Pressemeddelelse 26. februar 2009

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Gratis adgang til Encyklopædien og involvering af aktive brugere skal gøre www.denstoredanske.dk til danskernes foretrukne nationale webleksikon

En ny planet er dukket op i Google-universet. Gyldendal frigiver i dag Den Store Danske Encyklopædi på nettet med adressen www.denstoredanske.dk. Det er gratis at slå op i leksikonet, og brugerne inddrages i den redaktionelle proces og opfordres til at bidrage med egne artikler.

Allerede nu rummer basen 160.000 artikler, og mange tusinde vil følge, viser den store forhåndsinteresse. Brugere og faglige eksperter har meldt sig i stort tal.
Med åbningen forsøger Gyldendal sig som de første i verden med en helt ny form for redaktion. Forlagets professionelle stab suppleres med en stor gruppe fageksperter, og samtidig får alle brugere mulighed for at deltage i redaktionsprocessen og selv skrive nye artikler.

Man kender den åbne model fra Wikipedia, men det er første gang, at en encyklopædi udvikles af brugere, fageksperter og professionelle forlagsredaktører i fællesskab.
Ved effektivt at satse på brugerinvolvering i den redaktionelle proces bryder Gyldendal en århundrede lang tradition for forlagsvirksomhed: ”Vi tager det helt store spring ind i web 2.0-universet, hvor brugernes viden og behov bliver den drivende kraft i udviklingen af det, der skal blive Danmarks store nationale opslagsværk”, siger direktør Lars Boesgaard. ”Vi tager det bedste fra vores egen tradition og smelter det sammen med Wikipedias form – det, der populært kaldes ”Wisdom of the Crowds”.

Det er på samme tid meget enkelt og en radikal fornyelse af den normale måde at skabe og formidle viden. Til hvert opslag er desuden knyttet en debatfunktion, så man umiddelbart kan konstatere, om emnet er omdiskuteret.

For yderligere at styrke pålideligheden vil alle artikler være forsynet med afsenderprofil, så brugerne kan se, hvem der har skrevet eller revideret artiklen. Et opslag på www.denstoredanske.dk vil give brugeren mulighed for at finde den fagligt vurderede definition og fortolkning af emnet - desuden vil man kunne følge en eventuel debat.

I modsætning til bogværket Encyklopædien er der ingen grænser for omfanget. Det betyder, at forfatterne kan gå dybt ind i hvert emne, og at antallet af opslag i princippet er ubegrænset. www.denstoredanske.dk vil medtage emner, som selv et meget omfangsrigt bogværk ikke vil kunne rumme. Traditionelt har en kreds af redaktører udvalgt de emner, Encyklopædien rummer. Med åbningen af redaktionen inviteres alle, der har en særlig indsigt i et emne, til at skrive. Det vil resultere i en betragtelig udvidelse af emnekredsen - og ikke mindst en frugtbar spredning i forfatternes faglige baggrund.

I sagens natur vil udviklingen af www.denstoredanske.dk være en stadigt fortløbende og aldrig afsluttet proces. Redaktionen vil aldrig erklære arbejdet for fuldendt, alle opslag vil løbende blive opdateret og nye komme til. Og finder man ikke tilfredsstillende viden om det emne, man søger, kan man opfordre redaktionen og brugere til at skrive et nyt opslag.

Målet er, at enhver dansk Google-søgning vil lede til viden i Den Store Danske.

Fakta om Den Store Danske Encyklopædi:

Udgivelseshistorik
1994-2001 Bind 1 til 20 udkommer
2002 Supplementsbind 1 udkommer
2003 Indeksbind 1-2 udkommer
2004 Cd-rom-udgaven udkommer
2006 Supplementsbind 2, dvd-udgaven og første online-udgave udkommer
2009 Den Store Danske åbner med nyt og brugerinvolverende koncept

Oplagstal
Bogudgaven 35.000 eksemplarer
Cd-rom-udgaven 50.000 eksemplarer
Dvd-udgaven 35.000 eksemplarer


Initiativet til udgivelsen af Den Store Danske Encyklopædi blev taget af Gyldendals daværende direktør Kurt Fromberg omkring 1990. Værkets udgivelse påbegyndtes i 1994 og afsluttedes som planlagt i 2001.

I årene efter blev der bl.a. udgivet to supplementsbind, to indeksbind samt elektroniske udgaver i form af hhv. cd, dvd og abonnementsbetalt online-udgave.

Mere end 4.000 eksperter har tilsammen bidraget med over 160.000 artikler til Den Store Danske Encyklopædi ¬- Danmarks nationale referenceværk.

Bogudgaven blev gennemført med støtte fra Augustinus Fonden og inflationsgaranti fra staten. Statens garanti kom aldrig til udbetaling.

Online-udgaven er realiseret alene med støtte fra Augustinus Fonden.

Encyklopædien, som beskriver natur, kultur, videnskab og samfund med dansk udgangspunkt og global orientering, er dansk forlagsverdens mest ambitiøse udgivelse i nyere tid.


Yderligere oplysninger:

Direktør Lars Boesgaard
33 75 57 20
Mobil: 29 43 38 90

Forlagschef Cliff Hansen
33 75 59 68
Mobil: 20 78 71 70
 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

  • Der er endnu ingen tags til denne artikel
Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
15/05/2009
Oprindelig forfatter
Redaktionen
31/03/2014
  • Læst 1210 gange

Kom godt i gang med ...

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki