lokalisering

lokalisering, kvantefysisk effekt, der forhindrer elektronernes frie bevægelse gennem et fast stof. Ifølge kvantemekanikken vil elektronerne i et fast stof befinde sig i kvantetilstande, hvor der til enhver position i rummet er knyttet en sandsynlighed for at finde elektronen netop der. I sædvanlige krystallinske stoffer, hvori atomerne er placeret i et regulært mønster, kan en elektron beskrives ved kvantetilstande, hvor der er lige stor sandsynlighed for at finde elektronen på et hvilket som helst atom i krystallen. Hvis atomerne derimod er tilfældigt placeret, kan sandsynligheden for at finde elektronen være koncentreret til et meget lille område, hvis udstrækning kaldes lokaliseringslængden.

Faste stoffer med lokaliserede elektroner vil være isolatorer, idet elektronerne kun kan bevæge sig gennem stoffet vha. termiske forstyrrelser, der kan flytte elektronerne fra en elektrontilstand til en anden. Elektrontilstande kan også lokaliseres i krystallinske stoffer, især i visse metaloxider. Her skyldes lokaliseringen den stærke frastødning elektronerne imellem. Denne sidste klasse af isolatorer kaldes Mott-isolatorer efter den britiske fysiker N.F. Mott.

Den amerikanske fysiker P.W. Anderson var den første, der i 1958 teoretisk beskrev lokalisering. Han fik sammen med Mott og en anden amerikansk fysiker, J.H. van Vleck, nobelprisen i fysik i 1976 for teoretiske arbejder med elektronstrukturen i magnetiske og uordnede systemer.