Fra Flemming Quist Møllers Cykelmyggen Egon (1967), forfatteren har også tegnet.

.

Gennem det meste af børnelitteraturens historie har man diskuteret, om der i børnelitteratur altid skal være „et lys for enden af tunnelen”. Og det diskuteres ikke mindre i dag. Her har Julie Nord fra galleriet „The Leisure Club Mogadishni” tegnet sin udgave af tunnelen og lyset (fra Weekend-Avisen 18.-25. november 2004).

.

Man kan anskue billedbogens historie som én lang bevægelse hen mod større og større integration af tekst og billeder. I de tidligste billedbøger var teksten og illustrationerne af tryktekniske grund skarpt adskilt. Illustrationer, typisk illuminerede „kobbere”, var samlet i et særligt bind eller på sider bag i bogen, men efterhånden også på særligt papir inde i bogen. Tekst og billede optrådte ikke på samme side. Da det efterhånden blev muligt at trykke tekst og billeder i en og samme proces, fik vi billedbøger med den klassiske opbygning, som vi kender fra 1800-tallet: på den øverste halve side en tegning, ofte indrammet, og på den nederste halve side teksten, ofte også indrammet, som det ses i fx H.V. Kaalunds Fabler for Børn (1845). Senere i 1800-tallet blev tekst og billede mere integreret på siden, som det ses i Johan og Pietro Krohns Peters Jul fra 1870, og i mere eksperimenterende form i Conrad Staugaards Rama Sama fra 1898 og flere af Louis Moes billedbøger fra lige omkring år 1900, bl.a. Julemandens Bog (1899), hvor teksten tilmed er håndskrevet og bliver en del af illustrationen.

Den totale integration, som vi også kender fra moderne billedbøger, møder vi første gang i Flemming Quist Møllers (f. 1942) Cykelmyggen Egon fra 1967. Som det ses af illustrationseksemplet er den håndskrevne tekst bygget ind i et billedforløb på en og samme side, sådan som det også kendes fra tegneserier, startende i øverste venstre hjørne med afslutning nederst i højre hjørne, altså følgende læseretningen. Det er det, som i tegneserieverdenen kaldes for „den grafiske rutsjebane”.

Selve historien i Cykelmyggen Egon er ganske enkel. Den indledes som en blanding af skøn- og faglitteratur med oplysninger om myggens udvikling fra æg over larve til myg. Sammenstødet mellem oplysning og fortælling ses i formuleringer som „æg, som klækkes (fagudtryk) og bliver til små livlige myggelarver,” som „vimser (fiktionering) rundt i vandet og laver ballade (fiktionering)”.

En af myggene er dog andet og mere end blot en myg. Den er en cykelmyg og hedder Egon, som „elskede en hård spurt over alt andet”. Egon udskiller sig og repræsenterer dermed den nye tids barn i børnelitteraturen, barnet som individ, ligesom det er tilfældet med de tidligere omtalte Silas og Virgil. Egon markerer selv denne individualitet, da han af cirkusdirektøren omtales som „den første myg i verden, som bliver cirkusartist”. Egon svarer: „Jeg er ikke nogen myg. […] Jeg er en cykelmyg.”

Og Egon ender netop som cykelartist efter at have prøvet lidt af hver på sin rejse. Han har været en tur rundt i en sovende mands næse, hjulpet bierne med at samle honning og været på besøg hos den selvbevidste og vandpiberygende kålorm, kendt fra Alice i Eventyrland, inden han kommer i kontakt med det loppecirkus, hvor han slår sig ned. Som sådan ikke nogen revolutionerende fortælling, heller ikke i 1967, hvor vi har tilsvarende skildringer i de reformpædagogiske billedbøger, tegnet af bl.a. Arne Ungermann og Egon Mathiesen. Men billedsiden er unik og et vendepunkt i billedbogens historie. På én gang en kulmination på en igangværende udvikling og begyndelsen på en ny måde at tegne på, som har sat sig spor helt op til i dag.

Hele 38 år efter udgivelsen af Cykelmyggen Egon, dvs. i 2005, udkom en fortsættelse, Cykelmyggen og dansemyggen. Heri er Egon stadig glad for „en hård spurt” og ikke mindre selvbevidst: „Se lige mig” råber han, bl.a. til dansemyggen Dagmar, som bliver hans kæreste og medspiller i et flot cirkusnummer. Selvom det er den samme Egon, mangler alligevel noget af den første bogs særpræg. Først og fremmest er den håndskrevne tekst erstattet af tekst i almindelig sats, en væsentlig forringelse, fordi forbindelsen mellem den indholdsmæssige og den grafiske dynamik helt forsvinder. Dette understøttes yderligere af, at Cykelmyggen og dansemyggen er helt i farver, hvor flere af Cykelmyggen Egons illustrationer er sort-hvide. Endelig er bogen tilføjet en pædagogisk dimension, idet læserne på de ofte overfyldte myldrebilleder skal finde blomster, fugle og dyr som hare, dværgspidsmus og isbjørn, samt nogle trolde og en nisse, hvis eksistens der gøres opmærksom på på bogens allersidste side.

Blandt Flemming Quist Møllers andre bøger kan nævnes Bennys Badekar (1969), som også blev til tegnefilm, Snuden (1980), som blev til en hel serie, og Jungledyret Hugo, som begyndte som radioføljeton og udkom som bog i 1988 med sønnen Carl Quist Møllers (f. 1964) illustrationer; også den blev til tegnefilm (1993).

Med omtalen af en række værker udgivet i skæringsåret 1967 afsluttes fortællingen om dansk børnelitteratur gennem 400 år, begyndende med Niels Bredals Børne Speigel fra 1568. Det vides ikke nøjagtigt, hvor mange titler der udkom i disse 400 år, men det drejer sig formentlig om ca. 16.000 danske og oversatte værker, altså et årsgennemsnit på 40 titler.

Og dermed er i virkeligheden langt mindre end halvdelen af den danske børnelitteratur omtalt i denne bog. For på de knap 40 år, der er gået siden 1967, er der udkommet op mod 40.000 titler, fordelt på ca. 15.000 danske og ca. 25.000 oversatte værker, svarende til ca. 1000 titler pr. år.

Perioden siden 1967 har på næsten alle områder været en fremgangsrig tid for dansk børnelitteratur. Kun i få andre lande er der udgivet så mange titler set i forhold til befolkningens størrelse. Og bøgerne er blevet solgt, ikke mindst til skole- og børnebibliotekerne.

Ser vi på de danske børn, så læser de ganske mange bøger, selv i en tid hvor medieudbuddet er forøget betragteligt. I gennemsnit hjemlåner hvert eneste barn således i dag mere end 50 bøger fra skole- og børnebibliotekerne om året. Til sammenligning er tallet i Sverige 20 og i Norge 15. Men et problem er det, at især danske børn har en tendens til at droppe bogen som fritidslæsning, når de bliver ældre.

Bemærk, at der i stort omfang forskes i og skrives om børnelitteratur, og at danske børnebogsforfattere og -illustratorer gennem biblioteksafgiften har de bedste statslige støtteordninger, der findes i verden.

Skal selve børnelitteraturen efter 1967 beskrives med blot ét ord, bliver det mangfoldighed, rummende også høj kvalitet og stor kunst, selvom der er dem, der mener, at børnelitteratur ikke kan være kunst. Dem om det!

Noter

Begrebet „den grafiske rutsjebane” stammer fra O. Hansen og J.P. Aggers Tegneserien (1979).

Den danske børnelitteratur siden 1967 er ganske grundigt beskrevet i et utal af artikler og flere værker, både i form af mere samlede oversigter og specialværker om bl.a. billedbogens og ungdomsromanens udvikling. Se her litteraturlisten.

Tallene for børns hjemlån af bøger fra skole- og børnebiblioteker i Danmark, Norge og Sverige findes i den norske Årboka. Litteratur for barn og unge (siden 2001). Se også T. Weinreichs Børnelitteraturen i tal (1992), s. 27-37.

Vejviser

Værket Historien om børnelitteratur udkom i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Cykelmyggen Egon.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig