Fysikeren H.C. Ørsted, som var ven med H.C. Andersen, og som skrev et hovedværk inden for dansk romantisk filosofi, nemlig Ånden i Naturen (1850). Der er her tale om et litografi af C.A. Jensen fra 1839.

.

I Adam Oehlenschlägers berømte digt „Guldhornene” fra Digte 1803 er det ikke dem, der „higer og söger i gamle Böger, i oplukte Höie med speidende Öie”, som skaber forbindelsen til oldtiden, hvis bedrifter „i Mulm […] sig hylle”. De to, der finder guldhornene, er derimod en ung pige og en ung mand:

"Let som en Hindmed et muntert Sind,hun svæver og smiler;og som hun ilerog paa Elskov grubler –hun snubler!og stirrer og skuergyldne Luer,og rödmer og bæverog zittrende hævermed undrende Aandaf sorten Muld,med sneehvide Haand,det röde Guld.[…]Naturens Sön,ukiendt i Lön,men som sine Fædrekraftig og stor,dyrkende sin Jord,ham vil vi hædrehan skal atter finde!"

Det er de samme videnskabens grublere og den samme „Naturens Son”, der står over for hinanden i Oehlenschlägers skuespil Aladdin eller Den forunderlige Lampe fra 1805. Her sidder troldmanden Nureddin og „tegner Punkter i Sandet med en ibenholts Griffel, forbinder dem med Streger, og punkterer”, og hvad han ser, er en skat, som ikke han, men en anden skal finde, for „Naturens muntre Son er Lykken næst”. Pointen er, at

"[…] deri Lykken netop jo bestaaer,At den umiddelbar, ved skiulte Kræfter,Hen til sin elskte Genstand sikkert naaer.Den kommer selv, den vil ei gribes efter.Det hielper lidt kun, at du söge vil,At du Tanke paa dens Ankomst hefter."

Den udvalgte er Aladdin, hvis enestående held viser sig deri, at det er ham, der griber de pomeranser, som kastes ud blandt gadens drenge, også da de andre holder ham fast: „Den tredie Pomerans kastes ud, den falder i hans Turban”.

Fornuftsdyrkelsen i 1700-tallets oplysningstid gør Oehlenschläger grin med, både i „Sankt Hansaften-Spil” fra Digte 1803 og i Aladdin. Heroverfor sættes intuitionen, som især findes hos barnet og digtergeniet, for netop digteren har bevaret den barnlige dimension. Intuitionen betragtes som en naturtilstand, og netop „natur” bliver et kerneord, ligesom „fædrelandet” og dets historie med særlig opmærksomhed vendt mod den oldtid, som manifesterer sig i gravhøjene spredt ud over det ganske land og i den nordiske mytologi.

Inspirationen til de nye strømninger, som bærer fællesbetegnelsen romantikken, kommer i Danmark ikke mindst fra Tyskland, og de slår igennem inden for alle kunstarter – dog på forskellige tidspunkter – og inden for filosofi og videnskab. Man taler med den danske fysiker Hans Christian Ørsteds (1777-1851) ord om „ånden i naturen”, en enhed og helhed, som på én gang rummer det gode, det smukke og det sande.

Samtidig gør man i forlængelse af Rousseau op med oplysningstidens forestilling om barndom og voksenliv. Forenklet sagt har man i oplysningstiden haft den opfattelse, at barnet blot er en ufærdig voksen, mens man i romantikken kan se eksempler på, at man går i den modsatte grøft med forestillinger om, at voksne blot er at betragte som ødelagte børn. Barndommen ses nu som noget særligt, en tilstand – ofte skildret som noget nær en lykketilstand – der ikke kan reduceres til blot at være voksenlivet minus x procent. Der er en kvalitativ forskel. Derfor skal barnet også betragtes, som har det en værdi i sig selv. Dette må afspejle sig i opdragelsen, hvor den opfattelse vinder mere og mere frem, at barnet er at betragte som en plante, der vokser op på egne på forhånd naturgivne betingelser, hvorfor det blot er opdragernes rolle at optræde i rollen som den, der vander og gøder planten. Dette i modsætning til oplysningstidens opfattelse af barnet som en klump ler, der kan formes og omdannes til den voksne, man anser for at være idealet.

Netop denne modsætning mellem 1700- og 1800-tallets opfattelse af barnet beskriver Søren Kierkegaard (1813-55) i et essay fra 1837, i 1985 udgivet i samlingen Dansemesteren med titlen „At lade barnet afføde livet i sig”. Heri skriver Kierkegaard:

"Nu opkommer det spørgsmål: hvad betydning har egentlig barndommen, er den blot trin, der kun har sin betydning i den omstændighed, at det på en måde betinger de følgende stadier; eller har det selvstændig værdi – ? Det sidste har nogle nu udvidet i den grad, at de antog, at barndommen i grunden er det højeste, mennesket kommer til, og ud over det udarter det mere; det første har haft den følge, at man dels søgte blot at få tiden til at gå, – og kunne man ligesom ved fjerkreaturer ved at slutte dem inde i mørke fede dem så stærkt som ellers ikke i et helt år, så ville man vist gøre alt dertil; dels søgte at gøre denne „barndommens kedsommelige tid” nyttig og fornemlig sørge for deres fysiske velvære. Den højeste opdragelsesmaksime på dette standpunkt lyder således: „Den, som ikke spiser formaden op, får ingen eftermad.” – (Hvor tit forbitres ikke børns, det er da især pigebørns liv derved, at de idelig må høre på, at man slet ingen gavn har af dem – osv.)."

Man kan sige, at både filantroperne, som har deres rod i 1700-tallets fornuftstænkning, og det nye århundredes romantiske digtere og filosoffer tager udgangspunkt i Rousseaus forestillinger om barnet, men forskellen er, at mens filantroperne søger at indtænke og tilpasse Rousseau i deres fornuftsprægede verdensbillede, så drager flere af romantikerne langt mere radikale konklusioner, nemlig at eftersom børn er noget særligt, så må de også have fx en særlig litteratur, som tager udgangspunkt i deres behov og egenart.

Dette ser Oehlenschläger tidligt, og han skriver om det i samlingen af bearbejdede eventyr fra 1816 med titlen Eventyr af forskiellige Digtere. Heri findes et afsnit med børneeventyr, som han har udvalgt og oversat fra de i Tyskland udgivne eventyr af brødrene Grimm. Det giver ham anledning til at redegøre for sit syn på børns læsestof, ligesom han i den generelle indledning til samlingen skriver om det mere overordnede romantiske projekt, nemlig om forholdet mellem eventyr, fantasi og skønhed. Børneeventyrene i Eventyr af forskiellige Digtere er „Tommeliden”, „Den tappre Skrædder” og „Frøkongen og Henrik med Jernbaandene”. Men det er næppe eventyr, som tidens opdragere vil synes om, skriver Oehlenschläger:

"De rousseauiske og salzmanske Opdragere vilde vist have meget at indvende mod det Umoralske i disse Eventyr; og anmærke, at man ikke burde fordærve Børn, med at skildre en elskværdig lille Tyv, som Tommeliden, eller en pralende Løgnhals, som den stortalende Skrædder etc. – Vore Forfædre tænkte anderledes. De fandt det vigtigere, i sindrige Opfindelser, at give Børn morsomme Billeder af det Kløgtige og Dumme, end (hvad der baade er over og under deres Sphære) at abstrahere dem det Moralske. […] af at læse flaue Sammensætninger om, hvorledes Hans var en artig Dreng, fordi han aldrig løi, og Marie en uartig Pige, fordi hun ikke giorde hvad hendes Moder sagde, lære de intet. De troe at alting skal gaae efter en Snor. Naar de nu blive store, og ikke finde denne formodede snorlige Orden og Dyd hos de Ældre, troe de, at hvad man har sagt dem er lutter Paafund og Usandhed; og er først Mistanken om de Foresattes Forstand og Redelighed vakt, saa bringer just slige evige Dydsformaninger Børn til med Tiden at blive fæle Lapser og Flaner; hvorpaa man i senere Tider har havt flere bedrøvelige Exempler."

Derefter vender Oehlenschläger sig mod selve barnet og barndommen: „Børnene have i Almindelighed større Indbildningskraft, end Voxne. Ligesaavel som nu Barnet skal lære at faae Erfarenhed og Fornuft af os, saa skulle vi lære at beholde Phantasie og Uskyldighed af dem”. Han fortsætter: „Men den, som veed at forbinde Forgangenhedens Billeder og Fremtidens Anelser, med Nærværelse, savner aldrig en Glæde. Han forener sit Liv med Allivet, med Naturen, Historien, Evigheden.”

Og dermed er så en stor del af romantikkens centrale ordgods præsenteret på få linjer. En vigtig pointe for Oehlenschläger – og senere for H.C. Andersen – er, at barndommen er en tilstand, som man som voksen kan vælge at fastholde eller give slip på. Man må i den forbindelse skelne mellem det „barnlige” og det „barnagtige”: „Barnlighed […] er et Talent, som, hvor det fremtræder i udmærket Grad, ikke er bundet til en vis Alder”.

Børn har efter både Oehlenschlägers og Kierkegaards opfattelse ikke brug for tidens belærende børnelitteratur, men for „mytologi og gode eventyr”, som Kierkegaard formulerer det. Og det skal ske som „impromtu, ikke til bestemt tid og sted”. Alt fra Den danske Skoelemester til Salzmanns belæringer er og bliver „poetisk skyllevand” og „Onkel Frands”-litteratur. Kierkegaard uddyber det:

"Nu kom der ligesom ved et trylleslag en landeplage af naturhistoriske, ikke lærebøger men: læsebøger og allehånde billedbøger for at bibringe børnene gloser af levende sprog, og Onkel Frands fortalte sine rejser i Afrika og benævnede dyr og planter ved navne af systemer, og forældrene og andre spurgte: hvad en næse hed på fransk?"

Sådanne bøger fører blot til „automatisk viden, som ikke trådte i noget dybere forhold til børnene og deres eksistens, som ikke blev tilegnet på en sjælelig måde”.

Bemærk, at Oehlenschläger vender sig imod både „de rousseauiske og salzmanske Opdragere”. Som tidligere nævnt sker der det i Danmark, når vi taler om børn og opdragelse, at ikke mindst Rousseaus tanker indpasses i og formidles gennem filantropismen med dens dydstænkning langt fra den efterfølgende romantiks mulige radikalitet.

Noter

For en kort introduktion til romantikken se fx Marie-Louise Svanes Formationer i europæisk romantik (2003) s. 7-12 og s. 269-73. I bogen findes også en række analyser.

Et godt billede af den romantiske tænkemåde får man i H.C. Andersens eventyr „Klokken” fra 1845, første gang offentliggjort i Maanedsskrift for Børn (3. hefte) og i H.C. Ørsteds dialog „Vandspringet”, dvs. springvandet, fra Aanden i Naturen fra 1850 (findes bl.a. i antologien Læsestof 1800-1850, 1884).

Dansemesteren er redigeret af Adrian Poole og Henrik Stangerup. Essayet „At lade barnet afføde livet i sig” findes også i antologien Lyst og Lærdom (1996), ligesom det er tilfældet med indledningsartiklen i Oehlenschlägers Eventyr af forskiellige Digtere fra 1816. Oehlenschlägers lille introduktion til børneeventyrene i samme bog findes i antologien Digt og Klogskab (2003).

„Den tappre Skrædder” fra Oehlenschlägers Eventyr af forskiellige Digtere findes i antologien Digt og Klogskab (2003).

Vejviser

Værket Historien om børnelitteratur udkom i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Det romantiske barn.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig