Med Den Store Danske som et gratis, annoncefinansieret
online-leksikon har Gyldendal skabt et site, hvis mål er at være
danske internetbrugeres primære kilde til informationssøgning.
Den Store Danske er et troværdigt og opdateret leksikon, der giver
svar på det meste – et nationalt referenceværk. Dette opnås i
samarbejde med brugerne, idet alle kan opdatere og nyskrive
artikler, som redaktionen, bistået af en stor gruppe eksperter,
efterfølgende evt. redigerer og i de fleste tilfælde også
verificerer. Desuden tilbydes også andre kilder til information end
den traditionelle leksikonartikel, fx internet-links og bogtitler.
På længere sigt vil også tilbydes relevante tekst-passager fra
bøger mv.
Den væsentligste forskel mellem Den Store Danske og andre hjemmesider med faktuel viden som fx Wikipedia er, at vi tilbyder verificerede versioner af artiklerne. Ikke af alle artikler og ikke nødvendigvis af seneste udvikling/detalje i artiklerne. Men af næsten alle artikler findes en verificeret version, så vores brugere altid har en basis af information, de kan stole på.
Det har fra begyndelsen været vores intention at skabe et ægte, åbent vidensprojekt, der på én gang kan samle og sprede danskernes kollektive viden. Samle, fordi alle her kan bidrage og formidle deres indsigter. Sprede, fordi indholdet, der skabes af brugerne, frit kan anvendes i alle andre sammenhænge, og fordi det er gjort nemt at gøre netop det via et åbent API. Vi modtager gerne ris, ros, gode idéer og kommentarer her.
Har du lyst til at bidrage til Den Store Danske som ekspert, kan du læse mere om opgaven her.
Ved åbningen i februar 2009 indeholdt Den Store Danske samtlige artikler fra Gyldendals leksika; størsteparten stammer fra Den Store Danske Encyklopædi. I alt var der fra begyndelsen samlet mere end 161.000 artikler. Alle redigeret og verificeret af førende danske fageksperter.
I sommeren 2011 blev Den Store Danske, der på dette tidspunkt omfattede ca. 170.000 artikler, udvidet med en digitaliseret udgave af Dansk Biografisk Leksikon (3. udg, 1979-84).
Dansk Biografisk Leksikon rummer ca. 13.500 artikler om kendte danskere gennem tiderne. Samtidig med Dansk Biografisk Leksikon blev også Gyldendals leksikon om Nordisk Mytologi (2. udg., 2009) af Finn Stefánsson lagt på Den Store Danske.
I modsætning til det oprindelige indhold på Den Store Danske vil det ikke være muligt for brugerne at redigere i artiklerne i Dansk Biografisk Leksikon og Gyldendals leksikon om Nordisk Mytologi.
Arbejdet med Den Store Danske udføres af en redaktion bestående af omkring 10 af Danmarks dygtigste leksikonfolk. Alle har de årelang erfaring i at skrive og redigere de allerbedste leksika.
Vores fornemste rolle som redaktører er at assistere og hjælpe brugerne og eksperterne med at skrive så læsevenlige, troværdige og aktuelle artikler som muligt.
Den Store Danske er udviklet i samarbejde med Peytz &
Co. og Alpha Solutions A/S. Søgemaskineoptimering er lavet med
rådgivning fra Concept Interest.
Den Store Danske udgives af Gyldendal.
Forlaget kan kontaktes på nedenstående adresse.
Gyldendal
Klareboderne 3
1001 København K
Tlf: 33 75 55 55
CVR-nr. 58 20 01 15
eller via vores kontakt-link.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki