaner for både voksne og unge kvinder. Ud over romanerne blev det til et utal af noveller i ugeblade og magasiner. Størst succes for voksne fik hun med „Petersen” og hendes Søstre (1908), som tegner et muntert billede af livet i en mindre garnisonsby. Bogen blev fire år senere omsat til et i tiden ofte opført skuespil. Sin største succes som forfatter til pigeromaner fik hun med Lillian-bøgerne, den første, Lillians Forlovelse, i 1915. Gennemgående er hendes værker i sam- og eftertiden blevet karakteriset som „underholdningslitteratur”, og hun skriver da også med en let pen.

Temaet i de fleste romaner for voksne og en del af romanerne for unge kvinder er kvindens tilpasning til familien, og her er der oftest kun få mellemregninger. Kvindens plads er som hustru og moder. Men Vollquartz har samtidig et godt blik for det bedre borgerskabs, især embedsstandens, evne til forstillelse. Karakteristiske titler for voksne er Gammeldags Kærlighed (1910), Byens bedste Parti (1911), „Jeg vil skilles!” (1913) og Fornuftgiftermaal (1926).

Ud over Lillians Forlovelse indgår Lillians Ægteskab (1916), Lillians Datter (1917), Svigermor Lillian (1918), og Mormor Lillian (1919) i serien – og så har man vist også fået placeret Lillian i alle tænkelige familierelationer. Lillians Forlovelse og Lillians Ægteskab blev i 1949 udgivet som ét forkortet bind med titlen Lillian, mens de tre sidste bind samme år samledes i Lillians Datter, ligeledes forkortet.

Indledningsscenen i det første bind tegner et ganske godt billede af den verden, Vollquartz beskæftiger sig med i romanerne. Lillian, datter af sagfører Holm (moren er død), bor på Sankt Thomas, hvor Vollquartz selv tilbragte nogle år. Her modtager hun med begejstring sin gamle barnepiges meddelelse om, at „Skibet fra Europa” er på vej ind. Faren undrer sig over den voldsomme interesse og får noget tøvende forklaringen: Om bord er en balkjole, som Lillian har bestilt i Paris for ikke stå tilbage for „alle Fruerne og deres Døtre”, en kjole lavet af „Maaneskin og Havets Skum”.

Faren fortæller nu, at han er urolig for Lillian, fordi hun ikke har lært nok og måske derfor burde være sendt til Danmark. Lillian protesterer: Hun taler dansk, tilmed med en accent, som stedets officerer sætter pris på, og hun kan både spille klaver og danse. Faren konkluderer, at hun nok er „lidt flygtig og lidt lunefuld”, og Lillian er i hvert fald vant til at få, hvad hun peger på.

Det hører op, da faren dør uden at efterlade hende den forventede formue, og da hun straks efter svigtes af en tilbeder. Lillian må rejse til København for at bo hos en onkel og dennes familie, heriblandt hendes to kusiner. Onklen kan fortælle, at „Levemaaden her er lidt anderledes end den, du er vant til”, og det har Lillian svært ved at vænne sig til. Her leves et jævnt og roligt liv, og så regner det! Lillian må tørre en tåre væk fra kinden, og det bliver ikke sidste gang.

Først sent, nemlig efter at Lillian er blevet gift og har fået en svigermor, som ikke anser hende for et passende parti for sin søn, kommer hun til at sætte pris på onklen og familien og lærer sig den beskedenhed, som endelig overbeviser svigermoren om, at hun er god nok. I de tre sidste bind, som foregår flere år senere, møder man Lillian som en forstående og hjælpsom mor og mormor.

Det er et genkommende mønster i flere af tidens pigeromaner, at en pige – typisk efter forældrenes død eller økonomisk og social deroute – lærer at leve i respekt for almindelige mennesker, som er i besiddelse af flid og nøjsomhed.

Blandt Vollquartz' andre pigeromaner er Annelise-bøgerne i tre dele (1920-22) og Lillemor-bøgerne, ligeledes i tre dele (1925-27).

Valborg Dahl (1870-1954) var oprindeligt skuespiller, bl.a. ved Aarhus Teater frem til 1904, hvorefter hun arbejdede som journalist ved Aarhus Amtstidende. Ud over romaner skrev hun en række fortællinger og noveller.

Tidligere er omtalt Dahls novelle „Sytten Aar” (se Fortællingerne) om den unge pige, som realiserer drømmen om at blive skuespiller, et yndet motiv i Dahls romaner, bl.a. i de udbredte Agnete-bøger (1915-20) om „en ung Pige og hendes Trængsler”, som forlaget præsenterer dem på omslaget. Agnete Fries bliver, efter uoverensstemmelser med sin stedmoder, sendt på kostskole. Selv er hun mest optaget af at finde sin rigtige mor og at blive skuespiller. Læseren følger hendes svære kampe, ikke mindst med sig selv, inden hun når sit mål, men hun må alligevel fravælge karrieren, da hendes mand kræver, at hun koncentrerer sig om hjemmet.

En typisk skildring af en ung pige findes i Tanterne (1925). Det er den sorgløse Esther, der lever trygt med sine forældre, som hun kan sno om sin lillefinger. Samtidig tilbringer hun en del tid hos de to tanter, Adolfine og Konradine, som faren, Købmand Krarup, ikke kan fordrage, fordi de „evig og altid har overøst Pigebarnet med Billetter baade til Teatret og de her fjollede Biografer”. Esther er smuk og ejer „Ungdommens hele uimodstaaelige Charme”.

Da tanterne arver en formue, inviterer de Esther med til Rom, hvor de møder en russisk fyrste og hans søn. Sønnen betager i den grad Esther, indtil det afsløres, at både han og faren er svindlere. I mellemtiden har Esther ikke haft øje for sin venindes bror, Jørgen, som hun har mødt på rejsen, men hun indser nu, at hun har taget fejl: „Jørgen, jeg elsker dig” er slutreplikken i næstsidste kapitel. Sidste kapitel bruges her som i andre tilsvarende romaner til at samle trådene og runde af.

Ud over ungpigeromaner skrev Dahl også for mindre piger. Kendtest blev her Liv og Lisa (1923) om de to forældreløse børn, som drager til København, hvor de imidlertid ikke hentes på stationen af morens kusine. Da børnene ejer et større beløb, som er placeret i Overformynderiet, påtager en kvindelig vaskeriejer sig ansvaret for dem mod at få pengene og en billig arbejdskraft. Efter en svær tid finder de morens kusine, og alt ender godt. Drivende sentimentalt er det, ligesom i de fleste andre af Valborg Dahls bøger. Hun debuterede i 1908 med Skolepiger. Blandt hendes andre værker er Den lille Oprører (1919), Den lille Prins (1925) og Scenen drager (1947).

Anna Baadsgaard (1865-1954) debuterede i 1892 med Ude i Verden omfattende tre fortællinger. Og ude i verden opholdt hun sig en del i 1890'erne, bl.a. på et kunstakademi i Firenze, efter at hun i 1885 havde uddannet sig til „privatlærerinde”. I de følgende 60 år skrev hun en del kvinderomaner, som fik et ganske stort publikum, men ikke faldt i kritikernes smag. En anmelder sammenlignede en af hendes romaner med „et Par heluldne Muffedisser”. Større velvilje mødte hendes børnebøger, om end det kunstnerisk set „gik for let for sig”.

Baadsgaards første børnebog udkom først i 1910, nemlig Den grønne Vogn om en fransk pige, som bortføres af gøglere. Derefter gik der yderligere 14 år før succesen En Nutidspige udkom. Af andre pigeromaner kan nævnes Børnene paa Mandrup (1935), som foregår under tyske troppers besættelse i 1864, og Gudrun (1942), igen en roman om en forældreløs pige, som vokser op hos sin ufølsomme tante, men som reddes, da hun finder sig en „erstatningsmor”, som bor på landet.

En Nutidspige handler ligesom Ingeborg Vollquartz' tidligere omtalte Lillian om en ung pige, Tove, som er vant til at få, hvad hun peger på. Hun er overfladisk og indimellem også ondskabsfuld. Og hun vil meget hellere i biografen end holde mørkning med sin mor. „Aah, den Biograf,” sukker moren. „Der gaar saa mange Stykker, som ikke passer for din Alder, og som du ikke har godt af at se”. Men så ændrer alting sig. Faren går fallit. Væk er nu den sorgløse tilværelse, og væk er også de gamle „venner”. Fortælleren kommenterer situationen på denne måde:

"Aah nej, der var uudholdeligt at forestille sig, at man selv skulde ned i alt det! – Paa sin Fader og Moder tænkte Tove kun flygtigt; al Fortvivlelsen gjaldt hendes egen lille forvænte Person, der nu blev nødt til at opgive alle sine kostbare og behagelige Vaner."

Men Tove lærer ligesom Lillian lektien, først da hun i en drøm – efter at have indtaget sovetabletter – konfronteres med sit liv, sådan som det indtil nu har formet sig, og senere da hun finder nye venner og nye værdier. På sidste side „sad [hun] og smilede med Øjnene fulde af Taarer”.

Ellen Duurloo (1888-1960) skrev – som de netop omtalte forfattere – adskillige romaner for børn og unge, heraf flere under pseudonymerne Grete Lund, Jan Peiter og Margrethe Skovsted, men hun havde en højere status i det litterære miljø. I 1946 kom hun på finansloven, nok mest pga. sit voksenlitterære forfatterskab med titler som At elske (1940) og Gud er Kærlighed (1941). Hun arbejdede i en periode som journalist ved Nationaltidende.

De mest læste af Duurloos bøger var Polly fra Cirkus (1935) med fortsættelse Polly danser (1937) og Bodil i den store By (1936) med fortsættelsen Bodil og Ungerne (1939). Af andre titler kan nævnes debuten Tykke og hans Søster (1919), som samme år følges op af Lise og de to smaa. Herefter gik der 15 år, før hun skrev pigeromanen Zigeunerpigen, en af tidens eksotiske børneromaner: En læge og hans kone mister deres barn, men da en sigøjnerkvinde, som er indlagt på hospitalet, dør og efterlader sig et barn, adopterer familien hende. Det bliver ikke let, for hun har „sigøjnerblod” i årerne og ender da også med som ung, efter at være placeret på en skole i Schweiz, at stikke af. Da hun kommer i forbindelse med en kunstnerfamilie, viser det sig, at hun har store evner inden for musik. Blandt Duurloos senere romaner er Tove tager fat (1938), Ensomme Gitte (1942) og Tre raske Piger (1945).

Polly fra Circus er tematisk og motivisk forbundet med Zigeunerpigen. Også Polly er forældreløs, men sælges til en gammel artist, som træner unge piger. En stor del af romanen skildrer med stor realisme den hårde træning og de store krav, som bl.a. fører til, at en af pigerne falder ned og dør. Derefter stikker Polly af og kommer i kontakt med en anden artist, den sympatiske Torinelli, som i øvrigt har kendt Pollys mor. Han hjælper Polly til at blive balletdanser sammen med partneren Leo. De to følger man i det følgende bind, Polly danser. Det er bøger med stor ydre dramatik.

Også i de to Bodil-bøger er der en del ydre dramatik, men fokus er her i langt højere grad rettet mod de elendige vilkår, som Bodil og hendes mor lever under i København. Hertil er de flyttet fra landlige omgivelser efter farens død. Baggården, hvori de bor, beskrives på denne måde:

"Naar man kom ind fra den snorlige Gade med de graa, triste Husfacader, skulde man først gennem en snæver, mørk og fugtig Port […] Saa skulle man over en ogsaa meget snæver Gaard med stinkende Skarnkasser og Nødtørftshuse. Fra alle Nedløbsrender sivede det dovne, fedtede Spildevand, Luften var tyk og ildelugtende […]."

Her bor „Enkefru Nilsen”, som moren kaldes, i en etværelseslejlighed, og her vokser Bodil op sammen med de andre „Stenbrobørn” og kommer i dårligt selskab. Det ender dog med, at hun og moren finder sammen. I Bodil og Ungerne er de flyttet til en bedre lejlighed, og moren har fået arbejde på en fabrik, hvor der sker en dramatisk ulykke. Et af dødsofrene er nabokonen, hvorfor Bodil må tage sig af dennes tre børn. Faren, Hr. Lund, er invalid. Det ender med, at Bodils mor og Hr. Lund finder sammen, i begyndelsen til stor fortrydelse for Bodil.

Duurloo var i flere af sine romaner optaget af sociale forhold, ligesom i Bodil-bøgerne, og hun skildrede dem med en for tiden sjælden nøgternhed. I en nyskrevet indledning til 1955-udgaven af Bodil i den store By fortalte Duurloo om 1930'ernes fattigdom som en hjælp til den moderne læser, der ikke kendte til forholdene dengang. Dårlige sociale vilkår som grundlag for personernes udvikling og konflikter findes også i Karen (1938) om forholdet mellem en rig og fattig pige og Tove tager fat (1938) om en pige, som skammer sig over sine forældres sociale status, men skifter opfattelse, da hun i og med morens sygdom må tage ansvaret for hjemmet.

Inger Bentzon (1886-1971) opnåede ligesom Ellen Duurloo betydelig anerkendelse og kom også på finansloven (1951). Flere af hendes bøger blev skrevet under pseudonym, bl.a. Otto Kampen med voksenromanen Mødrenes Synder (1925), som i 1937 blev til skuespillet Hvo som forarger på Det Kongelige Teater. Hun var en af Danmarks Radios første dramatikere og skrev således det første børneradiospil, Da Søndenvinden sad fangen (1927). Fordelt over tre længere perioder sad hun i 1932-1961 i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening, hvor hun især kæmpede for bedre vilkår for børnebogsforfatterne. Ud over en del voksenromaner skrev hun pigeromaner og småbørnsbøger under sit eget navn og drengeromaner under pseudonymet Jørgen Brun.

Drengeromanerne handler typisk om drenge, som vokser op i et miljø med store sociale problemer. De må tidligt stå på egne ben. Det gælder fx hovedpersonen i Jesper klarer sig selv (1941); i Marius (1944) møder vi et børnehjemsbarn, som kommer ud at tjene på en gård. I flere ungpigeromaner møder vi den stærke unge pige, som trodser omgivelserne for at nå sit eget mål, tydeligst i Naar Else vil - fra 1952 om en af de første piger, som tog studentereksamen trods rektors og lærernes modstand. Studentereksamen er også unge pigers mål i Dot (1931) og Rulle (1935). Den samme styrke finder vi hos Vibeke i serien, som indledes med Søstre (1923) og fortsætter med Vibeke (1923), Vibeke ude og hjemme (1924) og Kirsten bliver voksen (1926), hvor sidste bind handler om Vibekes lillesøster på et tidspunkt, hvor Vibeke har stiftet egen familie.

De sociale problemer, der findes i drengebøgerne og nogle få af pigebøgerne, dominerer dog ikke forfatterskabet. Tværtimod befinder vi os oftest i „det bedste Selskab”, som Christian Winther skriver i Danske Børnebogsforfattere (1939), noget han finder „det er en ublandet Glæde af beskæftige sig med, og som man gerne vender tilbage til”. Dette „bedste Selskab” findes bl.a. i de nævnte Søstre-bøger, som til dels foregår på et gods, men det understreges samtidig, at materiel rigdom ofte efterlader et savn hos personerne efter livets sande værdier, således i bøgerne med de sigende titler Mange Penge (1930) og Rigmandsbørn (1935), sidstnævnte om to børn, som – da deres velhavende forældre rejser til udlandet og efterlader dem alene – finder lykken i to andre familier; i den ene er faren tilmed i fængsel.

Trods succes hos kritikerne solgte Bentzons børne- og ungdomsbøger kun i begrænsede oplag. En vis kommerciel succes fik hun med sine småbørnsbøger, både i de tre debutbøger Troldungen, Asger og hans Lillesøster og Jul paa Palskov, alle fra 1921, og Lille Lise Lotte og Buksetroldene (1930). I den sidste har vi det typiske møde mellem Lise Lotte, som får alt, hvad hun peger på, men lever i ensomhed, fordi hendes mor er død og hendes far meget væk, og de to buksetrolde, Per og Povl, som ingen far har og nok så vigtigt lever under helt andre økonomiske forhold med en hjertensgod mor.

Inger Bentzon fortalte selv om det at skrive for børn og voksne i bogen Cæcilie paa Voldstrup (1926): „Naar jeg saa har lært at skrive for Børn, vil jeg skrive for Voksne, og kan jeg gøre det godt nok, vil jeg skrive for Børn igen, for det bedste er ikke for godt til Børn.”

Vilhelm Riegels (1869-1921) er en atypisk forfatter alene af den grund, at han som mand skrev for piger og tilmed gjorde det uden at anvende pseudonym. Han bekendtgjorde i sin sidste roman, Frøken Dik for sidste Gang (1921), at personen frøken Dik, som da havde optrådt i otte bøger, var hans egen datter, og at han i øvrigt tidligt var begyndt at fortælle hende historier, også de såkaldte „Da far var lille”-bøger, hvis første bind kom i 1908. Handlingen i disse erindringsbøger foregår i slutningen af 1800-tallet. Riegel rejste tidligt rundt i verden, i en periode som journalist, og han brugte i høj grad dette stof i sine Frøken Dik-bøger.

Den første Frøken Dik-bog var Frøken Dik fra 1914, og derefter fulgte så typisk et bind om året. Serien blev en betydelig succes, som dog ikke rakte meget ud over forfatterens levetid. Frøken Dik, som allerede i bind 2 er blevet voksen, Frøken Dik bliver voksen, bevæger sig i disse bøger ud i den store verden, bl.a. til USA og Rusland, hvor hun møder sin adelige forlovede, hvilket giver den meget politiserende fortæller og dermed forfatteren rig lejlighed til at kommentere verdensbegivenhederne ud fra en udpræget konservativ synsvinkel. Om de revolutionære i Rusland skriver han i Frøkens Diks Bekendelser (1920):

"Bolchevikkerne er ikke Russere, de er ikke andet end vilde Dyr. Den, der kæmper mod bolchevikkerne, han kæmper for Rusland, det store hellige, hvide Rusland."

Tidligere har han i Frøkens Diks Dagbog (1919) kommenteret samme begivenhed:

"Og ser du, lille Dik, alt dette sker i Frihedens hellige Navn. Disse grænseløse Ulykker, alle disse forfærdelige Misgærninger finder Sted under Paaberaabelse af, at man vil skaffe Menneskeheden lysere, lykkeligere og bedre Levevilkaar. Man præker Proletariatets Diktatur. Man kræver den raa, brutale Magts Sejr over Aanden […]."

Det er Diks far, der en den gennemgående autoritet i bøgerne, også i de to bind, hvor fortællerstemmen er Frøken Diks, nemlig Frøkens Diks Dagbog og Frøken Diks Bekendelser.