Microsoft

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Microsoft. Bill Gates på en pressekonference i Tokyo, 2008.

Microsoft. Bill Gates på en pressekonference i Tokyo, 2008.

Microsoft, Microsoft Corporation, amerikansk softwarefirma, grundlagt 1975 af Bill Gates og Paul G. Allen (f. 1953).

Microsoft blev etableret for at markedsføre en version af programmeringssproget BASIC, som Bill Gates og Paul G. Allen havde udviklet til verdens første personlige computer, Altair.

Firmaets kommercielle gennembrud kom dog først i 1981, efter at IBM i 1980 bestilte et operativsystem til deres nyudviklede personlige computer (PC) hos Microsoft. Microsoft udviklede ikke selv et egnet program, men købte det af et andet softwarefirma for 75.000 dollar. Programmet blev markedsført under navnet MS-DOS (se DOS).

Ordet Microsoft kommer af eng. microcomputer og software.

Det blev startskuddet for Microsofts hurtige ekspansion, fordi man havde sikret sig, at programmet også måtte sælges til andre end IBM. Dermed kunne IBM ikke fastholde et monopol, men måtte konkurrere med et stadig voksende antal producenter af såkaldte IBM-kompatible pc'er.

Siden udviklede Microsoft operativsystemet Windows og snesevis af andre programmer, bl.a. tekstbehandlings-, regnearks- og databaseprogrammer. Windows er i dag (2006) det absolut mest udbredte operativsystem; ca. 90% af verdens computere benytter det.

Microsoft havde ikke tillagt internettet den store betydning og udviklede derfor ikke software hertil. Brugen af nettet accelererede imidlertid voldsomt 1994-95, og Microsoft var tvunget til at revurdere dets betydning.

Som reaktion på udviklingen konstruerede Microsoft browseren Internet Explorer (IE), der blev distribueret gratis sammen med Microsofts operativsystem Windows. Dette sikrede i lang tid systemet større udbredelse end konkurrerende programmer.

Distributionen af IE sammen med Windows fik i 1998 det amerikanske justitsministerium til at sagsøge Microsoft for at misbruge sin dominerende rolle inden for operativsystemer til at holde konkurrenter ude af markedet for browsere; sagen blev afgjort ved forlig i 2001.

En ny sag blev anlagt af EU, og Microsoft blev i 2004 dømt til at frigive informationer om programdesign samt til at udvikle en version af Windows uden indbygget medieafspiller. Begge domme havde til hensigt at mindske Microsofts dominans samt at give andre virksomheder bedre mulighed for at udvikle produkter til Microsofts operativsystemer.

I begyndelsen af 2000-t. voksede brugen af open source-programmer, specielt operativsystemet Linux. Det blev betragtet som en trussel mod Microsoft, men der er endnu ikke set tegn på, at open source truer Microsoft som helhed.

I 2002 købte Microsoft det danske firma Navision, som er bevaret som udviklingscenter og europæisk center for Microsofts it-løsninger til erhvervslivet.

Microsoft havde i 2005 ca. 61.000 ansatte og en omsætning på 39,8 mia. dollar. Firmaets hovedkvarter ligger i Redmond, Washington, en forstad til Seattle. De to grundlæggere, Bill Gates og Paul G. Allen, regnes 2006 for hhv. USA's rigeste og sjette-rigeste.

I 2001 gik Microsoft ind på spilkonsol-markedet med deres Xbox, som blev trukket fra markedet 2005, da den afløstes af Xbox 360. Som spiludgiver står Microsoft Game Studios for spil til både PC og Xbox.

Microsofts hjemmeside

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
14/08/2014
Uffe Rasmussen
30/07/2012
Redaktionen
27/07/2012
Ekspert
palnatoke
Oprindelige forfattere
CSk
01/02/2009
MEn
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki