bekæmpelsesmidler

bekæmpelsesmidler, fællesbetegnelse for stoffer til bekæmpelse af skadevoldende dyr, planter og mikroorganismer. Vigtige grupper af bekæmpelsesmidler er insekticider, rodenticider, fungicider og herbicider, til bekæmpelse af henholdsvis insekter, gnavere, svampe og ukrudt. Skadevoldende organismer påfører samfundene store tab. Således er insekter smittebærere for mange alvorlige epidemiske sygdomme, fx pest, tyfus og malaria. Endvidere er insekter, larver, svampe, gnavere og ukrudt årsag til store produktionstab i landbruget, og svampe og insekter er årsag til nedbrydning af materialer som træ og tekstiler. Brug af bekæmpelsesmidler er således nødvendig for at begrænse disse tab.

Kemisk omfatter bekæmpelsesmidler et stort antal forskellige forbindelser af vidt varieret sammensætning. Nogle af de tidligst benyttede bekæmpelsesmidler var af naturlig oprindelse, fx nikotin og pyrethrum (fra blomster af krysantemum), eller biprodukter fra industrielle processer, fx creosot til træimprægnering, men i dag er de fleste bekæmpelsesmidler syntetiske, idet der dog i de seneste år har været voksende interesse for fremstilling af biologiske midler.

De fleste bekæmpelsesmidler er giftstoffer, der virker ved at dræbe de skadevoldende organismer eller hæmme deres udvikling; brug af bekæmpelsesmidler indebærer derfor risiko for skadevirkninger for mennesker og miljø. Flere, navnlig tidligere meget benyttede bekæmpelsesmidler, har høj akut giftighed for mennesker og pattedyr, fx desinfektionsmidlet cyanbrinte (blåsyre) og insektmidlet parathion (bladan). Andre meget effektive og tidligere meget benyttede midler, især klorholdige forbindelser som DDT, aldrin og dieldrin, nedbrydes langsomt i miljøet og opkoncentreres i fødekæden.

Et særlig alvorligt problem af voksende betydning, især i insektbekæmpelsen, er udvikling af resistens, dvs. modstandsdygtighed mod bestemte insekticider, en udvikling, som har formindsket nytteværdien af mange midler. Fremtidens anvendelse af bekæmpelsesmidler vil, i modsætning til tidligere tiders ukritiske anvendelse, skulle ske ved afvejning af fordele og ulemper ved anvendelsen og under hensyntagen til risikoen for belastning af miljøet og udvikling af resistens.