varv

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

varv, (sv. 'lag', af nty. warf, af samme opr. som værft), geologisk betegnelse for en lagdelt aflejring bestående af to rytmisk dannede sedimenter, som dannes i løbet af et år. Lange serier af varver kendes fra bl.a. istidens smeltevandsaflejringer, hvor der om foråret afsættes et relativt lyst og grovkornet materiale, der opefter gradvist går over i et mørkere og mere finkornet materiale svarende til aftagende vandstrøm i løbet af efteråret og vinteren. Varv kendes også fra kullag, saltbjergarter m.m. Varvholdige søaflejringer er ofte rige på kiselalger, kalk, ler eller jernforbindelser.

Varvkronologi

er en metode til aldersbestemmelse baseret på tælling af varv eller årslaminerede sedimenter, hvorved der kan opnås en detaljeret information om begivenheder og processer med en nøjagtighed på et år eller mindre. Varvkronologi blev udviklet i 1878 af den svenske kvartærgeolog professor Gerard De Geer, som studerede glaciale varv i sø- og flodaflejringer i Sverige. Den har stor betydning for klimastudier, nøjagtig datering af fortidige vulkanudbrud, undersøgelser af vegetationsændringer, kulturpåvirkninger m.m. Varvkronologi giver mulighed for at bestemme begivenheders begyndelsestidspunkt, længde, afslutning og hastighed. Metoden bygger på, at de gentagne aflejringssekvenser er dannet ved den årlige variation i den klimatisk bestemte isafsmeltning, hvorved særlige begivenheder kan afspejles og genkendes i varvudformningen i et stort område. Disse karakteristika anvendes til at korrelere varvsekvenser fra forskellige lokaliteter, hvorved der opbygges en sammenhængende varvkronologi, som dækker lange tidsrum. Varvkronologi vanskeliggøres af, at der sommetider dannes flere lamineringer på et år, ligesom der kan mangle lamineringer. For at opnå en sikker varvbestemmelse og -kronologi anvendes mikroskopisk analyse af varvtyndsnit, røntgenoptagelser og andre analysemetoder.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
02/02/2009
Ekspert
AGar
Oprindelig forfatter
Aaby
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki