• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fujiyama

Oprindelige forfattere FSte og HFri Seneste forfatter Redaktionen

Fujiyama.  Bjerget Fujiyama - Fuji-san, 3776 m, havde sit seneste større udbrud i 1707.

Fujiyama. Bjerget Fujiyama - Fuji-san, 3776 m, havde sit seneste større udbrud i 1707.

Fujiyama, Fuji-san, Japans højeste bjerg (3776 m), beliggende på den sydlige del af øen Honshu 100 km vest for Tokyo. Fujiyama er en stratovulkan, dvs. en vulkansk kegle, der består af skiftende lag af lavastrømme og aske. Lavabjergarterne er basalt og basisk andesit. Fujiyama er opbygget af Shin Fuji, der udgør de øverste ca. 1000 m, som ligger oven på to ældre, gennemskårne vulkaner, Komitake og Ko Fuji. Den er dannet ved flere store udbrud gennem de sidste 10.000 år, hvoraf det seneste, i 1707, var eksplosivt og udslyngede store mængder aske. Se også vulkaner.

Fujiyama ligger over en underskydningszone, hvor Stillehavspladen ved subduktion synker ind under den japanske vulkanøbue og den filippinske lithosfæreplade (se pladetektonik). Den tilknyttede vulkanisme har også skabt en række små vulkanøer, Nampoøerne, der strækker sig mod syd i Stillehavet.

Fujiyama er for japanerne ikke blot et nationalt symbol, men et helligt bjerg, en central kami fra naturen. Det religiøse aspekt kommer til udtryk i shintos mytologi, i japansk buddhisme og i praktisk form med Fujiyama som et yndet mål for pilgrimme; valfarten har ti stationer eller stadier undervejs med vigtige helligdomme placeret ved foden af og på siderne af bjerget.

Fujiyamas vældige kegle og næsten perfekte symmetri, indsat i årstidernes skiften, er et yndet kunstnerisk motiv; kendtest er de 36 træsnit, som Hokusai skabte i 1820'erne. I dansk sammenhæng kan nævnes Johannes V. Jensens myte Fusijama (trykt i Myter og Jagter, 1907), hvor han sanser og tolker bjerget som helligt.