mineraler (Navne)

Man har fra gammel tid valgt at give mineraler egne navne. De kunne ganske vist som kemiske forbindelser betegnes rent kemisk, sammensætningen FeS₂ er fx i kemisk forstand jerndisulfid, men hedder som mineral pyrit (svovlkis) eller marcasit (strålkis), idet FeS₂ findes med to krystalformer i naturen. Mineraler kan opkaldes efter personer, fx goethit efter Goethe; steder, fx ilimaussit efter Ilímaussaq-komplekset i Sydgrønland; kemisk sammensætning, fx manganit pga. stort indhold af mangan; og egenskaber, fx magnetit pga. magnetiske egenskaber og albit pga. hvid farve (lat. albus 'hvid'). Mineralnavne ender som regel på -it; andre hyppige endelser er -spat for mineraler med god spaltelighed, fx feldspat og kalkspat, og -kis for mineraler med metalglans, fx svovlkis. Der findes op mod 20.000 navne på mineraler, men langt de fleste har vist sig at være overflødige, fordi de pågældende mineraler allerede er beskrevet under andre navne eller er fejlagtigt opstillet; det gælder fx de grønlandske erikit (efter Erik den Røde) og gieseckit (efter K.L. Giesecke), der har vist sig at være blandinger af tidligere beskrevne mineraler. Siden 1960 har Den Internationale Mineralogiske Association (IMA) holdt styr på sagerne vha. en ekspertkommission, der bl.a. skal godkende alle forslag om navne på nye mineraler.