Olie. Vigtigste områder i verden med olieproduktion 1999.
Siden 1950'erne har den industrialiserede verdens forsyning med energi — og med råstoffer til den kemiske industri — været domineret af olie og naturgas mod tidligere kul. Kun på enkelte områder er atom- og vandkraft og anvendelse af kul og biomasse i dag af væsentlig betydning. I 2004 udgjorde energi fra olie 38% af det samlede energiforbrug. Som følge heraf har olie- og gasforekomster spillet en stor politisk rolle. Olie er en stabelvare, commodity, hvor der kan være voldsomme udsving i prisen, når forholdet mellem udbud og efterspørgsel ændrer sig eller ved større internationale konflikter. Det har spillet en afgørende rolle i hele oliens historie, og olie er derfor også en vare, hvor det er indbydende at prøve at danne et monopol. Ifølge IEA forventes det globale energibehov at vokse med ca. 50% i løbet af perioden 2005-30. Dette skyldes primært et øget energiforbrug pr. indbygger i Asien.
Olieindustrien tog sin begyndelse i midten af 1800-t., men olie har været kendt siden oldtiden og anvendt til belysning og brændsel. I dag anvendes olie og olieprodukter først og fremmest som energikilder, til opvarmning, i kraftværker og som brændstof til biler, fly og skibe (se også motorolie). Den oprindelige anvendelse til belysning er meget lille, mens ca. 10% af produktionen anvendes i den kemiske industri (se petrokemisk industri).
Som belysningsolie er den råoliefraktion, der koger mellem 150 og 300 °C, den efterstræbte. Fjernes den lettere del ikke, er der risiko for eksplosioner, mens den tungere del giver dårligere forbrænding og tilsmudsning. Destillationsanlæg eller raffinaderier er derfor påkrævede. Den laverekogende del (benzin) blev i begyndelsen udnyttet som vaskemiddel og til ekstraktion, den højerekogende del som brændstof og til produktion af bl.a. smøreolier, vaseline og paraffin. Smøreolie har været et vigtigt produkt siden den mekaniske industris udbredelse.
I en lang årrække blev benzinen tilført blyholdige forbindelser for at give en bedre motorgang. Blyforbindelserne blev i 1980’erne erstattet med aromatiske kulbrinter. Disse er senere udfaset og erstattet af andre additiver, i en periode således MTBE, hvilket dog blev stoppet på grund af begreænset bionedbrydelighed. I visse lande ses en øget tilsætning af ethanol med henblik på at dels nedbringe emissionen af skadelige forbrændingsprodukter, dels erstatte en del af benzinen med et biologisk baseret brændstof.
Læs mere om olie.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki