NASA

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.
NASAs logo, der populært kaldes

NASAs logo, der populært kaldes "the meatball", blev designet i slutningen af 1950'erne. Det anvendtes indtil 1972, men i 1998 blev det i anledning af NASAs 40-års-jubilæum igen officielt logo.

NASA, National Aeronautics and Space Administration, amerikansk civil rumfartsorganisation, som blev etableret 29.7.1958. NASA erstattede det i 1915 oprettede rådgivningsorgan for flyvning, National Advisory Committee for Aeronautics (NACA), og var en reaktion på Sovjetunionens opsendelse af den første satellit, Sputnik, 4.10.1957.

Formål

I National Aeronautics and Space Act, der regulerer NASAs virke, understreges det, at dens formål udelukkende er fredelige og skal målrettes mod at være til gavn for hele menneskeheden. Endvidere skal NASA være civilt ledet, og rumforskningen skal i videst muligt omfang kunne udnyttes kommercielt.

Aktiviteterne skal føre til 1) øget videnskabelig erkendelse, 2) forbedring af fartøjer til flyvning i atmosfæren og i rummet, 3) udvikling af fartøjer til transport af instrumenter, forsyninger og levende organismer i rummet, 4) gennemførelse af langtidsstudier med henblik på den fremtidige videnskabelige udnyttelse af rummet, 5) fastholdelse af USA's førerskab inden for forskning i og uden for Jordens atmosfære, 6) udlevering af viden, som kan have militær betydning, til det amerikanske forsvar, 7) fredeligt samarbejde med andre nationer og 8) den mest effektive udnyttelse af den eksisterende viden inden for videnskab og teknik i USA, så unødvendige overlapninger og gentagelser undgås.

Endelig fastslås det i formålsbeskrivelsen, at NASA også skal udvikle energi- og oliebesparende transportsystemer til brug på Jorden til gavn for miljøet, og at NASA skal deltage i bioteknologisk forskning.

Historie

I forbindelse med etableringen af NASA i 1958 påbegyndtes det bemandede rumprogram med udvælgelse af de første astronauter. John F. Kennedy fremskyndede det bemandede rumprogram ved den 25.5.1961 at proklamere, at målet var at landsætte en mand på Månen inden udgangen af årtiet og bringe ham sikkert tilbage til Jorden.

Dette skete den 21.7.1969 med landsætningen af Neil Armstrong på Månen. Projektet lykkedes gennem en trinvis udvikling af det bemandede program Mercuryprojektet (1961-63), som viste, at mennesket kan opholde sig i vægtløshed uden væsentlige helbredsproblemer, Geminiprojektet (1964-66), som viste, at mennesket kan opholde sig i vægtløshed i op til 14 dage samt foretage rumvandringer, og Apolloprojektet (1967-72), som viste, at man kan sende mennesker til Månen og sikkert tilbage igen.

En væsentlig forudsætning for det bemandede program var, at man efter 2. Verdenskrig fik mange tyske raketeksperter, bl.a. Wernher von Braun, til USA, hvor de udviklede raketter for NASA.

Efter afslutningen af de bemandede missioner til Månen fortsatte det bemandede rumprogram med etableringen af den amerikanske rumstation Skylab (1972-74), hvor astronauter opholdt sig i rummet i op til tre måneder. Skylabprojektet viste, at astronauter kan gennemføre komplicerede videnskabelige eksperimenter i rummet.

Fra slutningen af 1970'erne udvikledes rumfærgen, som 1981-98 foretog 91 flyvninger med 236 forskellige astronauter i kredsløb om Jorden. Challengerulykken (se Challenger) i 1986 førte til en omfattende reorganisering af NASA og til forbedring af sikkerheden i det bemandede rumprogram. Rumfærgen har fra december 1998 deltaget i opbygningen af Den Internationale Rumstation, som foregår i samarbejde med flere andre nationer. Rumstationen er det største internationale teknologiske projekt i fredstid.

Afløseren for rumfærgen forventes at blive X-33, som skal være et fuldt genbrugeligt rumfly.

NASAs ubemandede rumprogram har bidraget væsentligt til vores viden om Solsystemet. De bedst kendte missioner er: Viking-sonderne til Mars i perioden 1975-83 samt landingen af Mars Pathfinder på Mars' overflade i 1997; Voyager 1 og 2, som ved flyvning igennem Solsystemet siden 1977 på nært hold fotograferede planeterne Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun og nu (1999) er på vej ud af Solsystemet; og Galileo, som optog nærbilleder af Jupiter. NASA planlægger efter landingen af Mars Pathfinder en række ubemandede missioner til Mars med det hovedformål at finde ud af, om der engang har været liv på planeten. På lang sigt planlægges også bemandede missioner.

NASA har opsendt to rumobservatorier, Compton Gamma Ray Observatory og Hubble-teleskopet, og yderligere to er under planlægning, Advanced X-ray Astronomical Facility (AXAF) og Space Infrared Telescope Facility (SIRTF).

Ud over den bemandede og ubemandede rumforskning har NASA et omfattende satellitkommunikations- og jordobservationsprogram.

Organisation

NASA ledes af en administrator og en viceadministrator, som begge udpeges af den amerikanske præsident med efterfølgende godkendelse af Senatet. Administratoren rapporterer direkte til præsidenten. Derudover består NASAs ledelse af to assistenter for viceadministratoren, fire chefer for henholdsvis ingeniørarbejde, teknologi, videnskab og oplysning samt af 19 associerede administratorer. Ledelsen holder til i NASAs hovedkvarter i Washington, D.C. Ud over hovedkvarteret omfatter NASA ti centre: Ames Research Center i Californien, Hugh L. Dryden Flight Research Center i Californien, Goddard Space Flight Center i Maryland, Jet Propulsion Laboratory i Californien, Johnson Space Center i Texas, Kennedy Space Center i Florida, Langley Research Center i Virginia, Lewis Research Center (1998 omdøbt John H. Glenn Research Center) i Ohio, Marshall Space Flight Center i Alabama og John C. Stennis Space Center i Mississippi.

Strategiske hovedområder

NASA har opdelt sine aktiviteter i fire hovedområder: 1) astronomi, med hovedvægt på spørgsmålet: Er der liv andre steder end på Jorden? 2) observation af Jorden, med henblik på forståelsen af Jordens økologiske system samt klima, 3) bemandet rumfart, med det formål at udnytte rum og vægtløshed til bedre at forstå biologiske, kemiske og fysiske processer til gavn for mennesker på Jorden, og 4) aeronautik og rumteknologi, til udvikling af sikre og hurtige transportsystemer i og uden for Jordens atmosfære.

Budget

NASAs totale årlige budget var i slutningen af 1990'erne på ca. 13,5 mia. dollar, hvoraf udgifterne til bemandet rumfart var ca. 5 mia. dollar og til de videnskabelige og teknologiske programmer ca. 2,5 mia. dollar. Der var i 1998 ca. 21.000 ansatte i NASA.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

NASAs logo, der populært kaldes "the meatball", blev designet i slutningen af 1950'erne. Det anvendtes indtil 1972, men i 1998 blev det i anledning af NASAs 40-års-jubilæum igen officielt logo.

Viser 1 af 1 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 2 forfattere
sthornval
18/02/2014
Redaktionen
04/08/2011
Ekspert
Lawa
Oprindelig forfatter
PNor
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki