Filantroperne

Mennesket er dybest set godt. Giver man derfor mennesker gode vilkår, ikke mindst i deres opvækst, vil de udvikle sig til fornuftige og nyttige borgere til glæde for samfundet. Dette er kernen i oplysningstidens opfattelse af mennesket og verden, især som denne formuleres af tidens „menneskekærlige” filantroper. Det er efter disse filantropers opfattelse nødvendigt, at de velstillede og på anden måde priviligerede påtager sig ansvaret for at skabe et samfund byggende på oplysning og præget af en nytte- og lykkemoral.

Og det sker da også i vid udstrækning i sidste del af 1700-tallet. Forpligtelsen er dels individets, dels samfundets. Over det meste af Europa oprettes derfor filantropiske foreninger og selskaber, hvis medlemmer arbejder for bedre vilkår for børn, kvinder og fattige og for hele erhverv, ikke mindst landbruget. Samtidig presser man på for at få gennemført en tilsvarende lovgivning, bl.a. for at komme fattigdommen og det dertil knyttede tiggeri til livs. I Danmark gennemføres således fattiglove i 1799 og 1803, samtidig med at tiggeri bliver gjort strafbart. Filantropernes projekt er dermed ikke mindst en moralsk bevidst og fremsynet overklasses oprør mod et samfund, som synes gået i stå. Bevægelsen er i sit udgangspunkt ikke de underpriviligeredes oprør mod magthaverne.

Oplysningstanken slår tydeligt igennem i skolen, også i Danmark, hvor bl.a. godsejere som Christian og Ludvig Rewentlow, Ernst Schimmelmann og A.P. Bernstorff lader bygge skoler på deres godser. Inspirationen henter de først og fremmest i Tyskland og ikke mindst hos Basedow, Salzmann og Campe. For disse gjaldt det, meget typisk for filantroperne, at der ikke var langt fra ord til handling. Ikke alene skrev de opdragelsesværker, men de tog også de praktiske konsekvenser af deres holdninger, for dels oprettede de skoler, dels skrev de børnebøger, som levede op til de krav, de selv stillede.

Den ældste af dem, Johann Bernhard Basedow, oprettede således i 1774 sin mønsterskole kaldet Philantropium nær Dessau, i vid udstrækning byggende på Rousseaus ideer, ligesom han skrev det tidligere omtalte Elementarwerk (1770-74) for børn. Inden da havde han i 1553-61 været ansat som professor i moral og „de skønne Videnskaber” på Sorø Akademi. Denne stilling måtte han forlade, fordi hans skrifter blev betragtet som så kontroversielle, at de blev forbudt flere steder i Tyskland, og nok også fordi han blev beskyldt for drikfældighed. At han lang tid efter sin død er blevet betragtet som kontroversiel, fremgår af Salmonsens store leksikon (1915), hvori han i en ellers nøgtern artikel omtales som „uden moralsk holdning”, hvilket turde være usandt.

Fundamentet i filantropismens pædagogik var – ud over troen på det gode i mennesket – at børn skulle undervises uden brug af udenadslære og terperi og uden brug af korporlig straf. Vigtigt var det også, at det boglige ikke kom til at dominere. Det praktiske, dvs. brugen af kroppen, blev sat i højsædet. Det var ikke ubetinget nye tanker, men det nye var, at tankerne blev gjort til virkelighed.

Den tilsigtede pædagogiske metode var den sokratiske samtale, som søgtes overført til børnebøgerne, hvor børn – sådan som det ses i Campes Robinson der Jungere og i Den danske Skoelemester indgik i en dialog med en voksen, typisk en far eller en lærer.

Større betydning for den danske børnelitteratur end både Locke, Rousseau, Basedow og Campe synes Salzmann at have haft. Adskillige af hans værker, både opdragelsesværkerne og børnebøgerne, oversættes hurtigt til dansk, og det er næppe et tilfælde, at det er ham (ud over Rousseau), som Adam Oehlenschläger henviser til i en af sine fortaler i Eventyr af forskiellige Digtere fra 1816 (se Det romantiske barn).