stjernebilleder

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Den tyske matematiker Erhard Weigel (1625-99) offentliggjorde i 1688 et forslag til nye stjernebilleder, der skulle afløse de antikke, hedenske stjernebilleder. De nye stjernebilleder forestillede heraldiske symboler for Europas kongehuse, fx var Store Bjørn erstattet med en elefant, der symboliserede den danske Elefantorden; den ses i den øverste cirkel. Forslaget slog ikke an.

stjernebilleder, konstellationer, navngivne områder på stjernehimlen.

International Astronomisk Union (IAU) fastlagde i 1928 grænserne for 88 stjernebilleder, som dækker himmelkuglen fuldstændigt; 47 (opr. 48 med stjernebilledet Argo) stammer fra den klassiske oldtid, fire fra den hollandske kortmager Petrus Plancius (1552-1622), et fra Gerardus Mercator, 12 fra de hollandske navigatører Pieter Dirkszoon Keyser (d. 1596) og Frederick de Houtman (1571-1627), syv fra Johannes Hevelius og 14 fra Nicolas Louis de Lacaille. Lacaille dannede også tre nye i stedet for det klassiske stjernebillede Argo.

De klassiske stjernebilleder har vi i deres nuværende form fra den græske astronom Ptolemaios, som i sit stjernekatalog forudsatte stjernebilledernes udseende kendt. En del af de i alt 1022 stjerner i kataloget er "uformede", dvs. at de ikke indgår i noget stjernebillede.

For at udfylde disse huller har der i tidens løb været foreslået et utal af andre stjernebilleder, indtil man i begyndelsen af 1800-t. indså, at over 100 - visse steder hinanden overlappende - stjernebilleder var for mange.

I F.W.A. Argelanders Uranometria Nova (1843) er figurerne helt erstattet af omrids for stjernebillederne, og dette kom til at danne skole. Med få ændringer er det dette stjernekort samt det tilsvarende for sydhimlen, amerikaneren Benjamin A. Goulds (1824-96) Uranometria Argentina (1879), som er lagt til grund for den endelige udvælgelse af de 88 officielle stjernebilleder.

De 88 stjernebilleder, der er fastlagt af International Astronomisk Union
dansk navn latinsk navn 1
antikke
Alteret  Ara
Andromeda  Andromeda
Bægeret  Crater
Bjørnevogteren  Bootes
Cassiopeia  Cassiopeia
Cepheus  Cepheus
Delfinen  Delphinus
Dragen  Draco
Fiskene  Pisces
Floden  Eridanus
Føllet  Equuleus
Haren  Lepus
Havslangen  Hydra
Hercules  Hercules
Hvalfisken  Cetus
Jomfruen  Virgo
Kentauren  Centaurus
Krebsen  Cancer
Kusken  Auriga
Lille Bjørn  Ursa Minor
Lille Hund  Canis Minor
Lyren  Lyra
Løven  Leo
Nordlige Krone  Corona Borealis
Orion  Orion
Pegasus  Pegasus
Perseus  Perseus
Pilen  Sagitta
Ravnen  Corvus
Skorpionen  Scorpius
Skytten  Sagittarius
Slangebæreren  Ophiuchus
Slangen  Serpens
Stenbukken  Capricornus
Store Bjørn  Ursa Major
Store Hund  Canis Major
Svanen  Cygnus
Sydlige Fisk  Piscis Austrinus
Sydlige Krone  Corona Australis
Trekanten  Triangulum
Tvillingerne  Gemini
Tyren  Taurus
Ulven  Lupus
Vandmanden  Aquarius
Vædderen  Aries
Vægten  Libra
Ørnen  Aquila
dannet af Plancius
Duen  Columba
Enhjørningen  Monoceros
Giraffen  Camelopardalis
Sydkorset  Crux
dannet af Mercator
Berenikes Lokker2 Coma Berenices
dannet af Keyser og Houtman
Fluen  Musca
Flyvefisken  Volans
Føniks  Phoenix
Guldfisken  Dorado
Indianeren  Indus
Kamæleonen  Chamaeleon
Lille Havslange  Hydrus
Paradisfuglen  Apus
Påfuglen  Pavo
Sydlige Trekant  Triangulum Australe
Tranen  Grus
Tukanen  Tucana
dannet af Hevelius
Firbenet  Lacerta
Jagthundene  Canes Venatici
Lille Løve  Leo Minor
Lossen  Lynx
Ræven  Vulpecula
Sekstanten  Sextans
Skjoldet  Scutum
dannet af Lacaille
Billedhuggeren  Sculptor
Gravstikken  Caelum
Kemiske Ovn  Fornax
Kompasset  Pyxis
Luftpumpen  Antlia
Mikroskopet  Microscopium
Nettet  Reticulum
Oktanten  Octans
Passeren  Circinus
Staffeliet  Pictor
Taffelbjerget  Mensa
Teleskopet  Telescopium
Uret  Horologium
Vinkelmålet  Norma
dannet af Lacaille ud fra Argo 
Agterskibet  Puppis
Kølen  Carina
Sejlet  Vela
1 internationalt anvendes de latinske navne
2 Berenikes Lokker var kendt som stjernebillede i antikken, men blev siden anset for at være en del af Løven, indtil Mercator igen gjorde det til et selvstændigt stjernebillede

Oprindelse

Flere af de klassiske stjernebilleder nævnes i tidlige sumeriske skrifter fra ca. 3200 f.Kr. Vi ved ikke, hvorfor eller hvordan tanken om at danne billeder af himlens stjerner er opstået, eller hvad de oprindelig har været brugt til. Det er kun de færreste af stjernebillederne, der bare tilnærmelsesvis ligner den figur, som de har fået navn efter. Nogle er dannet som kalender- og vejrregler; flere af de ældste stjernenavne kan tolkes som varslere af årstider eller skift i vejret. Stjernebilleder kan også være dannet ud fra og tilknyttet eksisterende myter for at holde rede på stjernehimlen, inspireret af de få vellignende stjernebilleder.

Sumerernes efterfølgere i det mesopotamiske område brugte de sumeriske tegn for stjernebillederne. De øgede antallet af billeder, og de har muligvis også flyttet rundt på nogle billeder, bl.a. i området omkring Andromeda. Babylonierne fulgte vandrestjernernes bevægelse over himlen ved at registrere deres plads i forhold til stjernebillederne, og senest omkring 600 f.Kr. blev dette system udviklet til Dyrekredsen, som den kendes i dag.

Mange af de stjernebilledmyter, som kendes i den græsk-romerske kultur, er fundet i ældre versioner i babyloniske kileskriftstekster, men de er ikke overleveret direkte til oldtidens Grækenland. Den ældste kendte himmelbeskrivelse er læredigtet Phainomena (200-t. f.Kr.) af Aratos fra Soloi. Ud fra bl.a. stjernebilledernes op- og nedgangstider, og hvilke stjernebilleder der var usynlige på sydhimlen, har man sluttet, at den stjernehimmel, som Aratos beskrev, stammer fra ca. 2000 f.Kr., og at den er beskrevet fra et sted sydligere end Grækenland og nordligere end Egypten, som ellers angives som det sted, hvor Aratos' kilde, astronomen Eudoxos fra Knidos, skulle have lært stjernebillederne. Flere detaljer viser, at ophavet er de babyloniske figurer, men de er gennemgribende revideret undervejs, tilsyneladende efter en overordnet plan. Det har været foreslået, at de oprindelige sumeriske stjernebilleder er tilpasset til brug for søfarende fra den minoiske kultur på Kreta.

Med den hellenistiske videnskabs tendens til systematisering af de græske myter (se mytologi) foretog Eratosthenes fra Kyrene i 200-t. f.Kr. en fuldstændig sammenføring af myter og stjernebilleder i Katasterismoi (De, der er blevet til stjernebilleder). De stjernesagn, vi kender i dag, er næsten alle genfortællinger af de hellenistiske mytologers værker.

Fra andre kulturkredse, fx Nordamerikas indianere, vikingerne, aboriginerne og kineserne, kendes andre stjernebilleder med egne myter tilknyttet.

Nye stjernebilleder

De første af de nye stjernebilleder blev dannet i slutningen af 1500-t. som en følge af hollandske opdagelsesrejser til Ostindien. Omkring himlens sydpol er der et område, som ikke er synligt fra Europa eller Mellemøsten, men navigatørerne har også her brug for genkendelige stjerner for at finde vej. Hevelius og Lacaille fyldte hullerne ud, og senere astronomer dannede egne stjernebilleder for at udødeliggøre deres observationsinstrumenter, tekniske landvindinger (fx varmluftsballonen) eller kongelige velgørere. Andre forsøgte at erstatte oldtidens hedenske stjernebilleder med figurer taget fra Bibelen eller med heraldiske symboler for Europas kongehuse, men intet af dette vandt større udbredelse.

 

 

 

Stjernebilleder i den græske mytologi

Mange af stjernebillederne på den nordlige stjernehimmel fik navn af grækerne, og en del af dem indgik i den græske mytologi. Følgende oversigt viser, i hvilke artikler man kan læse myten om stjernebilledet. Sene myter eller myteversioner, som ikke er omtalt i selvstændige artikler, er ganske kort refereret, fortrinsvis efter Hyginus. Henvisninger til flere mytiske personer skyldes, at oldtidens astronomer ikke var enige om, hvem det pågældende stjernebillede skulle symbolisere.

Der er fire lange bånd af stjernebilleder, som de antikke mytefortællere lader slynge sig hen over himlen i samlede historier

1. Perseus-sagnet med Andromeda, Kefeus, Kassiopeia, Perseus, Pegasus og Hvalfisken

2. Herakles-sagnet med Herakles, Løven, Hydra, Krebsen, Tyren, Dragen

3. Kallisto og hendes forvandling til en bjørn, Store Bjørn og Bjørnevogteren

4. Orion, Store Hund og Lille Hund og Plejaderne, Haren

Alteret det første alter i verden, rejst af de olympiske guder før kampen mod titanerne
Andromeda Andromeda, Kefeus, Kassiopeia, Perseus 
Argo Argo, argonauterne 
Berenikes Lokker Berenike 
Bægeret det bæger, som Apollon gav Ravnen til at hente vand i
Bjørnevogteren det danske navn er en oversættelse af Arcturus, som danner en mytologisk gruppe med Store Bjørn, mens det latinske navn Bootes betyder plovmanden og dermed er forbundet med opfattelsen af Store Bjørn som syv plovokser, se Karlsvognen. Bjørnemyten findes i Kallisto 
Cassiopeia Andromeda, Kefeus, Kassiopeia, Perseus 
Cepheus Andromeda, Kefeus, Kassiopeia, Perseus 
Delfinen Dionysos, Arion 
Dragen Herakles' 11. arbejde; Herakles dræbte den slangelignende drage Ladon, hvorefter han fik Atlas' hjælp til at stjæle æblerne, der gav evigt liv, i Hesperidernes have
Fiskene Afrodite og Himeros (Eros) forvandlede sig engang til to fisk i Eufrat, fordi de blev forfulgt af Tyfon 
Floden Faëton, Herakles’ 6. arbejde
Haren flygter for Orions hunde
Havslangen (Hydra) Herakles’ 2. arbejde
Herkules Herakles 
Hvalfisken Andromeda, Kefeus, Kassiopeia, Perseus 
Jomfruen Justitia, Fortuna, Ceres 
Kentauren Cheiron, kentaur 
Krebsen under Herakles’ kamp mod Hydra (2. arbejde) forsøgte Hera at lade en krebs bide Herakles for at hindre, at han undertvang uhyret. Herakles gjorde det først af med krebsen, så med Hydra.
Kusken Myrtilos, Hippolytos, Faëton 
Lille Bjørn en af Zeus’ ammer på Idabjerget
Lille Hund Orion 
Lyren Hermes, Orfeus 
Løven Herakles’ 1. arbejde
Nordlige Krone Ariadne 
Orion Orion 
Pegasus Pegasus, Perseus 
Perseus Andromeda, Kefeus, Kassiopeia, Perseus, Medusa 
Pilen den pil, hvormed Herakles skød Ørnen, der hakkede Prometheus’ lever
Ravnen Apollon sendte Ravnen ud for at hente vand i Bægeret til en ofring, men den fik øje på nogle umodne figner og satte sig til at vente på, at de blev modne. Da den vendte tilbage, satte Apollon den på himlen til skam og skændsel
Slangebæreren Karnabon, en thrakisk konge i sagnet om Triptolemos; Asklepios 
Slangen Asklepios 
Skorpionen sat på himlen af Zeus, efter at Orion havde dræbt den
Skytten Cheiron (antikkens astronomer var ikke enige om skyttens identitet)
Stenbukken den buk, der sammen med Amaltheia opdrog Zeus på Idabjerget; Pan under forvandling til gedefisk under flugten fra Tyfon
Store Bjørn Kallisto 
Store Hund Orion 
Svanen Leda 
Trekanten af nogle opfattet som et Delta, det første bogstav i genitivformen Dios, dvs. Zeus’ monogram; af andre som billede af Sicilien
Tvillingerne Dioskurerne; Amfion og Zethos 
Tyren Europa, Minos, Pasifaë, Herakles’ 7. arbejde
Vandmanden Ganymedes, Deukalion, Kekrops 
Vædderen Frixos og Helle 
Vægten Justitias vægt; grækerne kendte dog Vægten som Skorpionens kløer
Ørnen Prometheus, Herakles 

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Den tyske matematiker Erhard Weigel (1625-99) offentliggjorde i 1688 et forslag til nye stjernebilleder, der skulle afløse de antikke, hedenske stjernebilleder. De nye stjernebilleder forestillede heraldiske symboler for Europas kongehuse, fx var Store Bjørn erstattet med en elefant, der symboliserede den danske Elefantorden; den ses i den øverste cirkel. Forslaget slog ikke an.

Viser 1 af 1 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Uffe Rasmussen
08/03/2014
Redaktionen
13/11/2012
Uffe Rasmussen
27/10/2012
Ekspert
OJKn
Oprindelig forfatter
OJKn
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki