Allerede omkring 1900, dvs. inden der fandtes love om børne- og skolebiblioteker, så man tendenser til en kamp mellem skole- og børnebiblioteker, fordi det jævnligt blev foreslået, at man kunne nøjes med et af bibliotekerne i kommunerne. Denne kamp forstærkedes i 1920'erne og har holdt sig tæt op til i dag. Da politikere i 1980'erne stillede spørgsmålet, om man ikke kunne nøjes med den ene af de to måder at biblioteksbetjene børn på, faldt der således knubbede ord mellem børne- og skolebibliotekarer, og Danmarks Skolebiblioteksforening (i dag: Kommunernes Skolebiblioteksforening) udgav en pjece med titlen „Hvorfor to slags biblioteker?”.

.

Skulle man ikke læse børnebøger i tilknytning til skolens undervisning, så skulle man det derimod meget gerne i fritiden. God børnelitteratur, selvfølgelig. Målet var ikke mindst at holde børnene og de unge væk fra den litteratur, de mødte i lejebibliotekernes samlinger og i forskellige billige serier af tvivlsom litteratur, som kunne købes i „Smaagadernes Bladboutikker”. Og midlet var børnebiblioteker oprettet på skolerne. Endnu fandtes der ikke noget offentligt bibliotekssystem i Danmark, som kunne påtage sig denne opgave.

Tanken om børnebogssamlinger var ikke ny. Som tidligere omtalt argumentede man allerede i 1820'erne for oprettelse af en form for skolebiblioteker, netop med det formål at redde børnene fra „den sædelige Gift”, de ellers risikerede at komme i kontakt med. Men først i slutningen af 1800-tallet intensiveredes og koordineredes kampagnen for alvor. Nu skulle det være!

I 1870'erne oprettedes mere end 300 biblioteker på landets skoler, dvs. på syv procent af skolerne, typisk på en enkelt entusiastisk lærers eller lærergruppes initiativ. Noget større pres fra lokalbefolkningen var der næppe tale om. Bøgerne hertil skaffede lærerne selv, eller de fik boggaver fra Udvalget til Folkeoplysningens Fremme, stiftet i 1866. Udviklingen tog yderligere fart i årene op til og lige efter 1900. Afgørende betydning fik Andreas Schack Steenberg (1854-1929), som i det hele taget kæmpede for oprettelsen af offentlige biblioteker efter det engelsk-amerikanske mønster med „free public libraries”. Men han interesserede sig også specifikt for børns adgang til biblioteker – og var altså ikke den eneste. Den tidligere omtalte Niels K. Kristensen holdt både foredrag og skrev artikler om sagen. I 1902 foreslog han således, at man udarbejdede lister over børnebøger, hvilket skete i 1905 med ministeriel støtte, samme år som der for første gang på finansloven blev afsat midler til børnebogssamlinger, og samme år som den meget indflydelsesrige skolemand Joakim Larsen (1846-1920) i et foredrag stillede krav om, at der „i ethvert Hjem med Børn og ved enhver Skole [findes] en Samling af Bøger for Børn”.

Allerede i 1900 havde man i Det Sthyrske Cirkulære kunnet læse:

"I Erkendelse af, at der i Børns Morskabs- og Fritidslæsning er givet et vigtigt Opdragelsesmiddel, vilde der for Skolen være Grund til at tage dette i sin Tjeneste derved, at den søgte at hjælpe, vejlede og tilskynde Børnene til god og for deres Alder passende Læsning."

Bibliotekssagen handler om biblioteker for både voksne og børn, men det er skolerne, som man i begyndelsen ser som det naturlige hjemsted for børnebiblioteker, for det er jo her, man møder børnene. De folkebiblioteker, der – endnu inden der findes en bibliotekslov – opstår rundt omkring, retter sig næsten udelukkende mod voksne. Det gør bibliotekaren Thomas Døssing (1882-1927) opmærksom på i 1915, hvor han i Dansk Biblioteksfører skriver: „I mange Folkebiblioteker vil man forgæves søge efter Bøger til Børn og den første Ungdom […] Det [dvs. skolebiblioteker] er dog ikke nogen helt tilfredsstillende Ordning; Børnebogssamlingerne er i Reglen lukkede i Ferierne, en Tid, da Børnene i høj Grad trænger til dem […].” Da man i 1920 får den første danske bibliotekslov, er børnene ikke medtænkt. Dem må skolerne tilsyneladende tage sig af, uden lovgrundlag vel at mærke. Hele skolebibliotekstanken kommer dermed under pres. Selvom den skolekommission, der forbereder en nye skolelov, allerede i 1923 har foreslået oprettelse af egentlige skolebiblioteker, sker det ikke, selv ikke da skoleloven vedtages i 1937. Presset bliver ikke mindre, da staten i 1924 beslutter, at kun én bibliotekstype i hver kommune kan modtage statsstøtte, altså enten folke- eller skolebibliotekssystemet.

I 1931 ændredes biblioteksloven sådan, at man nu skulle betjene alle borgerne i lokalområdet, dvs. også børnene. Det førte nogle steder til et frugtbart samarbejde mellem folke- og skolebiblioteker. Andre steder gravedes de grøfter, som var opstået i 1920'erne, dybere. Der gemte sig nemlig i hele denne dårligt gennemtænkte bibliotekskonstruktion for børn en modsætning, som aldrig blev fuldt og helt løst. Dengang og senere er spørgsmålet blevet stillet: Hvad skal man med to bibliotekssystemer for børn?

Bibliotekssagen førte med andre ord til biblioteksbetjening af børn på de lovpligtige folkebiblioteker og – trods midlertidige tilbageslag – til oprettelse af adskillige skolebiblioteker, selvom det gik langsomt i landkommunerne.

Et nok så vigtigt resultat af denne kamp for biblioteker i skolen er måske, at der fra slutningen af 1800-tallet dermed skabes en alliance mellem skolen, barnet og bogen. Der er en stigende erkendelse af, hvor vigtigt det er, at børn læser god litteratur i deres fritid, og – helt afgørende – at skolen og dermed også den enkelte lærer har et ansvar herfor, uanset om der er lovgivningsmæssig opbakning. Derfor opretter lærerne ikke alene skolebiblioteker; de går også aktivt ind som sælgere af børnebøger, da Christian Erichsen opretter sin Børnenes Bogsamling i 1896, ligesom de stiller sig til rådighed som formidlere af nogle af tidens børneblade. På bagsiden af bladet Børnevennen. Vor Ven, som udgives af bogafdelingen i Magasin du Nord, kan man således læse: „Bladet kan bestilles hos de fleste Lærere og Lærerinder samt igennem alle Boghandlere og Postkontorer i Landet”.

Det er en udvikling, som skaber de bedst tænkelige muligheder for en stor og målrettet børnebogsproduktion, men det er også en udvikling, som medvirker til at skabe en institutionalisering og dermed styring af børns læsning.

Noter

Hvad angår folkeskolen, bibliotekssagen og det børnelitterære marked i første halvdel af 1900-tallet henvises til M. Winges Dansk børnelitteratur 1900-1945 – med særligt henblik på børneromanen (1976)

Vejviser

Værket Historien om børnelitteratur udkom i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Bibliotekssagen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig