Van Allen-bælterne

© Møllers-Grafisk Tegnestue/Hans Møller

Van Allen-bælterne. Det inderste Van Allen-bælte består af protoner (gul) og elektroner (blå), mens det yderste også indeholder partikler fra solvinden. De to bælter er centreret om Jordens magnetiske dipolakse. Da denne akse er noget forskudt (ca. 500 km) fra Jordens centrum, er det indre Van Allen-bæltes ene side noget nærmere jordoverfladen; dette område kaldes den sydatlantiske anomali og påvirker bl.a. satellitter.

Van Allen-bælterne, to bilslangeformede områder med meget energirige elektrisk ladede partikler, der er fanget i Jordens magnetfelt. Det inderste bælte blev opdaget af J.A. Van Allen ved et eksperiment på den første amerikanske satellit, Explorer 1, som blev opsendt i 1958; supplerende data fra hans eksperimenter på Explorer 4 og Pioneer 3-4 viste, at der er to bælter. Der er dog en glidende overgang mellem dem. Det inderste har flest partikler i et område omkring 3000 km over jordoverfladen og består hovedsagelig af protoner med en energi på ca. 30 MeV; de antages at stamme fra henfaldne neutroner fra atmosfæren, som er dannet ved sammenstød mellem atmosfæren og kosmisk stråling. Det yderste bælte har flest partikler 15000-20000 km over jordoverfladen og er en blanding af atmosfæriske partikler og partikler (især heliumkerner) fra solvinden. I det ydre bælte er elektronerne meget energirige, med energier over flere hundrede MeV.