• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Maskawa Toshihide

Oprindelig forfatter OWD Seneste forfatter Redaktionen

Maskawa Toshihide, f. 7.2.1940, japansk teoretisk fysiker, professor ved Kyoto Sangyo University, Japan. Maskawa publicerede sammen med Makoto Kobayashi i 1973 en videnskabelig artikel, som er en af de hyppigst citerede videnskabelige publikationer inden for fysikken. Den giver en forklaring på, hvorledes den såkaldte CP-symmetri (partikel-antipartikel ombytning kombineret med spejling) kan brydes i elementarpartikler, et fænomen som var observeret i 1964 ved henfald af en kaon-partikel. Forklaringen bygger på en forudsigelse af, at der måtte eksistere flere typer af kvarker, end der var kendt på det pågældende tidspunkt. Matematisk blev hypotesen udtrykt ved den såkaldte CKM-matrice. Siden er de yderligere kvarker eksperimentelt observeret. Maskawa og Kobayashi fik nobelprisen i fysik 2008 (halvdelen) for deres opdagelse. Den anden halvdel blev tildelt Yoichiro Nambu.