antenne

© CDanmark

Antenne. Parabol.

antenne, (ital. antenna, af lat. antenna 'rå' (på sejlskib)), komponent i elektronikken, som anvendes til modtagning eller sending af elektromagnetiske bølger (radiobølger). Antenner benyttes i ethvert system til radio, radar eller telemåling. Ved modtagning opfanges indkommende, frie bølger af modtageantennen. Her omdannes de til bundne bølger, der ledes af en transmissionslinje til selve modtageren. Ved sending fører en transmissionslinje bundne bølger fra senderen til sendeantennen. Dennes funktion er at frigøre bølgerne, således at de kan fortsætte selvstændigt i rummet. Ved hensigtsmæssig udformning af sendeantennen kan de frigivne bølger udsendes i en bred vifte, fx ved radiofoni, eller koncentreres om en bestemt hovedretning, fx ved satellitkommunikation og radar. Der er ingen principiel forskel på en sendeantenne og en modtageantenne; samme antenne tjener ofte begge formål. Antenner findes i en mangfoldighed af former, afhængig af anvendelse og den benyttede frekvens. De karakteriseres bl.a. ud fra deres retningsdiagram, forstærkning, polarisation, båndbredde og impedans.

Retningsdiagrammet (effektdiagrammet) for en antenne er en kurve, som i modtagetilfældet viser den styrke, hvormed en indkommende radiobølge modtages, når antennen drejes. I sendetilfældet angiver retningsdiagrammet, hvorledes styrken af de udsendte bølger afhænger af retningen, når antennen holdes fast. En antenne, der modtager eller sender lige godt i alle retninger, siges at være isotrop.

Forstærkningen af en modtageantenne defineres som forholdet mellem den virkeligt modtagne signalstyrke, når antennen er drejet optimalt, dvs. med hovedretningen mod senderen, og den signalstyrke, man ville modtage ved at benytte en isotrop antenne. Tilsvarende defineres forstærkningen af en sendeantenne som forholdet mellem den udsendte bølges styrke i hovedretningen og den styrke, man ville have, hvis man i stedet anvendte en isotrop antenne. Ligesom retningsdiagrammet er uafhængigt af, om en antenne benyttes til modtagning eller sending, er forstærkningen uafhængig heraf. Forstærkningen F måles i rent tal eller logaritmisk mål som 10logF decibel (dB).

Polarisationen af en modtageantenne er defineret som den polarisation af en i hovedretningen indkommende bølge, der giver størst modtaget signalstyrke, se bølgeudbredelse. Ved polarisationen af en sendeantenne forstås polarisationen af den i hovedretningen udsendte bølge. Polarisation af en antenne er uafhængig af, om den anvendes til modtagning eller til sending.

Anvendelsen af en antenne vil altid være begrænset til et bestemt frekvensområde. Uden for dette vil retningsdiagrammet ændre sig mærkbart og måske helt skifte karakter. Antennens forstærkning og dens impedans er ligeledes frekvensafhængige.