Danfeltet, det største af de danske oliefelter i Nordsøen, beliggende ca. 200 km vest for Esbjerg. Feltet, der opereres af Mærsk Olie og Gas A/S, forventes at have en samlet reservemængde på 143 mio. m3 olie og 30 mia. Nm3 gas. Af disse var der ved udgangen af 2004 produceret i alt 76 mio. m3 olie og 20 mia. Nm3 gas. Den daglige produktion (2004) er på ca. 16.000 m3 olie, men forventes at falde gradvis de kommende år. Ved udgangen af 2004 var 106 boringer udført; 65 af disse er vandrette og følger den olieførende zone. Feltet er en ophvælvet geologisk struktur i Central Graven og er dannet over en saltpude på et dybere niveau.
Olien og gassen findes i meget små porerum i kalksten (reservoiret) fra Sen Kridt og Danien (ca. 74-60 mio. år). Strukturen er dækket af finkornet tertiært ler, som hindrer olie og gas i at sive ud af reservoiret og op til havbunden. Reservoiret ligger 1850 m under havniveau og har et areal på ca. 60 km2. Danfeltet blev fundet i 1971, og produktionen af olie indledtes i 1972. Se Nordsøen.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger i Bøger app | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki