• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Wilhelm Wien

Oprindelig forfatter ASJ Seneste forfatter Redaktionen

Wilhelm Wien, 13.1.1864-30.8.1928, tysk fysiker, professor ved Gießen Universitet i 1899, ved Würzburg Universitet 1900-19 og ved München Universitet fra 1920. Wien viste i 1893, at hulrumsstrålingens energitæthed har en maksimumværdi for en bestemt bølgelængde (se Wiens forskydningslov). Denne bølgelængde er omvendt proportional med den absolutte temperatur. I 1896 udviklede han en klassisk lov for energifordelingen i hulrumsstråling for korte bølgelængder. For disse strålingslove, der inspirerede M. Planck til at udvikle kvanteteorien for stråling, fik Wien nobelprisen i fysik i 1911.