Johann Rudolf Glauber

Johann Rudolf Glauber, 1604-1670, tysk kemiker. Som ung rejste Glauber rundt i store dele af Europa og har formentlig også opholdt sig i Danmark i en periode. I Neustadt blev han på mirakuløs vis kureret for tyfus ved at benytte en kur, der gik tilbage til Paracelsus i 1500-t. Derefter besluttede han sig til at følge i Paracelsus' fodspor og studere iatrokemi. Efter mange rejseår rundt i Europa slog Glauber sig i 1655 ned i Amsterdam, hvor han også døde, muligvis af en forgiftning fra en af de kviksølv-, arsen- og antimonforbindelser, som han eksperimenterede med.

I Amsterdam indrettede Glauber et meget veludstyret kemisk laboratorium, og han ernærede sig hovedsagelig ved salg af de kemiske forbindelser, han fremstillede.

Selvom Glauber blev meget fortrolig med tidens kemiske viden, er en del af hans senere skrifter rent alkymistiske. Han tillagde sit sal mirabile (glaubersalt, natriumsulfat) helt urimelige medicinske egenskaber. Ligesom Paracelsus troede Glauber på, at alt stof var opbygget af tre principper: salt, svovl og kviksølv. I Miraculum Mundi (1653) argumenterede han for, at salpeter (kaliumnitrat) var det universelle salt. Under sine forsøg med salpeter og salpetersyre har han tilsyneladende fremstillet et par højeksplosiver. Han var formentlig den første, der destillerede kul og derved fremstillede en række vigtige organiske forbindelser som benzen og fenol.

Glauber var en meget flittig forfatter, og hen ved 40 værker kan tilskrives ham. Han var meget optaget af kemiens tekniske muligheder, og i sin bog Des Teutschlands Wohlfahrt (1656) opfordrede han sine tyske landsmænd til at gøre bedre brug af landets naturlige resurser for derved at blive økonomisk uafhængige. Hans mest kendte bog er Furni Novi Philosophici (1646-49). Denne bog kom i mange udgaver og blev oversat til adskillige sprog. Det var en meget nyttig afhandling om ovne og deres brug ved kemiske eksperimenter.