latex

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

latex, (lat. 'væske', af gr. latax 'stænk, dråbe'), oprindelig en betegnelse for den kautsjukholdige mælkesaft fra bl.a. gummitræet. I dag anvendes latex mere generelt om en stabil, kolloid dispersion af et polymert materiale i et vandigt medium (dvs. en opslæmning af små polymerpartikler i vand). Polymerpartiklerne er normalt sfæriske med meget små diametre, normalt mindre end 1 μm. Dispersionen er relativt koncentreret med polymer-volumenkoncentrationer på 40-70%. Det vandige medium indeholder elektrolytter, overfladeaktive forbindelser, vandopløselige polymerer og initiatorrester. Syntetisk latex fremstillet ved emulsionspolymerisation af monomerer har fundet stor udbredelse som bindemidler til malinger.

Latex(gummi) er en almindeligt brugt betegnelse for naturgummi; se også gummi og kautsjuk.

Allergi

Latexproteinerne danner elastiske polymerer, som ved tilsætning af vulkaniseringsmidler og antioxidanter kan omdannes til gummiprodukter. Gummioverfølsomhed skyldes allergi over for enten latex eller tilsætningsstofferne. Latexproteinerne kan fremkalde allergi af type I (se allergi), der kan vise sig som nældefeber ved kontakt. I sjældne tilfælde kan der udløses astma eller anafylaksi. Vulkaniseringsmidlerne og antioxidanterne kan medføre udvikling af allergisk kontakteksem (se eksem og allergiske hudsygdomme), fx i form af handskeeksem. Latexallergi synes at optræde med stigende hyppighed, bl.a. i sundhedsvæsenet, pga. brugen af gummihandsker. Også den tiltagende brug af kondom med henblik på reduktion af smitterisiko har øget hyppigheden af latexallergi. Særlige produkter, der ikke er allergifremkaldende, kan anvendes af risikopersoner.

Fetichisme

I 1990'erne er latextøj blevet et modefænomen, der sammen med lak, læder etc. ikke blot indgår i S/M-miljøets seksualpraksis, men også er blevet obligatorisk påklædning ved de store fetichfester, der afholdes i mange storbyer, i København første gang i 1995. Latex er glat, skinnende og sidder tæt ind til kroppen som et ekstra hudlag, der både erotiserer kroppen fetichistisk og kan virke seksuelt stimulerende.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
31/01/2009
Oprindelige forfattere
FBr
31/01/2009
MThes
31/01/2009
SoeHvi
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki