antirefleksbehandling

antirefleksbehandling, coating, proces, hvor en overflade påføres et tyndt lag stof (film) med henblik på at mindske mængden af reflekteret lys fra overfladen. Et meget anvendt materiale er magnesiumfluorid. Behandlingen anvendes på brilleglas, kameralinser og andre optiske systemer, hvor lystabet pga. refleksion skal være minimalt og billedkontrasten stor.

Normalt vil ca. 4% af det lys, som fra luften rammer vinkelret ind på en glasoverflade, reflekteres. Det er muligt at mindske denne procentdel ved at påføre glasoverfladen et tyndt, gennemsigtigt lag med mindre brydningsindeks end glasset. Lagets tykkelse vælges således, at lysstråler, som reflekteres fra hhv. lagets for- og bagside, er ude af fase, dvs. udslukker hinanden. Lyset forsvinder dog ikke i belægningen; der sker en omfordeling, så mindre lys reflekteres og mere transmitteres.

Overfladelagets brydningsindeks n_F og tykkelse d vælges, så , idet n er glassets brydningsindeks, og λ er lysets bølgelængde. Disse relationer gælder for vinkelret indfaldende lys af én bølgelængde, men mængden af reflekteret lys er også fra andre vinkler og for andre bølgelængder meget lille.

I optiske systemer, som er sammensat af flere linseelementer, fx fotografiske objektiver, forøges lystabet med antallet af frie linseoverflader. Ved en coating af disse, ofte med flere lag, nedsættes både refleksion og dannelse af de såkaldte reflekspletter.