• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

protokol

Oprindelig forfatter HBHa Seneste forfatter Redaktionen

protokol, (af proto- og gr. kolla 'lim', opr. om det første blad, der var limet ind i papyrusruller, en indholdsfortegnelse), inden for datalogi et regelsæt, der styrer udveksling af data mellem kommunikerende enheder; det forekommer både i hardware og software. Fx styres datakommunikation på en bus i en pc af en hardwareprotokol. Softwareprotokoller bruges fx i forbindelse med datanet. For at kunne forstå hinanden må to computere i nettet bl.a. være enige om, hvor lang en bit er (i tid), hvordan man kender start og ende af data, hvordan man kommer videre efter fejl, og hvilket alfabet der anvendes. Mange protokoller er standardiserede, hvilket gør det muligt for forskellige producenters produkter at arbejde sammen. Se også internettet.