Da den danske stat i 1947 for første gang udbetalte den såkaldte biblioteksafgift for den brug, bibliotekerne gør af forfatternes værker, var det Alfred Christian Westergaard (1888-1951), som fik udbetalt de fleste penge, dvs. at han var den forfatter, som havde flest bøger stående på bibliotekerne. 20 år senere – og dermed 16 år efter sin død – kom han ind på tredjepladsen.

A. Chr. Westergaard, som han normalt omtales som, var en produktiv forfatter med op mod 60 børnebøger, de fleste drengeromaner, og han var populær ikke kun hos bibliotekarerne, men også hos både anmeldere og læsere. På Danmarks Biblioteksforenings børnebogsudvalgs lister over anbefalelsesværdige bøger, Fortegnelse over Børne- og Ungdomsbøger, var han opført med flest titler i alle årene, dvs. 1932, 1938, 1941 og 1944. Og anmeldelserne af hans bøger indledtes typisk med formuleringer som

"Forfatteren […] hører til de allerbedste Navne inden for dansk Ungdomslitteratur. Han tager ethvert ønskeligt Hensyn til Læseren i sine Skildringer; han er frisk og fornøjelig, levende og sandfærdig i sin Fremstilling. Forældre kan trygt give deres Børn hans Bøger – og de kan selv læse dem med Glæde og Udbytte."

A. Chr. Westergaard var uddannet lærer og endte sin karriere som skoledirektør i Fredericia. I 1919 debuterede han med den lille vesterhavsfortælling Erik og Misse, som årene efter fik følgeskab af Mads Tumling (1920) og Strandens Børn (1921). Halvdelen af de bøger, han skrev, foregik blandt fiskere på den jyske vestkyst, især området fra den sydlige del af Nissum Fjord til Thyborøn, ikke noget velkendt miljø for den store del af læserne, men tilpas eksotisk til, at det kunne fange deres interesse. Her møder vi drenge, som bliver til mænd i kampen mod naturen, fattigdom og fristelser.

Mest udbredt blev serien om Klit-Per, begyndende med Klit-Per fra 1923 og efterfulgt af Klit-Pers Kamp (1927) og Klit-Pers Sejr (1928). Flere år senere fulgte Klit-Pers søn (1950) og Klit-Per over Nordsøen (1951), som foregår under Besættelsen, men som ikke har de første binds litterære styrke.

De første Klit-Per-bøger udmærker sig ved deres psykologiske portrætter af børn og unge og skildringer af det ofte tavst lukkede miljø bestående af fiskerne, som – når fiskeriet svigter, og det gør det tit – lever i den dybeste fattigdom eller tvinges til at arbejde som „Børster” på dæmningsarbejder.

Det gælder også Klit-Per selv. Først dør hans mor, og nogle år efter hans far, som på dødslejet siger: „Nu må du tage dig sammen, for du skal være Mand her og sørge for dine Søskende”. Og det gør Per så, om end modvilligt, for han må overtage farens plads i bådelavet og dermed tage med ud og fiske, og det kan betyde et farvel til livet som en af „Klittens Drenge”:

"Klittens Drenge er stærke i Arme, i Sind, i Venskab og i Vrede; det er en Arv efter Forældrene, som Ansigt til Ansigt med det mægtigste i Naturen – en ubrudt Storm og et fraadende Hav – har lært at kæmpe og ikke at vige."

Det er drenge, som „gaar med bare Ben til December”, som „tager den første Skraa, naar de er Ti Aar”, og som er i evig kamp mod „Bydrengene” og „Syddrengene”.

Per prøver at fastholde deltagelsen i kampene, ikke mindst mod Jørgen, lederen af „Syddrengene”. Så snart han vender tilbage fra fiskeriet, „rystede [han] Manden af sig og trak i Drengen – den gamle vilde Knægt”. Men det er svært, for de fanger næsten ikke noget, og søster Else, som har påtaget sig morens rolle og derfor også passer de to mindste søskende, Birgit og Mads, må igen og igen minde Per om hans forpligtelser.

På et tidspunkt er Per så langt ude, at han er lige ved at lade sig friste til smugleri af en af de andre fiskere, Mads Værles, et ondsindet gemyt med en svag karakter. Men naboen, „den gale Doktor”, hvis børn leger sammen med Pers små søskende, får talt ham til fornuft, og i stedet får Per job på et dæmningsarbejde, hvor han tjener så meget, at han kan betale al gæld, købe nyt til huset og endda have en del tilovers. Når denne vending sker, skyldes det ikke mindst, at han bliver gode venner med den gamle fjende, Jørgen.

Bogen slutter på Birgits fødselsdag. Per er gået udenfor i klitterne, og Birgit dukker op:

""Her er saa stille," siger Per og lægger Armen om sin lille Søster.Hun gemmer sine Hænder ind i hans.„Det er godt vi har dig,” siger hun. „Du er saa stærk og dygtig.”Han trykker heftigt hendes Hænder og bøjer sig ned over hende.„Jeg skal blive det, Birgit. – Jeg vil!”Saa gaar de ind. Pers Arm ligger skærmende om Søsteren."

Andre vestkystfortællinger om drenge, som må påtage sig det hårde job som børster, er Fra Øst til Vest (1930), Knud (1939) og Mads Revling (1939). Ligesom Hans Kirk bliver voksenlitteraturens skildrer af livet blandt fiskere og børster, bliver A. Chr. Westergaard det – på samme tidspunkt – inden for børnelitteraturen. Klit-Per blev filmatiseret i 1950 med titlen Vesterhavsdrenge.

Markant i forfatterskabet står også trebindværket, som indledes med Spionen (1925). Den foregår under l. verdenskrig i Belgien. Henri, hvis far er blevet indkaldt til hæren ved krigens start, må flygte sammen med sin mor og sine søskende, men moren dør, og børnene må klare sig alene. De vender tilbage til deres hus, som ligger i ruiner, men får først for alvor problemer, da en tysk officer hjælper dem, hvorfor de mistænkes for at samarbejde med fjenden. For at rense sig melder Henri sig til ambulancetjeneste, mens hans søskende placeres hos en familie. Romanen, som fortsættes i Regimentets Dreng (1926) og To Soldaterdrenge (1927), har pacifistiske træk, dog uden noget politisk budskab.

Westergaard engagerede sig efter 1. verdenskrig i hjælpen til de såkaldte „wienerbørn”, som levede i stor fattigdom, og hvoraf i alt 20.000 blev bragt til Danmark for at bo hos danske familier. Om en sådan transport af børn skrev han i En Wienerdreng (1921); her kommer hovedpersonen til en gård ved Vestkysten. Handlingen fortsættes i En Wienerdreng og hans Venner (1922).

For mindre børn skrev Westergaard bl.a. Lille-Gut (1926), Lille El (1933) og Lille Bo (1938). Han skrev også børnebøger under pseudonymerne Bodil Berg, Inge Holt, Gerda Larsen, Anders Vester og „Sonja og Hilda”.

Noter

De andre øverstplacerede forfattere på den første liste over modtagere af bibliotekspenge var i rækkefølge: Estrid Ott, Morten Korch, Thomas Olesen Løkken, Johannes V. Jensen, Martin Andersen Nexø, Gunnar Gunnarson, Sigurd Elkjær, Aage Krarup Nielsen og Leck Fischer. Danmarks Biblioteksforenings børnebogsudvalgs lister var ikke de første. I 1905 havde Det Pædagogiske Selskab offentliggjort sin liste, og i 1916 kom Fortegnelse over Bøger for Børn og Ungdom til Brug ved Indretning af Skolebogssamlinger.

Den citerede anmeldelse stammer fra Folkeskolen 1925 (s. 798).

Vejviser

Værket Historien om børnelitteratur udkom i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet A. Chr. Westergaard.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig