• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

perler

Oprindelige forfattere ClHe og Hein Seneste forfatter Redaktionen

Perler. Fire kæder af kulturperler. Fra yderst til inderst ses South Sea-perler 11-15 mm i diameter, tahitiperler 9,5-12,5 mm, kinesiske ferskvandsperler 8,5-9 mm og cremefarvede-svagt lyserøde akoyaperler 8-8,5 mm. Perlekæderne er udlånt af Georg Jensen Sølvsmedie A/S og juveler Vilh. Holmstrup.

Perler. Fire kæder af kulturperler. Fra yderst til inderst ses South Sea-perler 11-15 mm i diameter, tahitiperler 9,5-12,5 mm, kinesiske ferskvandsperler 8,5-9 mm og cremefarvede-svagt lyserøde akoyaperler 8-8,5 mm. Perlekæderne er udlånt af Georg Jensen Sølvsmedie A/S og juveler Vilh. Holmstrup.

perler, (af lat. perula, vist af perna 'ben, lår, skinke' og pga. formen 'musling'), konkretioner af skalmateriale, dannet inde i vævet af bløddyr. Alle skalbærende bløddyr kan danne perler, som består af samme materiale som skallen, men kun bløddyr med skaller af perlemor danner perler af dette materiale. Den lyserøde vingesnegl Strombus gigas fra Caribien danner lyserøde perler, og den store sydøstasiatiske snegl Melo melo danner op til 35 mm store orange perler, begge typer med krydslamellar struktur. I Danmark er perler af perlemor velkendte fra blåmuslinger, Mytilus edulis, perler med folieret struktur kendes fra østers, Ostrea edulis, og perler med krydslamellar struktur kendes fra vinbjergsnegle, Helix pomatia. I begyndelsen af 1900-t. var der et betydeligt fiskeri efter naturlige ferskvandsperler med perlemor fra flodperlemuslinger i Varde Å, se også dammuslinger.

Det vides ikke, hvordan naturperler dannes, men det sker sjældent om et sandskorn. Nogle perler rummer rester af parasitter, andre har intet fremmedlegeme og dannes måske ved en fejl i cellernes funktioner. Perler er kompositter, dvs. sammensat materiale, der består af calciumcarbonat med op til 1-2% organisk materiale, der afgør perlens struktur (perlemor, krydslamellar o.l.). Det organiske indhold betyder desuden, at perler kun vanskeligt opløses i syre.

Kulturperler. Den overvejende del af samtlige perler på markedet i dag er kulturperler. Mange af perlerne kommer fra kinesiske ferskvandsmuslinger (familien Unionidae). Disse kaldes ofte fejlagtigt "Biwaperler" efter den japanske sø Biwa-ko, det første sted, man dyrkede ferskvandsperler. Marine kulturperler er bl.a. de hvide akoyaperler, der sjældent er større end 10 mm; de produceres i perlemuslingen Pinctada fucata martensii i Japan. Den australske perlemusling Pinctada maxima producerer op til ca. 20 mm store, hvide South Sea-perler, og i Fransk Polynesien producerer perlemuslingen Pinctada margaritifera sorte tahitiperler. Mht. fremstilling af kulturperler, se perlemuslinger.

Blisterperler eller halvperler er abnorme hævelser på skallens inderside, der er dannet om parasitter, som gennemtrænger skallen. Blisterperler har ofte større diameter end perler, men til gengæld er de flade. De kan dannes naturligt af alle bløddyr med skal, men industrielt produceres de fortrinsvis i perlemuslingen Pteria penguin i Sydasien. De dyrkes dog også i de øvrige perlemuslinger. Dyrkede blisterperler har været kendt i århundreder i Kina, og allerede Carl von Linné dyrkede i 1700-t. perler i dammuslinger.

Kulturhistorie

Perler bevares forholdsvis dårligt, men en perlekæde fundet i en sarkofag i en egyptisk kongegrav anslås at være ca. 4300 år gammel. Alexander den Stores felttog åbnede for handelen med Orienten og dermed for import af marine perler fra især Den Persiske Golf, hvor perlefiskeri var meget udbredt, samt fra Indien og Sri Lanka. Også romerne satte stor pris på perler; Plinius d.æ. nævner i sin Naturalis Historia perler som de kostbareste smykkesten efter diamanter. Forbruget af perler var i antikken så stort, at man i 100-t. e.Kr. indførte love, der begrænsede antallet af perler, en person måtte bære. Efter Romerrigets fald overtog goterne og til dels frankerne de store perleskatte, men sporene af dem forsvandt i løbet af middelalderen.

Med europæernes opdagelsesrejser i 1500-t. kom perler atter på mode. Små perler solgtes efter vægt og anvendtes i tusindvis til perlebroderier, der blev en yndet dekoration på fyrstelige boligtekstiler, tronhimle og sengeophæng samt på pragtsadler og pistolhylstre. De større perler blev et uundværligt tilbehør på både mands- og kvindedragter. Således fik Elizabeth 1. af England, der ejede henved 3000 perlebesatte kjoler, tilnavnet "perledronningen". I smykkekunsten rykkede perler frem i første række. Pæreformede perler var eftertragtet og blev båret som øreringe af både kvinder og mænd, bl.a. Christian 4. Derudover var store og uregelmæssige perler, de såkaldte barokperler, populære. Juvelererne udnyttede deres form som hoved eller krop i fabeldyr og fantasivæsner. Perlens storhedstid kulminerede 1600-50, da pæreformede øreringe og en halskæde af barokperler blev statussymbol for enhver kvinde af stand. Kort efter udvikledes brillantslibningen af diamanter, der herefter blev den foretrukne smykkesten. I 1600-1700-t. kom mange kostbare perler til Spanien og Portugal fra Caribien, og indtil ca. 1930, da perlefarmene blev store, dækkedes hele markedet af perler fra vilde muslinger.

Den første produktion af kulturperler fandt sted i Japan i begyndelsen af 1900-t. Den japanske forretningsmand Mise Tatsuhei (1880-1924) producerede sin første runde kulturperle i 1904 og fik i 1907 sammen med biologen Nishikawa Tokichi (1874-1909) patent på metoden. Imidlertid nævnes forretningsmanden Mikimoto Kokichi (1858-1955) ofte som opfinderen af kulturperlen; han fik i 1914 patent på en anden metode og var den første, som dyrkede og markedsførte kulturperler i stor skala. I smykker anvendes i dag næsten udelukkende kulturperler. Se også smykker.

Quiz
Hvad udvinder man morfin af?

1: kokablade
2: valmue
3: marguerit