Bitten leger med sin gode ven Ole, der i Bertha Holsts roman Bitten (1910) får så krank en skæbne. Fotografier var almindeligt brugt som illustrationer i romaner i begyndelsen af 1900-tallet.

.

I et selvportræt gengivet i bladet Folkeskolen 3. august 1962 skriver Bertha Holst:

"Blev skrevet ind i Kirkebogen som Bertha Emma Elisabeth Hall – blev adopteret af Godsforvalter Holst, Wedellsborg, gift med Nina Bang, og skrev mit nye Navn i Jorden med en Pind – blev Skolebarn og skrev Stile – ingenlunde fejlfrie – blev Lærerinde og skrev Vidnesbyrd, meget skrappe, – blev Sanatoriepatient og skrev Breve, temmelig muntre – blev Forfatter, og skrev Bøger, forhaabentlig gode."

Et gennemgående træk i tidens anmeldelser af hendes bøger er, at de fremhæves som værende blandt de bedste, og at hendes styrke især er, at hun tager børnenes parti og viser stor indsigt i de dårligst stilledes livsvilkår. Dette skyldes ikke mindst, skriver kritikeren Christian Winther i Danske Børnebogsforfattere (1939), at hun tilbragte så megen tid sammen med godsets „jævne Folk”: „Hun fandt saa megen Hjertensgodhed hos Tjenestepiger og gamle fattige Piger”.

Holst debuterer i 1908 med en roman for voksne, Vingefang, samme år som hun udgiver sin første bog for mindre børn, Tvillingerne. I øvrigt deler hendes forfatterskab sig i bøger for mindre, men dog selvlæsende børn i 10-12 års alderen, og ungpigeromaner.

Til de sidste hører Lisbeths første Kærlighed (1911), Gunvors Læretid (1915) og Vibe (1928).

I bøgerne for de yngre læsere trækker Holst i høj grad på sine egne erfaringer. De fleste personer er forældreløse eller i en længere periode væk fra hjemmet. I Tvillingerne er børnenes mor død, og faren sender dem væk. Bitten i romanen af samme navn fra 1910 er forældreløs. Hovedpersonen i Inger Margrethe (1914) vokser op hos en fattig plejemor. I Blindebuk (1920) møder vi en forældreløs dreng, som vokser op hos sin onkel, og i Trold (1924) lever en lille pige som udstødt af fællesskabet på et børnehjem, indtil hun adopteres af en jævn kvinde fra storbyen.

To af Holsts pigebøger skal her omtales nærmere, nemlig Tvillingerne og Bitten.

Tvillingerne, som mindre end 40 år efter sin udgivelse var solgt i mere end 100.000 eksemplarer, mangler ganske ydre dramatik i sin skildring af tvillingerne Tops og Props genvordigheder. Top hedder i virkeligheden Harald, og Prop Margrethe. De karakteriseres fra starten på denne måde:

"De samme solbrændte, forsorne Ansigter, de selvsamme spillende Øjne og de samme kraftigt byggede, smaa Skikkelser, der altid var i Bevægelse, aldrig dér, hvor man havde Brug for dem, og bestandig dér, hvor de ikke burde være."

Tops og Props mor døde, da de var ganske små, og nu som 12-årige sender faren, birkedommer Hempel, dem væk for at blive opdraget hos den strenge faster Anna. Årsagen er, at de af lutter godhed har hjulpet den stakkels Strikkemarie med at få hendes kæreste ud af arresten, som ligger i direkte tilknytning til birkedommernes bolig. Men her griber forfatteren ind med en kommentar:

"Hvis Tvillingernes Far havde vendt sig i sin Stol, var det maaske gaaet op for ham, at han ved et eneste kærligt Ord kunne bringe dem tifold nærmere det gode end ved at sende dem bort fra sit Hjem."

Hos fasteren trues Top og Prop først med at skulle gå i hver sin skole, men de sætter hårdt mod hårdt, og fasteren giver sig. Også i skolen går det imidlertid galt på grund af uforstående lærere, bl.a. Hr. Petersen, som klassen på et tidspunkt forærer et cigar med knald i. Tvillingerne får skylden, sagen overdrages til rektor, og dermed introduceres læseren for den tidstypiske forstandige pædagog. Da han vil opsøge fasteren med en klage, møder tvillingerne rektoren i entreen, hvor de fortæller ham, at klagen vil medføre, at de ikke kommer hjem til jul, og så er det igen forfatterens tur til at sætte det hele i perspektiv:

"Rektor saa fra Tvillingerne og rundt i Stuen og på Tvillingerne igen og forstod, som den Menneskekender han var, at faster Annas Hus var ikke Stedet, hvor Tvillingerne kunne trives og være glade. Og han syntes pludselig, at der havde han Forklaringen paa det lille, forpinte Glimt, der undertiden kunne være i Tvillingernes Øjne, naar de ikke netop talte eller lo. Han havde aldrig rigtig kunnet forstaa det, hos de livsfriske Børn, der var de kæreste og mest ubændige smaa Personer, han i Mands Minde havde haft paa Skolen."

Tvillingerne kommer hjem til jul, dog først efter pr. brev at have fået at vide, at der venter dem en overraskelse: Faren har giftet sig igen. Tvillingerne meddeler – ligeledes pr. brev – at de synes, det er en dårlig idé, og der er da også konflikter i starten, men da deres nye „mor” i en prekær situation tager dem i forsvar, tilmed selve juleaften, og foreslår faren, at de ikke skal sendes tilbage til fasteren, ender alt lykkeligt. Bogens sidste linjer er: „For Tvillingerne syntes jo, nu de tænkte over det, at det var virkelig næsten, som om Vorherre havde foræret dem en Mor til Jul.”

Bitten, som udkommer to år senere, har flere fælles træk med Tvillingerne. Også Bitten er 12 år, også hun hedder i virkeligheden noget andet, nemlig Charlotte Amalie, og også hun tvinges i en periode væk fra hjemmet på grund af angiveligt dårlig opførsel. Bitten er forældreløs, og det er hendes farfar, godsejer Juel, som har ansvaret for hende, hvilket han forvalter ved at betale for ophold på en skole. Godsets faktotum, jomfru Frandsen, overtaler godsejeren til at tage Bitten hjem, men det bliver ikke nogen større succes. Bitten passer ikke sin skole, men farter omkring, ikke mindst sammen med den retsindige og boglæsende Ole, som også er forældreløs og bor hos sin bedstefar. Da det bliver godsejeren for meget, sendes Bitten til tante Cordelia, hvor hun skal opdrages og gå i skole med dennes dydige døtre, Flora og Fritze. Bitten erklærer, at tanten er ond, men her griber forfatteren så ind, som det også var tilfældet i Tvillingerne:

"Det [at tanten var ond] tænkte Bitten, men deri havde hun nu Uret. Tante Cordelia var ikke ond. Hun var bare kold. Men det kunde hun ikke forandre, for det havde hun fra sin Mor, der altid havde sagt: „Cordelia, behersk dig. Det er kun tarvelige Folk, der lader sig rive med af deres Følelser.” Saadan havde hun lært, og saadan lærte hun sine Døtre."

Flere gange stikker Bitten af, men hjem til godset kommer hun først, da hun en sen aften i fortvivlelse opsøger Frandsen, efter at hun har hørt, at Ole er død. Den udmattede Bitten „faldt i en svær Sygdom”, men hun overlever, og på hendes 13 års fødselsdag erklærer farfaren hende sin kærlighed. Fremover skal hun blive på godset.

Noter

Om Bertha Holst, se også Herdis Tofts artikel „Virkeligheden som fiktion og fiktionen som socialisation” (i F. Mouritsen (red.): Analyser af børnelitteratur, 1976).

Vejviser

Værket Historien om børnelitteratur udkom i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Bertha Holst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig