zeolitmineraler

© Ole Johnsen/Geologisk Museum

Zeolitmineraler. 2-3 cm lange, hvide nåle af natrolit fra Neubauer Berg i Čechy (Bøhmen) i Tjekkiet. Andre zeolitter udvikler ofte store, velformede krystaller, når de udvikles i hulrum i bjergarter.

zeolitmineraler, (1. led af gr. zeein 'koge' og lithos 'sten'), vandholdige aluminiumsilikater af alkali- og jordalkalimetaller. Krystalstrukturen er et åbent netværk af SiO₄- og AlO₄-tetraedre med hulrum og kanaler, hvor vand og metalioner kan afgives og optages, uden at strukturen ændres. Zeolitter blev første gang beskrevet i 1756 af den svenske mineralog A.F. Cronstedt, der gjorde den opdagelse, at zeolitter afgiver vand ved opvarmning. I dag kender man over 40 forskellige zeolitter.

De klassiske lokaliteter for zeolitter er tuf og lavabjergarter, hvor de er udkrystalliseret fra hydrotermale opløsninger ved temperaturer under 300 °C. Siden 1950 har man også fundet flere typer zeolitter i slam på oceanbunden, og da dette har meget stor udbredelse, er zeolitterne blandt verdens almindeligste mineraler. I basalten på Færøerne, Island og Grønland er ³/₄ af alle kendte zeolitter fundet.

Pga. deres evne til at optage og afgive metalioner og andre stoffer har zeolitterne fået stor teknisk anvendelse. Til teknisk brug fremstiller man syntetiske zeolitter, der bl.a. bruges til bekæmpelse af olieforurening, til rensning af kalkholdigt vand i vaskemaskiner og som ionbyttere og molekylsigter. Eksempler på zeolitmineraler er natrolit, chabazit, heulandit og stilbit.