svovl

© Møllers-Grafisk Tegnestue/Hans Møller

Svovl bliver tilført atmosfæren ved afbrænding af fossilt brændstof, ved vulkansk aktivitet og ved bakteriel omsætning af organisk stof. Svovlgasserne omsættes til sulfat og returnerer til jorden og havet som svovlsyre i forbindelse med sur nedbør. I jordskorpen/havbunden omsættes sulfat biokemisk eller bakterielt, idet det reduceres til svovlbrinte og indbygges som sulfider i organiske forbindelser eller pyrit. En betydelig del af sulfiderne frigøres efterhånden til omgivelserne, resten begraves i undergrunden som organisk svovl og pyrit.

svovl, grundstof nr. 16, placeret i 16. gruppe af det periodiske system; atomtegn S. Grundstoffet er et citrongult ikke-metal, som forholdsvis let kan bringes til at smelte (smp. 119 °C) under dannelse af en gul væske. Ved yderligere opvarmning dannes en tyktflydende, mørkebrun væske. Ved 445 °C koger væsken under dannelse af en gul damp. Afkøles den gule damp, dannes der små gule svovlkrystaller, der kaldes svovlblomme eller svovlblomster. Afkøles den førstdannede gule væske fx i støbeforme, får man gult svovl, stangsvovl. Afkøles den sejtflydende, mørkebrune væske, fx ved at hælde den i vand, dannes en brun, gummiagtig form, der kaldes plastisk svovl. Den brune form omdannes efterhånden til den stabile gule form.

Disse ret komplicerede forhold forklares ved, at den stabile gule form er opbygget af ottekantede svovlringe, cyklosvovl, S₈, der forekommer i to allotrope modifikationer: en rombisk, som er den mest stabile, og en monoklin. Ved opvarmning af cyklosvovl dannes kædeformede molekyler, catenasvovl, som ved afkøling langsomt omdannes til cyklosvovl. Svovldampene indeholder bl.a. disvovl, S₂. Ved afkøling af dampene dannes den monokline modifikation af S₈, som efterhånden omlejres til den rombiske modifikation.