I 1700-tallets slutning var det stadig sådan, at bogsalget i København især foregik på Børsen, hvor man siden 1630'erne havde udlejet stadepladser til bogsælgere. Handelen foregik, som Erik V. Krustrup skiver i Bogen i mediebilledet (1987) i „en blandet lugt af fisk, tjære, støv og hengemte sager”. I provinsbyerne kunne man finde boglader, mens man på landet var henvist til omkringvandrende bogsælgere, der også faldbød andre varer.

Der var endnu ikke etableret nogen klar arbejdsfordeling mellem forlæggere og boghandlere på dette tidspunkt. De, der udgav bøger, eller „forlagde” dem, dvs. finansierede dem, var typisk boghandlere eller bogtrykkere, ofte på den måde, at forfatteren selv måtte sikre et vist salg eller ved, at køberne forinden skulle melde sig som købere; de skulle „subskribere”. Det var ganske almindeligt, bl.a. i børnebøger, at der i selve bogen var aftrykt en liste over, hvem der havde subskriberet på det pågældende værk. Det bemærkes, at der – når der ses bort fra skolebøger – stadig er tale om ganske små oplag, og at dette ikke kun gælder børnelitteraturen. For flere af Oehlenschlägers og Steen Steensen Blichers værker gjaldt det således, at der kun kunne samles omkring 250 subskribenter. Sværest var det at sælge digtsamlinger, hvad ikke mindst Emil Aarestrup fik at føle. Da B.S. Ingemann arbejdede på vers-romanen Holger Danske, skrev han til Grundtvig, at „et helt langt Digt læser ingen mer i vor Tid”. Allerede dengang kendte man altså til afsætningskrise for visse former for litteratur og til nostalgiske tilbageblik på gamle dage, hvor alting var meget bedre. Hvad der derimod kunne sælges, var romaner, ikke mindst Walter Scotts oversatte bøger, men også Ingemanns.

De boghandlere, som markerer sig som udgivere, kaldes for forlagsboghandlere. Et klarere skel mellem forlæggere på den ene side og boghandlere på den anden udvikler sig i første halvdel af 1800-tallet, og det er bl.a. det, der fører til ønsket om at sikre ordnede forhold på markedet, som samtidig bliver større og større. Markante forlagsboghandlere var Jacob Deichmann, C.A. Reitzel, Andreas Frederik Høst, Christian Steen og Søren Gyldendal. Forlagsboghandelen Gyldendal var startet i 1770, samme år som Struensee for en kort periode fik indført trykkefrihed i Danmark. Søren Gyldendal medvirkede i høj grad til at effektivisere bogproduktionen og -distributionen, bl.a. ved at bruge kommissionærer, som solgte hans bøger rundt om i det danske rige, dvs. inkl. Norge.

Det var flere af disse fremtrædende boghandlere, der i 1837 stiftede Den københavnske Boghandlerforening. Målet var at sikre, at man havde styr på prisfastsættelsen og på samspillet mellem producenterne, som efterhånden blev til forlag i moderne forstand, og forhandlernettet. Som stifterne af foreningen erklærede: „Til vore Formaal hører ogsaa ved de lovlige Midler, som staar i vor Magt, at virke til Opnaaelse af et for Publikum og Boghandlerne lige vigtigt og fælles Gode: faste priser.” Med andre ord indførte man den såkaldte „faste bogladepris”, som skulle stå næsten uanfægtet, trods store ændringer i samfundet, frem til omkring 2000, hvor konkurrencemyndighederne krævede, at bogpriserne skulle gives fri.

Befolkningen havde imidlertid andre muligheder for at få fat i bøger, end at købe dem. Endnu fandtes der ikke offentlige biblioteker med gratis udlån af bøger – det skete først i 1920. Til gengæld havde man de såkaldte lejebiblioteker og læseselskaber, som havde vundet indpas i midten af 1700-tallet, og som fastholdt deres popularitet helt op mod år 1900. Bag driften stod normalt boghandlere. Blandt de kendteste læseselskaber var Gyldendals Boghandels Læse-Indretning med mere end 1000 titler på lager.

Lejebibliotekerne havde den største udbredelse. Her kunne man mod betaling låne bøger, typisk romaner og biografier, men også populære, historiske værker, med andre ord: morskabslæsning. Brugerne kom fra alle samfundslag og var både mænd og kvinder, i modsætning til de finere læseselskaber, som næsten udelukkende henvendte sig til mænd, og som især distribuerede faglitteratur og faglige tidsskrifter. I læseselskaberne abonnerede man typisk på skrifterne, som så blev leveret pr. bud på ens adresse.

Lejebibliotekerne blev også brugt af større børn og unge, og det vakte nogen uro blandt datidens skolefolk, fordi en stor del af den litteratur, lejebibliotekerne tilbød, betragtedes som underlødig. Så utilfredse var skolefolkene, at de i Tidsskrift for Almueskolevæsen i 1837 foreslog, at der blev oprettet særlige skolebiblioteker som alternativ til lejebibliotekerne, som udsendte „megen sædelig Gift” i „mangen fordærvelig Bog, der aldeles modarbejder Lærerens Stræben at befordre Disciplenes sædelige Dannelse”. Så langt skal vi tilbage i tiden for at møde det første krav om de skolebiblioteker, som i vid udstrækning oprettes på frivillig basis fra slutningen af 1800-tallet, men først optræder i biblioteksloven i 1964. Det bemærkes, at man allerede siden skoleforordningen af 1775 havde haft biblioteker på flere latinskoler.

Blandt de bogtrykkere og boghandlere, som tidligt ser muligheden for at gøre produktion af børnebøger til en givtig forretning, skal Morten Hallager og Christian Steen omtales. Det skal i det hele taget understreges, at forlæggere har haft endog meget stor betydning for børnelitteraturens udvikling. I England sætter man således oftest den moderne børnelitteraturs fødsel til de år, hvor forlæggeren og forfatteren John Newberry (1713-67) begyndte at udgive letlæselig kvalitetslitteratur til børn til en billig pris, bl.a. The History of Little Goody Shoes (1765) og A little Pretty Pocket-Book (1767). I Frankrig fik forlæggerne Louis Hachette (1800-64) og Pierre-Jules Hetzel (1814-86) hundrede år senere den samme betydning. Hachette indgik i 1850-erne en aftale med de franske jernbaner om eneret til i deres kiosker at sælge syv bogserier, heraf en med billige billedbøger til børn, bl.a. skrevet af den i hjemlandet kendte Comtesse de Ségur. Hetzel begyndte i 1840'erne at udgive eventyr og fantastiske fortællinger for børn, skrevet af samtidens bedste franske forfattere, bl.a. Alexandre Dumas d. Ældre og George Sand, og tog i 1864 initiativet til børnebladet Magasin d'Education et de Récréation.

Noter

Om bogmarkedets udvikling omkring 1800, se Erik V. Krustrups Bogen i mediebilledet (1987), s. 63-74, og Arthur G. Hassøs Den danske Boghandlerforenings Historie gennem hundrede Aar (1937).

Om salget af bøger i første halvdel af 1800-tallet, se Sven Møller Kristensens Digteren og samfundet i Danmark i det 19. århundrede bind 1 (1942, ny udg. 1965).

Om de tidlige bestræbelser på at skabe børnebogssamlinger og skolebiblioteker, se M. Winges Dansk børnelitteratur 1900-1945 – med særligt henblik på børneromanen (1976, s. 61ff) og T. Weinreichs artikel „Hvilket skolebibliotek?” i Børn & Bøger nr. 1, 2001.

Vejviser

Værket Historien om børnelitteratur udkom i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Boghandelen og forlagene.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig