Litorinahavet

© John Fowlie/Poul H. Winther/Dansk Naturhistorisk Forening

Litorinahavet havde sin største udbredelse i begyndelsen af Atlantisk tid. Den blå kontur viser kystens forløb i dag. Øverst th. strandsneglen Littorina littorea.

Litorinahavet, (efter Littorina), Stenalderhavet, hav, som efterfulgte Ancylussøen i Østersøområdet i begyndelsen af Atlantisk tid (ca. 9000-8000 år før nu) og siden gradvis er afløst af nutidens hav. Strandsnegle af slægten Littorina var udbredt, mens muslinger af slægten Tapes levede i det mere saltholdige hav, som på samme tid overskyllede kystområderne uden for bælterne og Øresund. Dette hav kaldes derfor Tapeshavet. Man bruger dog ofte betegnelsen Litorinahavet i en bredere betydning om hele havområdet.

Den hurtige havniveauændring i Atlantisk tid (litorinatransgressionen) skyldes afsmeltning af iskapperne, bl.a. i Nordamerika. Havets meget rige fauna tyder på, at klimaet har været et par grader varmere end nu, og at området har været præget af stærkere tidevand end i dag.

Marine aflejringer, fossile kystklinter samt flere tidligere fjorde dannet af Litorinahavet præger det danske landskab.