• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

stjernebilleder

Oprindelig forfatter OJKn Seneste forfatter Redaktionen

Den tyske matematiker Erhard Weigel (1625-99) offentliggjorde i 1688 et forslag til nye stjernebilleder, der skulle afløse de antikke, hedenske stjernebilleder. De nye stjernebilleder forestillede heraldiske symboler for Europas kongehuse, fx var Store Bjørn erstattet med en elefant, der symboliserede den danske Elefantorden; den ses i den øverste cirkel. Forslaget slog ikke an.

Den tyske matematiker Erhard Weigel (1625-99) offentliggjorde i 1688 et forslag til nye stjernebilleder, der skulle afløse de antikke, hedenske stjernebilleder. De nye stjernebilleder forestillede heraldiske symboler for Europas kongehuse, fx var Store Bjørn erstattet med en elefant, der symboliserede den danske Elefantorden; den ses i den øverste cirkel. Forslaget slog ikke an.

stjernebilleder, konstellationer, navngivne områder på stjernehimlen.

International Astronomisk Union (IAU) fastlagde i 1928 grænserne for 88 stjernebilleder, som dækker himmelkuglen fuldstændigt; 47 (opr. 48 med stjernebilledet Argo) stammer fra den klassiske oldtid, fire fra den hollandske kortmager Petrus Plancius (1552-1622), et fra Gerardus Mercator, 12 fra de hollandske navigatører Pieter Dirkszoon Keyser (d. 1596) og Frederick de Houtman (1571-1627), syv fra Johannes Hevelius og 14 fra Nicolas Louis de Lacaille. Lacaille dannede også tre nye i stedet for det klassiske stjernebillede Argo.

De 88 stjernebilleder, der er fastlagt af International Astronomisk Union
dansk navn latinsk navn 1
antikke
Alteret Ara
Andromeda Andromeda
Bægeret Crater
Bjørnevogteren Bootes
Cassiopeia Cassiopeia
Cepheus Cepheus
Delfinen Delphinus
Dragen Draco
Fiskene Pisces
Floden Eridanus
Føllet Equuleus
Haren Lepus
Havslangen Hydra
Hercules Hercules
Hvalfisken Cetus
Jomfruen Virgo
Kentauren Centaurus
Krebsen Cancer
Kusken Auriga
Lille Bjørn Ursa Minor
Lille Hund Canis Minor
Lyren Lyra
Løven Leo
Nordlige Krone Corona Borealis
Orion Orion
Pegasus Pegasus
Perseus Perseus
Pilen Sagitta
Ravnen Corvus
Skorpionen Scorpius
Skytten Sagittarius
Slangebæreren Ophiuchus
Slangen Serpens
Stenbukken Capricornus
Store Bjørn Ursa Major
Store Hund Canis Major
Svanen Cygnus
Sydlige Fisk Piscis Austrinus
Sydlige Krone Corona Australis
Trekanten Triangulum
Tvillingerne Gemini
Tyren Taurus
Ulven Lupus
Vandmanden Aquarius
Vædderen Aries
Vægten Libra
Ørnen Aquila
dannet af Plancius
Duen Columba
Enhjørningen Monoceros
Giraffen Camelopardalis
Sydkorset Crux
dannet af Mercator
Berenikes Lokker2 Coma Berenices
dannet af Keyser og Houtman
Fluen Musca
Flyvefisken Volans
Føniks Phoenix
Guldfisken Dorado
Indianeren Indus
Kamæleonen Chamaeleon
Lille Havslange Hydrus
Paradisfuglen Apus
Påfuglen Pavo
Sydlige Trekant Triangulum Australe
Tranen Grus
Tukanen Tucana
dannet af Hevelius
Firbenet Lacerta
Jagthundene Canes Venatici
Lille Løve Leo Minor
Lossen Lynx
Ræven Vulpecula
Sekstanten Sextans
Skjoldet Scutum
dannet af Lacaille
Billedhuggeren Sculptor
Gravstikken Caelum
Kemiske Ovn Fornax
Kompasset Pyxis
Luftpumpen Antlia
Mikroskopet Microscopium
Nettet Reticulum
Oktanten Octans
Passeren Circinus
Staffeliet Pictor
Taffelbjerget Mensa
Teleskopet Telescopium
Uret Horologium
Vinkelmålet Norma
dannet af Lacaille ud fra Argo
Agterskibet Puppis
Kølen Carina
Sejlet Vela
1 internationalt anvendes de latinske navne
2 Berenikes Lokker var kendt som stjernebillede i antikken, men blev siden anset for at være en del af Løven, indtil Mercator igen gjorde det til et selvstændigt stjernebillede

De klassiske stjernebilleder har vi i deres nuværende form fra den græske astronom Ptolemaios, som i sit stjernekatalog forudsatte stjernebilledernes udseende kendt. En del af de i alt 1022 stjerner i kataloget er "uformede", dvs. at de ikke indgår i noget stjernebillede.

For at udfylde disse huller har der i tidens løb været foreslået et utal af andre stjernebilleder, indtil man i begyndelsen af 1800-t. indså, at over 100 - visse steder hinanden overlappende - stjernebilleder var for mange.

I F.W.A. Argelanders Uranometria Nova (1843) er figurerne helt erstattet af omrids for stjernebillederne, og dette kom til at danne skole. Med få ændringer er det dette stjernekort samt det tilsvarende for sydhimlen, amerikaneren Benjamin A. Goulds (1824-96) Uranometria Argentina (1879), som er lagt til grund for den endelige udvælgelse af de 88 officielle stjernebilleder.

Oprindelse

Flere af de klassiske stjernebilleder nævnes i tidlige sumeriske skrifter fra ca. 3200 f.Kr. Vi ved ikke, hvorfor eller hvordan tanken om at danne billeder af himlens stjerner er opstået, eller hvad de oprindelig har været brugt til. Det er kun de færreste af stjernebillederne, der bare tilnærmelsesvis ligner den figur, som de har fået navn efter. Nogle er dannet som kalender- og vejrregler; flere af de ældste stjernenavne kan tolkes som varslere af årstider eller skift i vejret. Stjernebilleder kan også være dannet ud fra og tilknyttet eksisterende myter for at holde rede på stjernehimlen, inspireret af de få vellignende stjernebilleder.

Sumerernes efterfølgere i det mesopotamiske område brugte de sumeriske tegn for stjernebillederne. De øgede antallet af billeder, og de har muligvis også flyttet rundt på nogle billeder, bl.a. i området omkring Andromeda. Babylonierne fulgte vandrestjernernes bevægelse over himlen ved at registrere deres plads i forhold til stjernebillederne, og senest omkring 600 f.Kr. blev dette system udviklet til Dyrekredsen, som den kendes i dag.

Mange af de stjernebilledmyter, som kendes i den græsk-romerske kultur, er fundet i ældre versioner i babyloniske kileskriftstekster, men de er ikke overleveret direkte til oldtidens Grækenland. Den ældste kendte himmelbeskrivelse er læredigtet Phainomena (200-t. f.Kr.) af Aratos fra Soloi. Ud fra bl.a. stjernebilledernes op- og nedgangstider, og hvilke stjernebilleder der var usynlige på sydhimlen, har man sluttet, at den stjernehimmel, som Aratos beskrev, stammer fra ca. 2000 f.Kr., og at den er beskrevet fra et sted sydligere end Grækenland og nordligere end Egypten, som ellers angives som det sted, hvor Aratos' kilde, astronomen Eudoxos fra Knidos, skulle have lært stjernebillederne. Flere detaljer viser, at ophavet er de babyloniske figurer, men de er gennemgribende revideret undervejs, tilsyneladende efter en overordnet plan. Det har været foreslået, at de oprindelige sumeriske stjernebilleder er tilpasset til brug for søfarende fra den minoiske kultur på Kreta.

Med den hellenistiske videnskabs tendens til systematisering af de græske myter (se mytologi) foretog Eratosthenes fra Kyrene i 200-t. f.Kr. en fuldstændig sammenføring af myter og stjernebilleder i Katasterismoi (De, der er blevet til stjernebilleder). De stjernesagn, vi kender i dag, er næsten alle genfortællinger af de hellenistiske mytologers værker.

Fra andre kulturkredse, fx Nordamerikas indianere, vikingerne, aboriginerne og kineserne, kendes andre stjernebilleder med egne myter tilknyttet.

Nye stjernebilleder

De første af de nye stjernebilleder blev dannet i slutningen af 1500-t. som en følge af hollandske opdagelsesrejser til Ostindien. Omkring himlens sydpol er der et område, som ikke er synligt fra Europa eller Mellemøsten, men navigatørerne har også her brug for genkendelige stjerner for at finde vej. Hevelius og Lacaille fyldte hullerne ud, og senere astronomer dannede egne stjernebilleder for at udødeliggøre deres observationsinstrumenter, tekniske landvindinger (fx varmluftsballonen) eller kongelige velgørere. Andre forsøgte at erstatte oldtidens hedenske stjernebilleder med figurer taget fra Bibelen eller med heraldiske symboler for Europas kongehuse, men intet af dette vandt større udbredelse.

Stjernebilleder i den græske mytologi

Mange af stjernebillederne på den nordlige stjernehimmel fik navn af grækerne, og en del af dem indgik i den græske mytologi. Følgende oversigt viser, i hvilke artikler man kan læse myten om stjernebilledet. Sene myter eller myteversioner, som ikke er omtalt i selvstændige artikler, er ganske kort refereret, fortrinsvis efter Hyginus. Henvisninger til flere mytiske personer skyldes, at oldtidens astronomer ikke var enige om, hvem det pågældende stjernebillede skulle symbolisere.

Der er fire lange bånd af stjernebilleder, som de antikke mytefortællere lader slynge sig hen over himlen i samlede historier

1. Perseus-sagnet med Andromeda, Kefeus, Kassiopeia, Perseus, Pegasus og Hvalfisken

2. Herakles-sagnet med Herakles, Løven, Hydra, Krebsen, Tyren, Dragen

3. Kallisto og hendes forvandling til en bjørn, Store Bjørn og Bjørnevogteren

4. Orion, Store Hund og Lille Hund og Plejaderne, Haren

Alteret det første alter i verden, rejst af de olympiske guder før kampen mod titanerne
Andromeda Andromeda, Kefeus, Kassiopeia, Perseus
Argo Argo, argonauterne
Berenikes Lokker Berenike
Bægeret det bæger, som Apollon gav Ravnen til at hente vand i
Bjørnevogteren det danske navn er en oversættelse af Arcturus, som danner en mytologisk gruppe med Store Bjørn, mens det latinske navn Bootes betyder plovmanden og dermed er forbundet med opfattelsen af Store Bjørn som syv plovokser, se Karlsvognen. Bjørnemyten findes i Kallisto
Cassiopeia Andromeda, Kefeus, Kassiopeia, Perseus
Cepheus Andromeda, Kefeus, Kassiopeia, Perseus
Delfinen Dionysos, Arion
Dragen Herakles' 11. arbejde; Herakles dræbte den slangelignende drage Ladon, hvorefter han fik Atlas' hjælp til at stjæle æblerne, der gav evigt liv, i Hesperidernes have
Fiskene Afrodite og Himeros (Eros) forvandlede sig engang til to fisk i Eufrat, fordi de blev forfulgt af Tyfon
Floden Faëton, Herakles’ 6. arbejde
Haren flygter for Orions hunde
Havslangen (Hydra) Herakles’ 2. arbejde
Herkules Herakles
Hvalfisken Andromeda, Kefeus, Kassiopeia, Perseus
Jomfruen Justitia, Fortuna, Ceres
Kentauren Cheiron, kentaur
Krebsen under Herakles’ kamp mod Hydra (2. arbejde) forsøgte Hera at lade en krebs bide Herakles for at hindre, at han undertvang uhyret. Herakles gjorde det først af med krebsen, så med Hydra.
Kusken Myrtilos, Hippolytos, Faëton
Lille Bjørn en af Zeus’ ammer på Idabjerget
Lille Hund Orion
Lyren Hermes, Orfeus
Løven Herakles’ 1. arbejde
Nordlige Krone Ariadne
Orion Orion
Pegasus Pegasus, Perseus
Perseus Andromeda, Kefeus, Kassiopeia, Perseus, Medusa
Pilen den pil, hvormed Herakles skød Ørnen, der hakkede Prometheus’ lever
Ravnen Apollon sendte Ravnen ud for at hente vand i Bægeret til en ofring, men den fik øje på nogle umodne figner og satte sig til at vente på, at de blev modne. Da den vendte tilbage, satte Apollon den på himlen til skam og skændsel
Slangebæreren Karnabon, en thrakisk konge i sagnet om Triptolemos; Asklepios
Slangen Asklepios
Skorpionen sat på himlen af Zeus, efter at Orion havde dræbt den
Skytten Cheiron (antikkens astronomer var ikke enige om skyttens identitet)
Stenbukken den buk, der sammen med Amaltheia opdrog Zeus på Idabjerget; Pan under forvandling til gedefisk under flugten fra Tyfon
Store Bjørn Kallisto
Store Hund Orion
Svanen Leda
Trekanten af nogle opfattet som et Delta, det første bogstav i genitivformen Dios, dvs. Zeus’ monogram; af andre som billede af Sicilien
Tvillingerne Dioskurerne; Amfion og Zethos
Tyren Europa, Minos, Pasifaë, Herakles’ 7. arbejde
Vandmanden Ganymedes, Deukalion, Kekrops
Vædderen Frixos og Helle
Vægten Justitias vægt; grækerne kendte dog Vægten som Skorpionens kløer
Ørnen Prometheus, Herakles