ISOLDE, Isotope on Line Detector, projekt ved det europæiske kerneforskningscenter CERN. ISOLDE-projektet udnytter en stor opvarmet blok af tantal, der bombarderes med en intens stråle af 1 GeV-protoner. Ved beskydningen skabes en meget stor mængde af ustabile (radioaktive) isotoper. Disse fordamper ud af den bestrålede blok, ioniseres selektivt for bestemte grundstoffer og accelereres i en isotop-separator, hvorved der skabes stråler af de enkelte isotoper. Hele processen er så hurtig, at atomkerner med levetider ned til nogle få millisekunder kan studeres. Strålerne benyttes til atom-, faststof- og kernefysiske undersøgelser. Danske fysikere var blandt initiativtagerne til det første ISOLDE-anlæg midt i 1960'erne og har siden været meget aktive i udnyttelsen af faciliteten.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki