myremalm

© Vagn F. Buchwald

Myremalm anvendt som kvadre i apsis i Sankt Jacobi Kirke i Varde (pile). Ud over myremalm ses kvadre af marksten, og højere oppe har man fortsat med munkesten. Myremalmen stammer fra lejer nær Varde. Fotografi fra 1993.

myremalm, (1. led af oldn. mýrr, beslægtet med da. mos, mose), vandholdigt, urent sediment med så højt et indhold af jernhydroxider (35-45 vægtpct. Fe), at man kan udvinde jern deraf. Myremalm er en postglacial dannelse opstået i tidligere nedisningsområder ved forvitring af moræneaflejringernes jernholdige mineraler. Den egentlige myremalm forekommer i Norge, Sverige og Finland, hvor den danner løse, pulverformige aflejringer lige under overfladen i moser og enge. I Trøndelag og Oppland findes malmen i ret stor højde, indtil trægrænsen, og ofte i nærheden af sæterens græsgange. Allerede i oldtiden anvendtes her særlige blæsterovne til udvinding af jern. Det samme er tilfældet i Sverige og Finland, hvor gamle blæsterovne er fundet i fx Västmanland, Halland og Karelen. I Danmark er myremalmen fast og danner 30-50 cm tykke bænke, der begynder i et spadestiks dybde. Den er særlig udbredt i Vestjylland, vest for hovedstilstandslinjen. Den faste myremalm er, foruden til jernudvinding, blevet anvendt som bygningsmateriale i mange kirker og i mange huse, hvoraf enkelte endnu findes i Favrholt nord for Ikast.

En dansk opfindelse af gasværksingeniør J.C.G. Howitz (1821-1902) førte i 1860 til, at myremalm blev introduceret som en effektiv og billig rensemasse for kulgas. 1860-1985 blev der i Danmark, især omkring Storå, brudt ca. 4 mio. t myremalm, hvoraf hovedparten eksporteredes over Esbjerg til udenlandske gasværker.