titrering

titrering, analytisk kemisk metode til bestemmelse af en ukendt mængde eller koncentration af et stof i en opløsning.

Titreringen baserer sig på en kendt kemisk reaktion, der forløber under titreringen. Det stof, hvis mængde skal bestemmes, kaldes titranden og findes i en analyseopløsning. Titrator, der er det stof, bestemmelsen foretages med, findes i en anden opløsning, titrervæsken, med kendt koncentration (titer). Under omrøring tilsættes titrervæsken langsomt analyseopløsningen fra en burette. Når den kemiske reaktion er forløbet til ende, er titreringens ækvivalenspunkt nået. Med kendskab til den kemiske reaktion, titrervæskens titer og det volumen titrervæske, der er brugt til at nå ækvivalenspunktet, kan analyseopløsningens koncentration beregnes.

Afhængigt af den kemiske reaktion inddeles titreringer i syre-base-titreringer, fældningstitreringer, fx en sølvnitrattitrering, komplekstitreringer og redoxtitreringer.

Ækvivalenspunktet kan bestemmes på forskellige måder. Ved visuelle titreringer tilsættes en passende indikator, der medfører et farveskift, når ækvivalenspunktet er nået (kolorimetrisk titrering). I potentiometriske titreringer, som navnlig anvendes ved syre-base-titreringer, måles analyseopløsningens potential som funktion af tilsat volumen titrervæske, og fra en optegnet titrerkurve bestemmes ækvivalenspunktet, hvor kurven har den største potentialændring (størst ændring i pH). Ækvivalenspunktet kan også bestemmes ved fx at måle ændring i analyseopløsningens ledningsevne. Ved komplekstitreringer bestemmes koncentrationen af en metalion i en opløsning med en titrervæske, der indeholder et stof, fx EDTA, der danner et kompleks med metalionen. I redoxtitreringer forløber en kemisk reaktion, der medfører en ændring af stoffernes oxidationstrin.

De elektrometriske titreringer kan automatiseres, og det er muligt at arbejde med en analysenøjagtighed på 0,1%.