metal (Metalbindingen)

Faste stoffers atomer holdes sammen af elektriske felter, som især er bestemt af elektronernes placering i atomets yderste elektronskaller (se atom). Man skelner mellem primære bindinger og sekundære bindinger (van der Waals-bindinger). De fleste krystallinske stoffer har primære bindinger, enten som ionbindinger (fx NaCl), covalente bindinger (fx diamant) eller metalbindinger.

Metalbindingen skyldes, at atomerne afgiver deres forholdvis løst bundne valenselektroner, normalt en eller to pr. atom, til krystallen som helhed. Disse elektroner kan bevæge sig frit gennem metallet, og de danner en negativt ladet elektronsky, som holder de positivt ladede metalatomer sammen. Bindingen er uden den retningsbestemthed, som findes ved ion- og covalente bindinger, hvilket medfører, at atomerne kan pakkes til stor tæthed med høj symmetri. Den største tæthed, der kan opnås med lige store atomer, forekommer for gitterstrukturerne kfc og hex, hvor hvert atom har 12 nærmeste naboer. Talrige metaller forekommer netop med disse strukturer.